Dannelse og uddannelse. Mennesket er et tænkende siv

Skolen skal være socialt alment dannende, den skal være boglig og den skal være musisk-kreativ. Som lærer står man altså over for mange forskellige typer af målsætninger, skriver Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen. -- David Høgsholt/
Skolen skal være socialt alment dannende, den skal være boglig og den skal være musisk-kreativ. Som lærer står man altså over for mange forskellige typer af målsætninger, skriver Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen. -- David Høgsholt/. Foto: .

ALLE MENNESKER HAR holdninger, og alle mennesker har værdier. Holdninger og værdier kommer især til udtryk på den politiske scene, men vedrører i høj grad også vores religiøse og etiske overbevisninger. Nogle er meget bevidste om deres holdninger, og andre udtrykker blot deres holdninger gennem deres gøren og laden uden at tænke videre over dem.

Fælles for dem alle er dog, at holdninger er foranderlige over tid ligesom resten af vores samfund. Og fælles for hele vores samfund og vor tids tænken er, at vi har holdninger til det meste. Vi har en holdning til, hvilke fag der er bedst for vores børn at have i skolen, en holdning til, om regeringen nu håndterer krisen godt nok, og en holdning til, om den danske folkeskole og lærerne nu udfører den opgave, der er blevet pålagt dem, godt nok.

Holdningerne til, hvad dette godt nok er, er ikke faste. Og de ændrer sig med tidens trends og tendenser, som nu eksempelvis det seneste års tid snak om alternative læringsstile og så videre. Og hvis vores holdninger rent faktisk var faste, så ville hele idéen med at holde folketingsvalg hvert fjerde år for at give vælgerne en mulighed for at skifte kurs – og måske ligefrem aktivt vælge en helt ny kurs – være meningsløs.

Men hvis vi alle sammen har holdninger, så betyder det jo også, at de lærere, der uddanner vores børn i folkeskolen, også har holdninger. Og som lærer vil man befinde sig i situationer og diskussioner med eleverne om emner, der deler vandene og holdningerne i to blokke. Her står læreren over for en udfordring, der går på at balancere mellem det at præge eleverne til at antage en bestemt og – i lærernes øjne – korrekt og accepteret holdning og på den anden side det at lade eleven selv danne sig en holdning til den pågældende sag. Altså at lade eleven blive et tænkende siv.

Men hvem har egentlig retten til at bestemme, hvilke valg der er mere rigtige end andre? Hvem har ret til at bestemme, hvad eksempelvis et godt liv er? Det er også et dilemma, og livet er fuldt af dem – de store og de små dilemmaer.

MANGE AF DE dilemmaer, jeg som folkevalgt står over for, er af politisk karakter om livets mange aspekter og især om vores folkeskole naturligvis. Er det mere nyttigt at samle kræfterne på færre store skoler, eller skal vi bestræbe os på at holde liv i de mange små skoler? Skal vi uddanne eller danne? Hvor langt går forældrenes, og hvor langt går lærernes ansvar i forhold til læring? Og så fremdeles. For langt de fleste spiller livets dilemmaer sig dog i høj grad ud i vore nære relationer og i de etiske dilemmaer.

Med den medicinske og teknologiske udvikling og den stigende viden om arveanlæg stilles vordende forældre over for dilemmaer om, hvorvidt man skal frasortere at få et barn, såfremt det kan se frem til et liv med arveanlæg for psykiske sygdomme.

Men arveanlæg for psykiske sygdomme behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at sygdommen udvikler sig. Videnskaben stiller med mange gode redskaber, det samme gør menneskets konstante udvikling, om end det er på et andet niveau. Men lige meget hvad, så stiller den konstante udvikling os hele tiden over for svære valg og kræver et personligt ansvar af os og stiller os i situationer, hvor vi ud fra vores værdier og holdninger er nødt til at bane vejen ud af dilemmaet som dét tænkende siv, vi nu engang er.

Et eksempel på en holdnings- og værdidebat i folkeskolen er den debat, der har kørt omkring benævnelsen af faget "religion" eller "kristendomskundskab". De to navne antyder på hver deres måde nogle værdier i forhold til det indhold, der ligger i faget.

I faget religion finder vi en mere neutral og fri holdning til, hvad man som dansker må og kan tro på. Vi opløfter ikke én bestemt religion til at være den rigtige, men lader det være op til den enkelte at bestemme, hvad han eller hun vil tro på.

Faget kristendomskundskab derimod går ind og favoriserer én bestemt religion; nemlig den typisk danske religion. Og her befinder man sig i et spændingsfelt mellem en holdning til kristendomskundskab som værende central for danskernes almene dannelse og opfattelsen af religion som et fag, der er tilgængeligt for alle som et kundskabsmeddelende fag.

En grunduddannelse skal jo netop indeholde flere aspekter for at uddanne "det hele menneske". Skolen skal være socialt alment dannende, den skal være boglig, og den skal være musisk-kreativ. Som lærer står man altså over for mange forskellige typer af målsætninger.

VI FORVENTER, at lærerne sætter rammerne for, hvad der rent holdningsmæssigt er acceptabelt og korrekt, men at de samtidig giver plads til, at den enkelte elev bliver et individuelt tænkende menneske; et tænkende siv. Skolens opgaver er altså mange, men kan koges ned til ét ord: oplysning.

Man må altså ikke sætte direkte lighedstegn mellem uddannelse og dannelse. For det at være dannet er ikke det samme som at være uddannet, og dannelse forudsætter ikke nødvendigvis uddannelse. Dannelse sker gennem socialisering, hvor den enkelte formes gennem en mangfoldighed af påvirkninger i samspil, både via skole, forældre, bedsteforældre og omgangskreds.

Dannelse er altså en del af folkeskolens opgave gennem færdighedsindlæring og det, man ville kalde "almen dannelse", men ansvaret ligger fordelt over en bred platform, hvor uddannelse er med til at fremme denne dannelsesproces, og det skal den blive ved med at være, og så selvom indholdet og værdierne i denne dannelsesproces ændres over tid.

Anne-Mette Winther Christiansen er medlem af Folketinget og uddannelsesordfører for Venstre