Prøv avisen
Kanten

Dannelsen der blev væk i økonomi

"Nu skal man som uddannelsesinstitution have penge efter, hvor mange af ens kandidater, der kommer i arbejde efter endt studium. Ak og ve, hvem har dog fundet på denne endnu dummere styring af vore uddannelsesinstitutioner."

Vi har ikke brug for tusinder af politikus’er i ministerierne, men for folk, der har læst litteratur på originalsprogene, historiske og kulturelle dannelseskæmper, der forbinder os i Europa med de dybeste fælles lag, skriver sognepræst

De videregående uddannelser skal ikke længere styres efter ”taksameterprincippet”, hvor beståede eksaminer udløser de penge, uddannelsesinstitutionen skal leve af. Det er gode nyheder, eftersom det gennem de seneste 25 år har ført et frit fald i faglighed med sig.

Da jeg læste teologi, var det en selvfølge, at man foruden hebraisk, græsk og latin læste tekster på engelsk og tysk, ja, lærere præsenterede os endog for franske, italienske og hollandske sekundærtekster. Folk dumpede i ny- og gammeltestamentlig eksegese, for det græske og hebraiske var svært.

Men efter at ”taksameterprincippet” blev indført, ophørte den slags dumpeprocenter på 30 procent straks. Nu læser nærmest ingen tyske, franske, italienske eller hollandske tekster længere, man klarer sig med dansk og engelsk, og dumpeprocenten er ”mirakuløst” faldet.

Nu vil man forsøge noget nyt. Nu skal man som uddannelsesinstitution have penge efter, hvor mange af ens kandidater, der kommer i arbejde efter endt studium. Ak og ve, hvem har dog fundet på denne endnu dummere styring af vore uddannelsesinstitutioner. Jeg troede, man havde forstået helt ind i embedsmændenes DJØF-huler i ministeriernes skumle indre, hvor kun lidt lys trænger ind, at økonomisk ”pisk og gulerod-styring” har spillet fallit. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche forudså denne deroute, hvor studenter og professorer i åndernes rige blev skabt om til kurante mønter, som skulle indgå i nationaløkonomien på linje med fetaost og hamsterhjul.

Denne nye retnings fatale fejl er lette at forudse, endog før den er sat i værk. De små, men uhyre vigtige fag med ekspertviden som eskimologi, klassiske sprog, mindre sprogfag og så videre vil forsvinde, og dermed vil vores kultur lide et enormt tab. Dermed har man amputeret et af de virkelige bånd i et Europa, som krakelerer.

Men vi kan jo ikke uddanne til arbejdsløshed, lyder argumentet. Da jeg på et tidspunkt var på et studieophold på Magdalene College i Oxford, mødte vi i baren nogle 10-årsjubilarer. En var lige kommet ud af Syrien med de sidste engelske statsborgere. Han arbejdede i udenrigsministeriet.

Jeg spurgte ham så, om han havde studeret cand.polit. eller statskundskab. Nej, han havde en bachelor i klassisk græsk og latin som forudsætning for sit job. ”Var det ikke et kæmpe handicap?”, ville jeg vide. Nej, tværtimod, sagde han.

Han havde jo lært virkelige, vestlige og grundlæggende fag. Politiske teorier og lignende kunne enhver idiot læse op på 14 dage. Og han har evigt ret. Vi har ikke brug for tusinder af politikus’er i ministerierne, men flere, der har lært hollandsk, tysk, finsk, kinesisk, klassisk græsk, hebraisk sprog og kultur. Vi har brug for folk, der har læst litteratur på originalsprogene, historiske og kulturelle dannelseskæmper, der forbinder os i Europa med de dybeste fælles lag.