Prøv avisen

Dannelsesbegrebets forvandling

DANNELSESETIK: Til forskel fra tidligere tiders tilegnelse af almendannelse handler det med »formidling af værdier« i dag om tilbud, som den enkelte kan vælge og vrage imellem i sit personlige udviklingsprojekt

Begrebet dannelse er det seneste årti kommet til ære og værdighed igen. Der tales igen meget og godt om dannelse, der i dag betragtes som en »dimension« ved stort set alle pædagogiske aktiviteter. Det er allerede flere år, siden BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) officielt insisterede på at betragte børnehaven som en »dannelsesinstitution«. Gymnasiet har i 1990'erne officielt genoptaget sin forpligtelse på »almendannelsen«, og skolen har genopdaget sine »dannelsesopgaver«. Når der i denne sammenhæng tales om »dannelsesopgaver«, hentydes der i dag først og fremmest til, at der i skolen som i de andre institutioner også skal »formidles værdier«. Dannelse har at gøre med værdiformidling og fremme af bestemte egenskaber. Hvilke værdier og egenskaber der så skal fremmes, er straks mere omstridt. Som bekendt har undervisningsminister Margrethe Vestager selv taget teten, hvad angår folkeskolens »værdier i virkeligheden«. At ministeren så med et mildest talt uklart værdibegreb i virkeligheden snarere har bidraget til at kulturalisere og forplumre spørgsmålet om folkeskolens politisk-normative grundlag og dannelsesidealer, er en anden historie, der næppe vil gøre det nemmere for den at håndtere den stigende multikulturalisme de kommende år. At formidle værdier hed tidligere »opdragelse« eller »socialisering«. Når værdiformidling i dag tematiseres som dannelse, har det flere grunde. Ingen pædagog eller lærer hverken kan, vil eller må i dag optræde formynderisk i deres gøren. Derfor er det belejligt at omtale deres faktiske opdragelse og socialisering som omsorg for andres læring, kompetenceudvikling eller dannelse. Dertil kommer, at dannelsesbegrebet rimer bedre på en opdragelse med individualiseringen som det pædagogiske grundvilkår: at det enkelte barn og den enkelte elev i dag er og skal være i centrum, og at den pædagogiske aktivitet derfor må gå vejen over og bearbejde den enkeltes selvforhold. Sagt på en anden måde, så opdrages, undervises, uddannes eller kvalificeres der strengt taget ikke længere. Derimod drages der omsorg for det enkelte barns, den enkelte elevs eller den enkelte students personlige, livslange selvudvikling og kompetenceudvikling gennem læring. Det er i kraft af dette skred, at dannelse og formen selvdannelse er kommet til ære og værdighed igen. Ved hjælp af diverse værditilbud kan man nemlig forsøge og håbe på, at disse principielt selvcentrerende processer lader sig lede i retning af en dannelsesproces, hvor den enkelte bringes til at overskride sig selv i retning af de andre, af de fælles værdier eller af det almene. Men til forskel fra tilegnelsen af almendannelse og fælles dannelsesidealer handler det med »formidling af værdier« netop om tilbud, som den enkelte kan vælge og vrage imellem i sit personlige udviklingsprojekt. På denne baggrund kan det ikke undre, at man parallelt med omsorgen for institutionernes »dannelsesopgaver« også har været vidne til, at de rask væk har ladet sig omdøbe til at være lærings- og kompetenceudviklingsmiljøer. Noget tyder med andre ord på, at man for indeværende i realiteten er ved at ophæve forskellen mellem dannelse og kompetenceudvikling. Det vil i praksis sige, at dannelse (hvad enten det er i formen almendannelse eller den personlige selvdannelse) gøres til et moment i den enkeltes livslange kompetenceudvikling og dermed til et instrument for den enkeltes såvel som for nationens konkurrenceevne i den globale vidensøkonomi. Ret beset har vi derfor egentlig ikke været vidne til »dannelsens genkomst« i 1990'erne. Vi har derimod været vidne til opkomsten af en ny problematik, hvor de overleverede normative forestillinger om almendannelse og personlighedsdannelse ofres på den hellige kompetenceudviklings altnivellerende alter. Der er ikke noget galt med kompetenceudvikling som sådan. Men der er noget galt med, at alle pædagogiske indsatser og processer skal vurderes som bidrag til den enkeltes kompetenceudvikling og som sådan bogføres som en ressource i det nationale kompetenceregnskab. Der er brug for en diskussion af værdien af kompetenceudvikling. Jens Erik Kristensen er idéhistoriker og lektor ved Aarhus Universistet. n HAns Kornø Rasmussen n Tine Damsholt n Jens Erik kristensen n OLEHARTLING n Peter kemp