I ARTIKLEN ”Debat om dannelse er blevet en slagmark i stedet for samtale” i Kristeligt Dagblad den 12. oktober karakteriseres kampen om dannelse som en slagmark eller en skyttegravskrig, hvor den ene side har en evidensdagsorden, der jagter entydige svar, og den anden side afviser, at evidensdagsordenens spørgsmål overhovedet kan stilles. Sådan trækker Metropol-rektor Stefan Hermann fronterne op i bogen ”Hvor står kampen om dannelsen?”.
Det, der bør ske, er ifølge Hermann, at begge sider accepterer, at der er brug for at tage systematiske tegn af elevernes læreproces – og at anerkende de begrænsninger, der er i, hvad målinger kan fortælle os. Det handler om, at uddannelse skal indeholde et videns-aspekt og et dannelsesaspekt.
Det er formålet med uddannelse, der er i spil. Hvilke mennesker og hvilket samfund ønsker vi, det skal pege hen mod? Det er klart, at der er kompetencer, som skal tilegnes, men der er også en samfundsbestemt almenhed.
For mig at se, er det også at anerkende dynamikken i, at spørgsmålet ”Hvad er god uddannelse?” er et filosofisk spørgsmål. Det er et spørgsmål, som til enhver tid skal stilles i forsøget på at justere og vælge blandt det mulige og ønskelige, den ”for netop nu” bedste løsning. Den usikkerhed eller dynamik, det skaber at vide, at vi aldrig finder den bedste formel for uddannelse, burde kunne stille forventningen om de entydige svar på stand by .
Eller rettere: Det bør være den viden, der for begge parter medfører en ydmyghed i forhold til at ville bestemme, om kompetence med eller uden dannelse, eller omvendt, er målet med børnehave, grundskole og ungdomsuddannelser/uddannelser.
LÆRING OG KOMPETENCE kan handle om dannelse, men det gør det kun, hvis det medfører en udvikling af forholdet mellem personen og personens omgivelser. Det er det, den dobbeltsidige åbning handler om; at noget fagligt eller socialt åbner sig for individet, og at denne åbning fører til, at individet åbner sig for dette. Eller som Grundtvig citeres: ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kjær.”
Komplementariteten mellem kompetence og dannelse er, at man bliver klog på noget, og at det kommer til at betyde noget for, hvordan man opfatter sig selv, for forståelsen af sig selv i verden. Altså: Den dannelsesmæssige del udfordrer grundforhold i elevers selvforståelse, livsverden og livssituation.
Arbejdet med den dobbeltsidige åbning og ikke at forglemme det pædagogiske paradoks, det, at man gennem påvirkning af eleven vil medvirke til dennes selvstændighed. Det forudsætter, at den professionelle ikke er pålagt at anvende bestemte typer didaktik, og det fordrer at den professionelle forstår sig på mange typer didaktik og kan vælge kvalificeret i forhold til elev, situation og samfund.
Hvis parterne skal mødes på en tredje vej med dydsetikkens tilgang: Flid, selvdisciplin, pligt, ordentlighed og oprigtighed, skal parterne stadig have noget at forholde sig til, så de kan klargøre deres position i forhold til modparten. Ideelt set en tredje vej, hvor komplementariteten mellem dannelse og kompetence træder frem og kommer til at skabe kontekst for diskussion.
Det kan være en oversættelsesnøgle til at forstå helheden i, hvordan forskellige fagligheder bidrager til at udvikle tilværelseskompetencer. Og det kan være nogle byggesten til et fundament for uddannelsestænkning, som både imødekommer tidens krav om kompetencer og bidrager til at tænke i helhed og dannelse i uddannelser.
Stefan Hermanns opfordring til at følge en tredje vej med dydsetikkens tilgang for at kvalificere debatten om dannelse og uddannelse er et godt udgangspunkt for de videre fredsforhandlinger.
Dot Reinau, cand.pæd. og lektor i pædagogik.