Mickey Gjerris: Dansen om den varme bøf

En afgifts primære formål skal ikke være at hente penge ind, men at ændre vores adfærd. Etisk set skulle det gerne ske, fordi vi får øjnene op for, at det, vi gør, er etisk problematisk, skriver filosof

Det er svært at se, hvordan man vil komme i mål med kravene til Danmark om at sænke CO2-udledningerne med 89-90 procent inden 2050, uden at det kræver adfærdsændringer – også på kostområdet – når alene oksekødet udgør en stor del af de CO2-ækvivalenter, som gennemsnitsdanskeren udleder om året, skriver Mickey Gjerris. –
Det er svært at se, hvordan man vil komme i mål med kravene til Danmark om at sænke CO2-udledningerne med 89-90 procent inden 2050, uden at det kræver adfærdsændringer – også på kostområdet – når alene oksekødet udgør en stor del af de CO2-ækvivalenter, som gennemsnitsdanskeren udleder om året, skriver Mickey Gjerris. – . Foto: Finn Frandsen/ritzau.

KLIMAFORSKERNE udsender den ene rapport efter den anden, der viser, at det hastigt går den forkerte vej med klimaet, og det er afgørende nødvendigt, at vi hurtigt og drastisk sænker udledningerne af drivhusgasser. I den situation er det svært at komme uden om, at forbruget af animalske produkter, i særdeleshed oksekød, er en varm kartoffel (eller bøf), som kræver handling.

Danmark skal inden 2050 sænke sine udledninger med 80-90 procent, hvis vi skal overholde de løfter, som vi har afgivet internationalt. Hvordan man vil komme i mål med det, uden at det kræver adfærdsændringer – også på kostområdet – er mere end svært at se, når alene oksekødet udgør cirka 1,5 tons af de samlet set 17 tons CO2-ækvivalenter, som gennemsnitsdanskeren udleder om året.

Senest har Alternativet foreslået en afgift på 17 kroner pr. kilo oksekød. Et forslag, som straks blev skudt ned af en bred vifte af partier til højre og venstre i det politiske landskab, blandt andet med argumenter om, at det ville begrænse væksten og være socialt uretfærdigt, da det ville koste en gennemsnitsfamilie et sted mellem 440 kroner og 1060 kroner ifølge Finansministeriets beregninger.

Det er stærkt bekymrende at se, hvordan netop den økonomiske vækst, der er drivkraften bag klimaforandringerne, bliver anvendt til at argumentere mod at gøre noget. Det er, som om vi lever med hovedet i sandet og nægter at erkende, at når man bor på en kugle med begrænsede ressourcer og sårbare økosystemer, er der grænser for, hvad man kan foretage sig, hvis man ikke vil undergrave sit eget livsgrundlag. Økonomisk vækst uden at medtænke natur og klima er som at save den gren over, som man selv sidder på.

Bekymrende er det også, at man bruger afgiftens sociale slagside som en undskyldning for at blive siddende på hænderne. En afgift vil naturligvis relativt set koste en fattig familie mere end en rig familie, hvis forbruget er uændret. Sådan er det med afgifter. Det samme gør sig gældende for afgifterne på alkohol, cigaretter og biler. Social ulighed er der masser af grunde til at gøre noget ved, men at afstå fra at handle på klimaområdet ved at pege på den, hjælper ingen. Slet ikke når man betænker, at klimaforandringerne i sig selv har social slagside. De rammer og kommer til at ramme de fattigste hårdest.

Det er derfor værd at overveje, om hensynet til danske kontanthjælpsmodtageres mulighed for at fastholde deres forbrug af oksekød bør veje tungere end hensynet til de millioner af fattige mennesker kloden rundt, som risikerer at miste deres livsgrundlag på grund af vores livsstil.

En afgifts primære formål skal ikke være at hente penge ind, men at ændre vores adfærd. Etisk set skulle det gerne ske, fordi vi får øjnene op for, at det, vi gør, er etisk problematisk. Vi tilfredsstiller uvæsentlige præferencer med store omkostninger for andre mennesker og naturen til følge.

I virkeligheden er afgiftens succes direkte proportional med, hvor få penge den indbringer. Jo færre, jo bedre. På den måde kan den sammenlignes med de så forhadte fotovogne på vejene. Udviser man det hensyn at overholde færdselsloven af hensyn til andres sikkerhed, så er det jo ikke noget, der koster en noget.

En afgift i sig selv løser næppe problemet, men kombineres den med oplysningskampagner, lettere tilgang til bedre alternativer, momsfritagelse af klimavenlige fødevarer, støtte til landmænd, der vil omlægge deres produktion i bæredygtig retning med mere, så er den et af de værktøjer, der kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Og det er der i den grad brug for.

Så om ikke andet skylder alle de, der afviser en afgift, at stille op med mere effektive tiltag. Vi er nogle, der vil byde dem varmt velkommen.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.