Prøv avisen

Dansk identitet

På sidelinjen

I disse år tales der meget om dansk identitet. Dyre rapporter skrives, og fine konferencer afholdes for at diskutere sagen. Visse politiske partier advarer mod, at danskere er ved at miste deres identitet. Der råbes vagt i gevær, specielt over for muslimer og deres religion og kultur, der siges at true danskheden. Efter min mening skabes dansk identitet, når mennesker taler dansk og er i daglig kontakt med andre danskere, helst på en arbejdsplads. Jeg kender mange udlændinge, der kom hertil i 1980'erne og i dag taler glimrende dansk. Men de færreste af dem har fået en hverdag med andre danskere. De færreste har fået et arbejde. »Hvorfor skal vi tale dansk, når vi ikke har nogen danskere at tale med?« Det er anklagen mod et samfund, der overlader nydanskere til sig selv, hvor de kan skrive ansøgninger i hobetal uden nogensinde at få et jobinterview. Forleden i Radioavisen var der en iraner, der havde læst til ingeniør her i landet, efter at han var kommet hertil som ung flygtning. Efter uddannelsens afslutning havde han sendt omkring 600 ansøgninger afsted til stillinger inden for sit fag. Hidtil havde han ikke engang fået ét jobinterview, for ikke at tale om et arbejde. »Hvorfor skal vi sendes på kursus efter kursus? Det nytter ikke noget,« sagde han frustreret. »Hvorfor sender man ikke arbejdsgiverne på kursus i menneskerettigheder?« Ja, hvorfor ikke. Den danske myte om frisind og åbenhed kommer til kort. Udlændinge, der kommer til Danmark, skal vise grænseløs åbenhed og tolerance over for danskere og deres lukkethed. Således var det, da jeg som ung indvandrer kom til Danmark i 1970'erne og blev udskældt som »spaghettidreng«. Sådan er det endnu mere i dag, hvor der er hundreder af højtkvalificerede ingeniører og andre akademisk uddannede udlændinge, der har lov til at bo i Danmark, men ikke kan få arbejde. Jeg har selv været tæt på en armensk flygtning, der havde haft en høj stilling i sit eget samfund og regnede med, at hans uddannelsesbaggrund, danskkundskaber og energi ville åbne døre. Men han oplevede også, at et eksotisk efternavn betyder, at man ikke kommer inden for døren. Han opsøgte mig og håbede, at min position i det danske samfund betød, at jeg kunne åbne døre for ham. Jeg kunne ikke gøre noget, men et halvt år senere lykkedes det »min« armener at få et job i et dansk firma. Men et firma der er ejet af en indvandrer fra Mellemøsten. Hvad kan der gøres? Hvorfor kan firmaer, der ansætter indvandrere og flygtninge, ikke fortælle andre om det? Der bruges millioner af kroner hvert år i reklamebranchen. Nogle af pengene kunne bruges til at udbrede budskabet om succeshistorier med gode ansatte. Kun fantasien kan sætte grænser for, hvordan der kan fortælles, at der sker gode ting med nydanskere, når de får lov til at være hos os. Forleden sås der overalt gode, morsomme reklameplakater for Berlingske Tidende, hvor Fru Heiberg og andre berømtheder læser avisen. Hvorfor kan Berlingske ikke bruge penge til at fortælle, at den også har en hr. Muhammed, der arbejder i trykkeriet og læser avisen? Vi er i dag omgivet af fortællinger om udlændinges fiaskoer i Danmark og den trussel, de skulle udgøre over for begrebet danskhed. Mediernes tilbøjelighed er stadigvæk at fremhæve nydanskere eller indvandrere i forhold til, hvordan de »belaster« vores samfund. Hvorfor går medierne ikke ud til rådgivende ingeniørfirmaer for at spørge, hvorfor de belaster samfundet, ved at undgå at ansætte flygtninge eller indvandrere. Vort sprog og kultur er ikke i fare. Men vi kan blive endnu rigere af at sikre, at alle, der er her, kan få lov til at deltage i en dansk hverdag. professor