Prøv avisen

Dansk jul set med jødiske øjne

Selvom overrabbiner Bent Lexner ikke fejrer jul, betyder højtiden alligevel noget for ham. Foto: Leif Tuxen

Jøder tror ikke på Jesus som Messias og holder derfor ikke jul. Alligevel spiller julen i Danmark også en rolle for overrabbiner Bent Lexner

Næsten pr. automatik ønsker vi hinanden en rigtig god jul i denne tid. Sådan gør jeg også, men jeg oplever tit, at når så min samtalepartner returnerer ønsket om en god jul, tilføjer han:

"Nåh nej, det må du undskylde. I holder jo ikke jul."

Jeg kan konstatere, at der er mange, der ved, at jøder ikke holder jul, men at vi ikke tror på Jesus, er svært for kristne at forstå. En så indgroet idé i vor kultur er så selvfølgelig, at »man« har svært ved at forstå, hvordan der er mennesker, der kan sætte sig uden for det "gode"selskab.

"At kende det historiske og faktiske om Jesus er ligegyldigt for Troen; for Troen kommer det kun an på det ene, at Gud var i Verden og blev korsfæstet."

Sådan lyder de stærke ord fra Søren Kierkegaard, og disse ord danner basis for kristen tro. Det er ikke min hensigt at foretage en nøjere gennemgang af årsager til, at jøderne ikke accepterede Jesus, men blot konstatere, at Jesus for jøder er en historisk person, der har levet i Israel, født som jøde og død som jøde. En person der flere gange omtales i de talmudiske skrifter, og som altså har været en lærd såvel som kendt person. Tanken om jomfrufødsel er totalt fremmed for jødedommen. Man ventede på Messias, men messiasforventningerne blev gennem Jesus ikke opfyldt for det jødiske folk. Så tidligt som i begyndelsen af det andet århundrede evt. formulerede jøden Trypho sin modstand mod, at Jesus skulle være Messias.

"Skriften tvinger os til at vente Menneskesønnen som en, der er stor og herlig, og som overtager det evige rige fra den gamle af dage. Men jeres såkaldte Messias er uden ære og herlighed; han blev endog ramt af den strengeste forbandelse i Guds lov, for han blev korsfæstet."

Her er nok det essentielle i den jødiske afvisning af tanken om, at Jesus skulle være Messias. Årsagen var, at han ikke bragte det messianske rige med sig.

En anden væsentlig forskel mellem rabbinerne og Jesus var Jesu måde at tale på. Jesus sagde: "Jeg siger jer."

Dette kunne rabbinerne ikke leve med. I jødedommen er der kun ét eneste Jeg, det guddommelige Jeg, som gav folket De Ti Bud på Sinaj Bjerg. For jødedommen var det kun Guds åbenbarede ord, der var vigtige, ikke lærerens personlige Jeg.

Alligevel spiller Jesus og kristendommen en rolle også for mig. Kristendommen danner basis for dansk kultur, og jøder i Danmark har foruden en baggrund i jødisk historie sandelig også et kulturfællesskab med andre borgere i dette land. Så lad mig fortælle lidt om »min jul«.

Tjim da tjim tjim da tjim tjim da tjim datjim tjim. Disse linjer hører til blandt mine første erindringer om jul. De blev benyttet som afslutning på hvert vers af "Højt fra træets grønne top"på Krebs Skole, den skole, hvor jeg oplevede min første jul.

Jeg husker juletiden som noget rigtig hyggeligt og rart. Grisen var midtpunktet for mine juleoplevelser. Det var nu ikke grisen som juleret, men de små sparebøssegrise som, så vidt jeg husker, blev båret rundt i klasserne i tiden op til jul. Her kunne vi lægge små mønter i grisen, og alle grisene blev så slagtet ved juleafslutningen.

Det foregik ved en helt speciel ceremoni og med en særlig sang, enhver "krebsedreng"kunne. Jeg kan noget af den endnu. Det var en rigtig hyggelig tid, også for en lille jødedreng. Vi lærte julemelodierne, og når bare jeg lod være med at synge med på tekster om "Jesus og Kristus", så var det helt fint for mig.

Jul var der ikke hjemme hos os. Men at julen havde sin indflydelse, var der slet ingen tvivl om. Indimellem skulle vi med vores far til julebord/banko i hans Rotaryklub, andre gange fik vi lov til at komme op hos dem, der boede oven over os, og se, hvordan de havde pyntet deres juletræ. Alt dette ser jeg tilbage på med stor glæde, og disse billeder hører til de minder, der gør, at jeg fortsat synes, at julen er en rigtig dejlig tid.

Jeg lytter meget gerne til julemelodierne i såvel radio som fjernsyn, og en del af dem kan jeg faktisk godt huske og oven i købet synge med på. Min barnelærdom kom mig til gode, da jeg, medens min kone og jeg boede i Israel, var inviteret til julekomsammen hos den daværende danske ambassadør i Tel Aviv. Jeg kunne nikke genkendende til "Peters Jul", og jeg var ikke den blandt gæsterne, der var dårligst til at huske julesalmerne.

Juleaften blev i mit barndomshjem som oftest "fejret"sammen med den jødiske menigheds daværende overrabbiner Marcus Melchior og hans vidunderlige hustru Meta, og ikke mindst min far sørgede for, at der aftenen i forvejen blev lavet marcipankonfekt med kulør. Det var en aften som mange andre aftener og alligevel anderledes.

Faktisk er der nogen, der har haft glæde af, at jeg ikke holdt jul. I min læretid som speditør i et stort klareringsfirma var det naturligvis mig, der tog vagten, når man havde brug for en mand, der skulle sørge for, at Danmarks Radio fik sine film ind til Radiohuset i løbet af juledagene, og senere, da jeg under min soldatertid aftjente en del af min værnepligt på et hospital, var det da lige så klart, at det var mig, der tilbød mine kammerater og arbejdskolleger at tage julevagterne.

Hvordan er det så ikke at holde fest, når alle andre gør det. Det er overhovedet ikke noget problem. På samme måde som jeg i løbet af året har mine særlige helligdage, hvor jeg holder fest og de andre ikke, så er der altså en tid, hvor det modsatte er gældende. Op til julen kan jeg konstatere, at de fleste har travlt. Alt skal jo være parat til de dejlige dage. Jeg har mindre travlt. Vi nyder dagene som ferie og fridage, og da samfundet jo på mange måder er gået i stå, så er arbejdet i et rabbinerhjem også præget af samfundets ro.

Nogen synes, at det er synd for de jødiske børn, at de ingen jul har, og at de dermed heller ikke får nogen gaver. Det er bare ikke sandt. Chanukah er vor lysfest, der varer i otte dage. En fest der som oftest ligger meget tæt op ad juledagene.

Jeg er imod, at nogle kalder denne fest for jødernes jul, men accepterer dog, at der er en del elementer, der går igen fra fest til fest. Først og fremmest er Chanukah også en lysfest. Medens kristne tager juletræet ind i huset og sætter lys i træet, så har vi en stage, hvor vi sætter lys i, og for hver dag i løbet af festen tænder vi et nyt lys. Det er nok ikke tilfældigt, at netop i en tid, hvor det er mørkt udenfor, er der fest med lys indenfor. Ja, også ideen med at give hinanden gaver er en del af Chanukah, så ingen behøver at have medlidenhed med de jødiske børn.

Jeg synes, det er dejligt, at mine danske medborgere med julen har en tradition, som de fleste på en eller anden måde hygger sig med. Det er jo netop den slags fællesaftener, som jødedommen er fuld af gennem vore mange forskellige helligdage, og netop disse helligdage giver os en dejlig mulighed for at være sammen med familie og venner.

Selvfølgelig findes der også jøder, der holder jul, men det er nok de færreste. På en eller anden måde synes jeg, at netop juleaften bør de »andre« have for sig selv. Faktisk husker jeg, at der er jøder, der har stillet sig til rådighed for organisationer, der har brug for en hjælpende hånd netop denne aften, men det har jeg dog ikke prøvet.

Jeg benytter denne lejlighed til at ønske alle en rigtig glædelig og fredelig jul og håber, at det gode forhold, der altid har hersket mellem de jødiske og de kristne borgere i dette land, vil fortsætte til gavn for begge parter.

Bent Lexner er overrabbiner