Dansk Kristelig Sygeplejeforening: Imens Danmark holder ferie, kæmper sygeplejerskerne

Sygeplejerskerne er ikke trætte af at arbejde hårdt og dybt engageret med mennesker, men fordi de i et sundhedsvæsen, der er præget af høj hastighed og effektmålinger, skal retfærdiggøre deres eget værd

Genrebillede.
Genrebillede. Foto: Luke Jones/Unsplash

Sygeplejerskerne kæmper. Og det har de faktisk gjort længe. Ikke bare fordi der lige nu er konflikt, men fordi det er et presset fag i et presset sundhedsvæsen, og mange finder alternative veje for at kunne blive i faget. Eller de finder på noget helt andet.

Måske bliver du allerede nu lidt træt, for du har hørt det før, og når man har hørt noget tilstrækkelig mange gange, holder man måske op med at høre efter. Sådan kunne man næsten fristes til at tro, det forholder sig rent samfundsmæssigt, for det er jo ikke første gang, at sygeplejerskerne gør opmærksom på deres generelle vilkår. Det har de faktisk gjort i rigtig mange år – både i medier, fagpolitisk og internt i de forskellige sygeplejerskefora. Men det har åbenbart ikke gjort anden forskel, end at mange sygeplejerskestillinger lige nu er ubesatte, at vikarudgifterne eksploderer, og at der i år er otte procent færre ansøgere til uddannelsen.

Det burde være et klart signal om, at ”nogen” i lang tid ikke har hørt efter, men har haft ”manglende omhu og samvittighedsfuldhed eller har udvist grov forsømmelighed” for at bruge den vending, som sygeplejersker og andre med autorisation kan blive dømt i forhold til. Problemet her er bare, at der ikke er nogen bestemt i den anden ende, som konkret kan drages til ansvar, men skiftende regeringer med forskellige sundhedspolitiske dagsordener.

Samtidig fortsætter sygeplejerskerne med at skrive læserbreve eller poste opslag som ”jeg svigter mine patienter”, ”jeg kan snart ikke mere” og ”jeg bliver så træt”. Sygeplejerskerne er ikke trætte af at arbejde hårdt og dybt engageret med mennesker, men fordi de i et sundhedsvæsen, der er præget af høj hastighed og effektmålinger, skal retfærdiggøre deres eget værd!

Hvornår begynder vi som samfund at tage ansvar for at yde omsorg for en faggruppe, der i den grad er tyndslidte og trætte? Det handler om noget så grundlæggende som at blive taget alvorligt og at blive behandlet med værdighed.

Sygeplejersker er eksperter på værdighed og yder værdig pleje hver eneste dag, når vi alle sammen har brug for det og selv kommer tyndslidte og angste ind ad døren til sundhedsvæsnet og oplever omsorg og at blive passet på.

I Dansk Kristelig Sygeplejeforening arbejder vi for mere værdighed til alle – både patienter, pårørende og personale. Værdighed handler om respekt for og en anerkendelse af både sygeplejersker og også andet sundhedspersonale generelt: At de har en uvurderlig værdi, og at samfundet viser det ved virkelig at lytte til, hvad de siger, og ikke møder det med sætninger som ”det har vi da vist hørt før, og det går nok over” eller ”det vidste de jo, da de gik ind i faget” – eller spørger: ”Jamen, er det da ikke deres arbejde?”.

Selvfølgelig er det deres arbejde, og vi er som samfund så heldige, at de elsker det og er dybt ansvarlige i deres faglighed. De gør det bedste, de kan, inden for de rammer, der sættes samfundsmæssigt. Sygeplejerskerne kan ikke råbe højere, og det burde heller ikke være nødvendigt, for det hele er jo sagt mange gange. Nu handler det ”bare” om, at ”nogen” virkelig hører det og tager mere ansvar for sundhedsvæsenet end Sundheds- og Ældreministeriets slogan ”Patienten først”. Samtidig med at det er en indlysende sætning i et ordentligt sundhedsvæsen, bliver det bare til retorisk glasur, hvis sygeplejerskerne ikke kan få lov til at udføre deres arbejde under ordentlige vilkår!

Man kunne næsten fristes til at spørge: Mon der er bare én voksen ansvarlig til stede? Eller er de alle gået på ferie?

Annette C. Langdahl er sygeplejerske, supervisor og udviklingskunsulent i Dansk Kristelig Sygeplejeforening.