Jeg er opvokset i en almindelig folkekirkelig familie, men valgte i 1983 at bekende mig til islam. Jeg har altid pointeret, at mit valg ikke har været betinget af en eller anden forgabthed i arabisk kultur, men har været et teologisk valg. Jeg har rent teologisk fundet en passende ramme til mine egne forestillinger om Gud og tro.
Jeg har aldrig brudt mig om betegnelserne "konvertere" og "omvende". Jeg har nemlig aldrig haft følelsen af, at jeg har byttet én ting ud med en anden, eller at jeg har ændret opfattelse eller er gået imod den oprindelige retning. Jeg har tværtimod bygget videre på noget, der var der i forvejen. Jeg har fået føjet en ekstra dimension – den åndelige – til de gode og fornuftige leveregler, som mine forældre har givet mig og mine søskende med på livets vej. Derfor har jeg aldrig fundet det modsætningsfyldt at være dansk og muslim. Jeg har ej heller følt trang til at gøre mig selv til en form for pseudo-araber, blot fordi Koranen er åbenbaret ind i et arabisk samfund. Ofte føler jeg endog større fællesskab med en dansk kristen end med en orientalsk muslim.
Jeg mener, at de værdier, som det danske samfund bygger på – skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig inden for en kristen tradition – er lige så muslimske og jødiske, som de er kristne. Den ressourcestærkes omsorg og ansvar for de svage er helt grundlæggende i alle tre religioner. Det samme gælder de frihedstraditioner, som oftest omtales som specifikke for kristne samfund. For ytringsfrihedens vedkommende har den seneste debat jo vist, at nogle kristne – på god islamisk vis – taler om ytringsfrihed under ansvar: at frihed ikke giver nogen mening uden grænser, eller at friheden aldrig ville være reel, hvis der ikke var grænser for, hvor meget man må forhåne eller nedgøre andre mennesker og deres tro og traditioner. Det er disse fælles værdier, der bærer dagligdagen – på tværs af sociale, religiøse, kulturelle, nationale og andre skel. Tro er det ideal, nogle mennesker i hverdagen forsøger at leve op til og omsætte til den rette levevis; men med al den nød og elendighed, der findes i verden, og med al den uretfærdighed, forskelsbehandling, kriminalitet og vold, der findes i alle samfund, kan ingen samfund i vore dage siges at være jødiske, kristne eller islamiske i ordenes egentlige forstand – selvom flertalsbefolkningen i princippet bekender sig til den ene eller anden af de tre religioner.
Mennesker kan have en mere eller mindre stærk religiøs identitet; men jeg mener, at det er en dårlig idé at omtale Danmark som et kristent land. Når fronterne trækkes op, skal der ikke meget til, før visse personer på den politiske og religiøse højrefløj sætter lighedstegn mellem danskhed og kristendom, hvorved de udelukker ikke-kristne fra at være ligeværdige, fuldgyldige borgere i deres eget fædreland.
Aminah Tønnsen er muslimsk
forfatter og foredragsholder
@-Rubr.13.www:www
Hvad er det særligt kristne ved dansk kultur? Giver det overhovedet menig at tale om Danmark som et kristent land? Hvordan opleves det "kristne Danmark" af indbyggere med en anden tro? Læs indlæg på www.religion.dk fra bl.a. Karsten Nissen, Ricardt Riis, Tim Jensen, Aminah Tønnsen, Bent Lexner, Merete Boe Nielsen, Ole Birch, Søren Krarup og Hans Hauge