Regeringen Stauning-Munch (1929-1942) trak med Kanslergadeforliget i 1933 mellem regeringspartierne, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, en streg i sandet. Og den var præget af nye tanker omkring iværksættelse af offentlige arbejders betydning for beskæftigelsen og dermed samfundsøkonomien som helhed. Venstre var i sin samtid med i det første storpolitiske forlig i danmarkshistorien i 1933.
Løsningen på dette lands økonomiske problemer har altid ligget i det samarbejdende folkestyre. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fortsætter denne linje, altså at etablere statsfinansierede iværksættelser med diverse tilskud til øget beskæftigelse og dermed råd til bevarelse af et dansk velfærdssamfund.
Men det er ikke lykkedes endnu at overbevise vælgerne om denne fortsatte kurs. Og det har klart meget at gøre med, at de borgerlige partiet stort set har pressemonopol. Man kan i dag ikke åbne en dansk avis uden kritiske kommentarer til dit og dat i forbindelse med Helle Thornings regering.
Personlig beundrer jeg Helle Thornings stædighed, der selvfølgelig udspringer af hendes overbevisning om, at det er den rette kurs, og at det om ikke så længe vil bære frugt også i meningsmålinger.
Det er i øvrigt også fantastisk, at Helle Thorning står model til for eksempel skattesagen, der griber dybt ind i hendes personlige liv, som i er sig selv er et vidnesbyrd om, at en kvindelig statsminister ikke skal tro, at hun er noget, så man kan bruge et mandsdomineret samfund til svinerier af værste klasse. Vi står måske over for det fænomen i danmarkshistorien, som er set før: at man helst skal være død og borte, før det klares, at afdøde var stor.
Sven Thorgaard, pastor emeritus, Egeskovvej 15, Lunderskov