Dansk-somalier: Danmark, vi har et problem

”Hvordan kan vi bedst muligt få skabt en arbejdsidentitet blandt de somaliske mødre?”, spørger cand.mag. Ayan Yasin. –
”Hvordan kan vi bedst muligt få skabt en arbejdsidentitet blandt de somaliske mødre?”, spørger cand.mag. Ayan Yasin. – . Foto: Kristian Brasen/Ritzau Scanpix.

DE SENESTE par dage har der været en voldsom diskussion om somaliske kvinder fra Vollsmose efter et TV 2-indslag om de nye tal for ledighed udgivet af Danmarks Statistik. For hver nyhed af sådan en karakter opstår der et større gab mellem mit somaliske bagland og resten af Danmark. Jeg føler mig som et skilsmissebarn, der skal til at mægle mellem to forældre, der ikke kan finde ud af det sammen.

I bussen skal jeg forklare mig over for den ældre pensionerede danske kvinde. At jeg erkender problemer i mit bagland, men at løsningen ikke er at ”sætte et frimærke på somaliske kvinder” og ”sende dem hjem”. Jeg forstår, hvorfor hun er forarget over ”den manglende respekt for statskassen”, og jeg deler hendes frustration og magtesløshed. Mens jeg forsøger at sige, at sådan nogle nyheder gerne er rettet mod sarte sjæle. Hun siger, at hun er en del af de ”sarte sjæle”, men beklager, at jeg ”står med fletningerne i postkassen”. Jeg retter hende og siger, at jeg ”står med tørklædet i postkassen”.

Samtidig skal jeg overbevise den ældre generation af somaliske mødre om, at de skal være stolte af at have opdraget kultiverede, dannede, begavede og vidende jurister, folkeskolelærere, sygeplejersker, læger, advokater, akademikere, bioanalytikere, socialrådgivere, audiologer, pædagoger, radiografer, bygningskonstruktører, ingeniører, kokke, ergoterapeuter, og fysioterapeuter, som tålmodigt og behændigt vil bidrage til det danske samfund.

Og at de skal være stolte af den opdragelse, de har givet videre til deres børn, fordi de ofte gjorde dette alene. Oftest uden at kunne tale dansk og med mange psykiske, kulturelle og sociale udfordringer. Men samtidig må jeg også fortælle dem, at vi stadig har et stykke at gå og flere kampe at tage op. I nogle tilfælde bjerge at skubbe. Og det første skridt mod dette er, at de skifter mødet med en sagsbehandler ud med en chef. Jeg skal overbevise dem om, at vi ikke skal ”flytte herfra”, men at vi skal blive. Jeg skal forklare dem, at ”Danmark ikke er racistisk”, men bureaukratisk.

Danmark, vi har et problem.

Problemet ligger ikke i den destruktive, overfladiske, provokerende, undertiden direkte ubehagelige form for dækning af somaliske kvinder i Vollsmose, som vi også så i TV 2’s indslag.

Problemet ligger heller ikke i, hvordan vores somaliske mødre trænger til et arbejde og måske noget medietræning. Problemet ligger heller ikke i folks valg af paraboler eller gardiner, som Martin Henriksen (DF) tilsyneladende mener er Danmarks største problem.

Problemet ligger heller ikke i Dansk Folkepartis lejlighedsvise tyranni og leflen for laveste fællesnævner. Eller min manglende selvdisciplin. Jeg havde lovet mig selv at bruge mine likes som valuta og dræbe historien med min stilhed. Men her sidder jeg alligevel og kommenterer. Danmark, vejen til løsningen af dette problem går ikke gennem stigmatisering eller diskrimination. Vi skal ikke overdænge hinanden med døgenigt-kommentarer. Vi kan komme problemet til bunds ved at stille de rigtige spørgsmål.

Hvordan overkommer vi de udfordringer, som afholder nogle fra at indgå i et arbejdsfællesskab? Hvordan kan vi bedst muligt få skabt en arbejdsidentitet blandt de somaliske mødre? Er der nogle strukturelle faktorer, der skaber et dårligt arbejdsmiljø for disse kvinder? Hvordan kan vi forbedre arbejdsvilkårene, hvis disse synes at være dårlige?

Er det ikke på tide at finde en vej ud af denne årelange og opslidende integrationskonflikt?

Uanset hvad svarene kunne være på disse spørgsmål, forsøger jeg med dette indlæg at holde rebet fast og stærkt mellem mit bagland og resten af Danmark. Vi er en familie. Så lad os agere som en.

Ayan Yasin er cand.mag. i arabisk og psykologi.