Uden for den moderne vestlige kontekst forekommer det at være en mærkværdig problemstilling. Teologi har altid taget udgangspunkt i den kristne troserfaring og formulering. Allerede fra oldkirkens ørkenfædre blev det fastslået med asketen Evagrius ord, at teolog er den, der beder i ånd og sandhed, og den, der beder i ånd og sandhed, bliver teolog.
Ikke dermed sagt, at rationel tænkning var uden betydning, men en sådan måtte tage udgangspunkt i troens liv. Således blev også middelalderens klostre samfundets akademiske centre, og de fleste af middelalderens betydelige teologer stammer da også fra disse institutioner.
LÆS OGSÅ: Kampen for en kernekonservativ teologiuddannelse
Det lå derfor helt i tråd med den gængse opfattelse, da Anselm kunne beskrive teologiens opgave som tro, der søger forståelse. Også vores egen traditions vigtigste kirkefader, Luther, begyndte sin teologiske karriere som munk og kan næppe forstås uafhængigt af hans egen trosrejse.
Grundtvig fastholdt i samspil med idealet om åndsfrihed, at uddannelse og dannelse hører sammen. Uddannelse handlede for ham netop ikke om værdineutral påfyldning af information, men om oplæring og fordybelse i samfundets bærende kristne værdier. Først i 1924 blev underviserne på Københavns Universitets teologiske fakultet løst fra forpligtelsen på folkekirkens bekendelse.
Historisk set er den moderne sekularismes krav om såkaldt værdineutrale forskningsmetoder altså unikke. Men kravene er også unikke i forhold til den moderne tids videnskabsteoretiske overvejelser uden for den vestlige verden.
TEOLOGISK UDDANNELSE i Afrika, Asien og Sydamerika har oftest konfessionelle krav til undervisere såvel som studerende, og der stilles tillige krav om gode anbefalinger og solid erfaring fra kirkeligt arbejde. På det universitet i Nairobi, hvor jeg selv blev uddannet, var de fleste specialeskrivninger empirisk baserede, og praktik var en integreret del af uddannelsen. Som i den klassiske kristendom var kirkernes liv og lære start- og slutpunkt for det teologiske arbejde. Det er ikke min opfattelse, at det gjorde uddannelsen mindre akademisk. Tværtimod!
Af ovenstående fremgår det tydeligt, at vi i Danmark står historisk og geografisk isoleret med vores krav om konfessionsfrihed som forudsætning for forskningsfrihed. At man på de teologiske fakulteter ikke vil tage ved lære af omverdenen og historien, skyldes en politisk kultur, hvor fakulteterne og SU-styrelsen stadig er forlovet med sekularismens videnskabsteoretiske idealer, ikke med kirkens liv og lære.
MF og DBI opstod som reaktion på et dominerende forskningsmiljø, hvor divergerende forskningsresultater i datidens diskurs ofte blev stigmatiseret og latterliggjort. Som modpol og supplement til de teologiske fakulteter var deres eksistens derfor berettiget. Når jeg alligevel forholder mig delvis skeptisk over for MF og DBI, er det ikke fordi de fastholder en konfessionel binding, men fordi bindingen i sin formulering er for snæver. For eksempel skal fastansatte lærere på DBI ud over at have et evangelisk-luthersk grundsyn bekende sig til det ortodokse bibelsyn. Som selvstændig uddannelsesinstitution med egen bacheloruddannelse bør rammerne ikke defineres af en så begrænset tidsperiodes teologiske diskurs.
Men anliggendet, nemlig at kirkens liv og lære bør være basis for teologisk uddannelse, står fast. Ellers bliver teologien til død kognitivisme og lommefilosoferen over, hvad andre erfarer.
Søren Dalsgaard er teolog fra Dansk Bibel-Institut og Africa International University i Nairobi