Dansk-ungarer: Synet på Ungarn er for enøjet

I vestlige landes medier fremstilles Ungarn som et illiberalt demokrati, der udfordrer Vestens version af, hvad et demokrati er og i øvrigt især bør være, skriver dansk-ungarer

Op mod hver femte ungarer stemmer til højre for premierminister Viktor Orbán. Hver femte ungarer mener altså, at Orbán er for blød, skriver dansk-ungarer Daniel Fabricius, der forsøger at skabe et mere nuanceret billede af Ungarn.
Op mod hver femte ungarer stemmer til højre for premierminister Viktor Orbán. Hver femte ungarer mener altså, at Orbán er for blød, skriver dansk-ungarer Daniel Fabricius, der forsøger at skabe et mere nuanceret billede af Ungarn. Foto: Zolton Mathe/AP.

Er synet på Ungarn for enøjet? Det vil jeg forsøge at belyse i denne kommentar. I danske og andre vestlige landes medier finder man ikke et særlig positivt syn på Ungarn. Et illiberalt demokrati, der udfordrer Vestens version af, hvad et demokrati er og i øvrigt især bør være.

Men er der nu så langt fra Budapest til København? Ud over den knap halvanden time lange flyvetur, så er distancen måske ikke så lang, som man skulle tro. Nogle områder er ganske forskellige, men det er ikke kun i forhold til Ungarn, men Centraleuropa generelt, herunder også Østrig. Konservative institutioner som civilsamfundet og familien har centrale roller i samfundet. Forskellige religiøse samfund driver ambulancetjenester, hospitaler, skoler, børnehaver, plejehjem og så videre.

En anden forskel er den politiske korrekthed, som forsvinder, når kaptajnen i flyet i Københavns Lufthavn beder om dørene lukket.

Lad os fokusere lidt på de politiske forskelle eller ligheder. Orbáns veldiskuterede tale om det illiberale demokrati er en interessant indgangsvinkel. For hvad betyder det i Ungarn? Orbáns talsmand var forleden ude at sige, at Ungarn ikke ønskede et liberalt demokrati, og forstod ikke, hvorfor så mange blev forundret, da der også findes social-demokrati eller kristen-demokrati.

Definitionen, som jeg læser det, er ikke de institutioner eller rettigheder, som vi ville forstå med et liberalt demokrati, som parlamentarisme, magtens tredeling, frihed til at tale og skrive, men rettere en politisk definition, at de ikke ønsker liberalisme versus socialisme eller konservatisme. Det kan være, Orbáns definition er forkert, men man må forsøge at forstå det, før man konkluderer på det. I Ungarn er liberale centrum-venstre, har ganske få partier i parlamentet og nyder en meget lille opbakning i befolkningen. Til gengæld er det op mod hver femte ungarer, der stemmer til højre for Orbán. Hver femte ungarer mener altså, at Orbán er for blød. Hans regering har en opposition på begge sider, hvilket er utroligt vigtigt at forstå.

En anden omdiskuteret lov er medieloven. Den nye medielov indfører blandt andet, at statsradioens ledelse udpeges politisk. Hvem udpeger Danmarks Radios bestyrelse? Så vidt jeg ved, er det Folketinget. Regeringens brug af medierne er anderledes i Ungarn, det er korrekt. Det er dog ikke noget nyt. Det forholdt sig ligeledes sådan, da socialisterne og de liberale var ved magten mellem 2002 og 2010. I disse år var der dog ganske få, der skrev rapporter om diverse friheder i Ungarn, på trods af, at politiet skød med plastikkugler, vandkanoner og gav knippelsuppe til fredelige demonstranter på 50-året for opstanden i 1956, den 23. oktober 2006.

Jeg taler og læser ungarsk, og jeg ved, at dette ikke er en rapport udarbejdet af Freedom House, men min egen holdning, men jeg vil mene, at man får et bredere og mere divergeret nyhedsbillede af at læse den ungarske presse end at læse i den danske presse.

En anden lov, som har været skarpt kritiseret, nemlig universitetsloven, er ligeledes interessant at se på i forhold til dansk kritik. Ungarns regering har strammet universitetsloven, men til trods for det, så tillader den stadig private universiteter. Faktisk findes der en del af disse i Ungarn. Den danske universitetslov tillader slet ikke private universiteter. Så hvem kritiserer lige hvem?

Der er forskelle og ligheder mellem vestlige såkaldte liberale demokratier og Ungarn. Intet land er perfekt, ej heller Ungarn. Jeg kan kun opfordre til at besøge det skønne land, mød nogle mennesker, hør deres holdninger, og frem for alt, tag det meste, som EU spytter ud, med et gran salt.

Daniel Fabricius er dansk-ungarer og studerende ved Wirtschaftsuniversität Wien.