Indimellem kan man blive næsten rørt over sine egne landsmænd. Det skete, da jeg i onsdags på DR 1 så et afsnit i serien ”180 dage i ghettoen”, der handler om syv etniske danskere, der i et halvt år bor i Gellerupparken i Aarhus. De gør en virkelig brav indsats for at blive integreret, og skulle man være i tvivl om grundforskellene mellem folk med dansk baggrund og dem med mellemøstlig, friskes hukommelsen her op.
Dette afsnit fokuserede blandt andet på det daglige svineri i området, og den unge Tanja er en smule bestyrtet over stanken i opgangen og de skraldespandslignende forhold i elevatoren. Dog griber hun det hele an som en handlekraftig elevrådsformand og sætter en seddel op ved hoveddøren – skrevet på både dansk og arabisk – med opfordring til ikke at smide affald overalt. Men det er, som man siger, op ad bakke, og sedlen rives i første omgang ned.
Tanja og hendes kæreste Rene erfarer på den meget direkte måde, at det i muslimsk kultur kan knibe lidt med ansvarsfølelsen for arealerne uden for eget hjem, og i det hele taget demonstrerer denne tv-serie, hvordan man her i landet opdrages til at tage ansvar for mere end egen lille rede.
Ved et planlægningsmøde før en vinterfest møder Mine og Jørgen op med en lang liste med forslag til aktiviteter til børnene, der skal introduceres til både sæbebobler og flødebollemaskine, mens de få fremmødte muslimer nærmest bare ser undrende til. Som har de aldrig før oplevet en dagsorden og et målrettet initiativ. Foreningsdanmark fornægter sig ikke, den frivillige indsats ligger dybt nedfældet, og de etniske danskere kæmper for fællesskabet fra svinekødsfri smørrebrødskomsammen til drømmen om en mødregruppe. Sandsynligvis sker en del til ære for det tv-kamera, de har i hælene, men stadig studser man over den store idealisme, og man kan se dette tv-eksperiment fra to vinkler. Man kan glædes over de umiskendelige kvaliteter i den danske folkeånd, og man kan begræde, at der, efter en lang periode med mellemøstlig indvandring, fortsat blandt mange muslimer er sket så lidt tilnærmelse til dansk kultur.
Jeg har selv en kort overgang boet i Gellerupparken og husker det meget som her beskrevet. Ikke mindst angående stanken og svineriet i opgangen, og godt 25 år efter er der tilsyneladende ikke sket så voldsomt meget. Af samme grund forstår man, hvis den friske tålmodighed og virkelyst, som Tanja og de andre her udviser, rundtomkring falmer lidt. DR har sikkert skabt denne serie for at styrke integration og sameksistens, og mens man aldrig ved, hvordan tingene iscenesættes, fremstår det som en ret troværdig gengivelse af miljøet.
Tilpas nedslående, nemlig, og et godt gæt er, at forsøgspersonerne vil skynde sig væk, så snart eksperimentet er slut.
Ikke fordi de mangler hverken venlighed eller tolerance, for det er der ikke ret mange danskere, der gør, når det kommer til stykket. Men fordi det nok desværre ikke i ghettoen i store træk gør hverken fra eller til.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.