Debatindlægget er skrevet af Bodil Steensen-Leth, forfatter, cand.phil., Tranekær
Bankverdenen har mildest talt ikke ry for at handle ud fra moralske overvejelser. Tværtimod har de fleste internationale banker de sidste par år fået et særdeles blakket omdømme.
På den baggrund kan det måske ikke undre, at Danske Bank nu forsøger at rette op på omdømmet ved at påberåbe sig moralske motiver i sine investeringer. Man bør måske heller ikke undre sig over, hvem Danske Bank kaster sig over, nemlig tre israelske selskaber ud af en liste på i alt 33 fra hele verden. Begrundelsen er, at de israelske selskaber er i for tæt kontakt med de såkaldte bosættelser, der ifølge FN strider imod international lov.
LÆS OGSÅ: Danske Bank sortlister israelsk bank
FN definerer, hvad der er international lov. Men FN er ikke noget guddommeligt organ. FN er ikke andet end de mennesker, det består af mennesker af forskellig race, med forskellig religion, forskellig politisk opfattelse og stærkt divergerende hensigter.
Det er selvfølgelig ubestrideligt, at Israel i 1967 besatte Vestbredden, Gaza, Sinai og Golanhøjderne. Men hvem startede den famøse Seksdageskrig dengang i 1967? Det gjorde de arabiske stater, der omgiver Israel. Araberne tabte, og de tabte derfor også land. Sådan er krigens love.
Israel har for længst givet Sinai tilbage til Egypten og trukket sig ud af Gaza, hvor Hamas nu regerer med et diktatorisk voldsherredømme. Efter at det israelske militær i 2005 med magt havde fjernet 7000 bosættere fra Gaza, indledte araberne beskydning af det sydlige Israel med missiler, og det er de fortsat med lige siden.
Kritikken af den israelske politik indicerer, at Israel fører sig frem som en terrorstat, der stjæler land fra de palæstinenske indbyggere. Men har det ikke altid været sådan, at de, der sejrer i en krig, også tager, hvad de kan få? Danmark har således flere gange tåbeligt ført sig frem som krigsmagt og derved tabt land: Skåne, Halland og Blekinge langt tilbage i tiden og i nyere tid hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
LÆS OGSÅ: Danske Bank: Vi stiller samme etiske krav i alle verdensdele
Skal parallellen til Mellemøsten opretholdes, ville Skåne, Halland og Blekinge samt hertugdømmerne i dag være besat land, som vi danskere egentlig har krav på. Men faktum er, at taber en stat i en krig, taber man også land, som forbliver de sejrendes område, indtil fredsforhandlinger eller en ny krig måske kan ændre situationen. Hvorfor dette ikke også skulle gælde i Mellemøsten, begriber jeg ikke. Eller gælder der visse love for jøder og andre for ikke-jøder?
Boykotten mod Israel sker ikke kun i finansverdenen. Rundtom i den akademiske verden forekommer der fra tid til anden opfordringer om ikke at invitere israelske forskere til kongresser, studieophold og så videre.
I Paris blev en udstilling om jødernes historie i Palæstina for nylig aflyst for senere efter protester at blive udsat til sommer gad vidst, om udstillingen nogensinde åbner?
Boykot af israelske varer anses i visse kredse for at være en moralsk rigtig handling. Ærligt talt, minder dette ikke om velkendte regulativer fra nazitiden, hvor det blandt andet hed: Man kauft bei den Juden nicht (hos jøderne køber man ikke, red.)? Men når de mange gode viljer nu boykotter Israel, så boykotter de også, måske uden at tænke så langt, jøder for Israel er som bekendt en jødisk stat.
Hvornår bliver det direkte forbudt at købe jødiske varer? Hvornår bliver det forbudt at overvære koncerter med jødiske kunstnere eller lade jøder studere eller undervise uden for deres egen stat? Det forekommer mig, at den nazistiske ideologi i betænkelig grad er begyndt at dukke op i mere eller mindre forklædte former.
Således er der flere steder her i landet områder, hvor det er forbundet med direkte livsfare for jøder at færdes og det er der ingen, heller ikke politiet, der gør noget ved. Jøderne kan jo bare holde sig væk, hedder det. Juden heraus, lød det under Hitler.
Måske er det, når alt kommer til alt, ikke så mærkværdigt, at den jødiske stat Israel strikt klamrer sig til krigens love. Måske gælder det simpelthen om at overleve om ikke at bliver smidt i Middelhavet, således som adskillige arabiske stater igen og igen har truet med.