Sørine Gotfredsen: Danske journalister forstår ikke Trump

En ting er nemlig Donald Trumps skamløse omgang med tal og fakta, mens noget andet er den famlen efter sandhed, der kendetegner dækningen af et amerikansk valg, skriver Sørine Gotfredsen

Når Divya Das igen henviser til ”dem, jeg har talt med”, hvilket jo reelt ikke behøver at dække over andet end to forbipasserende og en taxachauffør, ved man, at man er langt fra nogen nævneværdig sandhed, skriver Sørine Gotfredsen.
Når Divya Das igen henviser til ”dem, jeg har talt med”, hvilket jo reelt ikke behøver at dække over andet end to forbipasserende og en taxachauffør, ved man, at man er langt fra nogen nævneværdig sandhed, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.

Vi skal nok vænne os til, at der fremover vil blive talt en del om begrebet sandhed, når noget er på spil i den såkaldt ordnede vestlige verden. For Donald Trump har skabt en ny norm med sin tendens til at opfinde egen virkelighed, som det atter skete, da han onsdag morgen dansk tid annoncerede, at han havde genvundet præsidentembedet, skønt stemmerne endnu ikke var talt op.

Således optrådte begrebet sandhed da også på P1 i tirsdags, hvor en Trump-vælger på telefonen fra USA beskrev, hvordan Trumps regeringstid har været til gavn for hendes liv og virke. ”Men mener du ikke, at sandheden findes?”, udbrød SF’s Karsten Hønge i stor forbløffelse over, at man kan stemme på en mand, der åbenlyst finder på at lyve. Men lad os se på det.

Én ting er nemlig Donald Trumps skamløse omgang med tal og fakta, men noget andet er den famlen efter sandhed, der kendetegner dækningen af et amerikansk valg. Både DR og TV 2 har sendt horder af reportere til USA for at skabe indsigt i landet og kulturen og tidens politiske tilstand, og fra New York kastede TV 2’s Ulla Terkelsen sig ud i en analyse af Donald Trumps såkaldt populistiske natur.

Hun forklarede, at en populist er en, der lytter til folket og indretter sin politik efter det – ligesom visse ledere i Østeuropa, tilføjede Terkelsen – og denne platte journalistiske antagelse af, at vor tids nationalt sindede politikere hovedsageligt opfinder deres konservative holdninger til lejligheden og ikke reelt besidder dem, er udbredt. Det udgør i sig selv en slags mediesandhed, men sagen er jo, at de fleste danske journalister kommer til kort, når de skal udlægge fænomenet Trump.

For de kender ikke nok til den virkelighed, han taler ind i, og bliver desuden ved med at tro på de meningsmålinger, der gang på gang tager fejl. Det skal siges, at TV 2 har en kapacitet i Astrid Berg, der ikke blot er velformuleret, men også har beskæftiget sig så meget med Donald Trump, at det kan mærkes.

Men når Divya Das igen henviser til ”dem, jeg har talt med”, hvilket jo reelt ikke behøver at dække over andet end to forbipasserende og en taxachauffør, ved man, at man er langt fra nogen nævneværdig sandhed.

Jeg ved godt, at Karsten Hønge i radioen talte om håndgribelig sandhed kontra håndgribelig løgn, men et slags svar til ham må alligevel være, at nej, hvad det amerikanske valg og samfund angår, må vi danskere nok opgive at komme i berøring med noget særlig sandt. Og dermed også reel forstand på, hvorfor den halve amerikanske befolkning igen har stemt på Donald Trump.

Forsiden på dagbladet Politiken onsdag morgen fortalte alt om, hvor lidt vi forstår. ”Efter 22.000 løgne kommer sandheden”, stod der, hvilket dårligt kunne være formuleret mere malplaceret. Efter 22.000 løgne tyder alt på, at der først og fremmest kommer mere kaos.

Der venter ikke en særlig sandhed efter fire år med Donald Trump. Der venter endnu et kapitel om et stort land i splid med sig selv. Som de fleste af os er langt fra at forstå.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.