DET VAR CHOKERENDE læsning, at talsmanden Kasem Ahmad fra Islamisk Trossamfund i sommer i Kristeligt Dagblad proklamerede, at han ønskede en fatwa udstedt af muslimske lærde, så muslimer i Danmark kan få vejledning om, hvordan de skal forholde sig til de fornærmelser, der er kommet og vil komme mod islam og muslimer i Vesten.
Da journalisten i artiklen den 17. juli gjorde Ahmad opmærksom på, at eksempelvis Zubair Butt Hussain fra Muslimernes Fællesråd ikke mente, at muslimer i Danmark havde brug for en fatwa, gav Kasem Ahmad blot udtryk for, at Muslimernes Fællesråd ikke var andet en uansvarlig snakkeklub!
For mig var og er det chokerende, at en fremtrædende muslim, der har levet i Danmark i mange år, kan finde på at opfordre islamiske lærde i Mellemøsten til at udstede en fatwa om noget, der er foregået i Danmark. For hvordan kan en fatwa vejlede muslimer i Danmark med hensyn til, hvordan de skal forholde sig til, at disse muslimer ikke har kunnet få retsligt medhold i deres anklager mod Jyllands-Posten og Pia Kjærsgaard?
Samtidig må det antages, at Kasem Ahmad som talsmand for Islamisk Trossamfund udtaler sig på vegne af de ledende imamer i Islamisk Trossamfund. Derfor er der virkelig grund til bekymring, for de ledende imamer i Islamisk Trossamfund har gode forbindelser til eksempelvis Al-Azhar i Egypten. Derfor kan de forholdsvis let få en fatwa udstedt, og hvad vil der ske, hvis den ønskede fatwa ikke blot er vejledende, men også fordømmende?
NÅR NOGLE muslimer har tabt et par retssager i Danmark og derefter søger vejledning fra religiøse ledere i Mellemøsten, så viser det for mig at se, at de pågældende muslimer mener, at religiøse fatwaer, udstedt af muslimske ledere uden for Danmark, har større betydning end dansk demokrati og lov. Det indikerer, at Kasem Ahmad og hans bagland på alle måder tager afstand fra dét sekulariserede, demokratiske samfund, de lever i. De fremmedgør sig selv i sådan en grad, at det grænser til landsforræderi, da de vil gøre en fremmed religiøs vejledning til noget, der skal være over den danske grundlov og domstole.
Desuden er det vel sådan, at Kasem Ahmad med sin hån mod andre muslimer klart og tydeligt har signaleret, at lederne i Islamisk Trossamfund opfatter sig selv som repræsentanter for den rene islam, mens den tværreligiøse forståelseslinje, som Muslimernes Fællesråd står for, ikke er i overensstemmelse med rigtig islam. Når Kasem Ahmad så tilmed påstår, at forsoning mellem kristne og muslimer er umulig ja, så har Kasem Ahmad og de ledende imamer i Islamisk Trossamfund ikke forstået, at der ikke kan lovgives med religiøst værktøj i det danske land. Dette viser desværre med al tydelighed, hvor fremmedgjort ledelsen i Islamisk Trossamfund er i forhold til dynamikken i det danske samfund.
Leif Munksgaard,
projektleder og præst, Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde,
Vestergade 51 B,
Odense C