I 1957 VAR DER en anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten af bladets legendariske kulturredaktør Jens Kruuse den måske bedste litteraturkritiker i dansk efterkrigstid. Selvom han døde i 1978, kan man stadig godt savne ham. Den dag forholdt han sig til en roman af en debutant.
Det var Tage Skou-Hansen, og romanen var De nøgne træer. Kruuse skrev: I fuld og moden forstand har vi nu en realistisk roman i landet. Nu bliver det da året, da Tage Skou-Hansens bog kom, 1957.
Dengang læste jeg ikke anmeldelsen, for jeg var kun 11 år og havde andet i hovedet. Ej heller romanen, men det gjorde jeg fem år senere. Jeg begyndte at læse den en solfyldt augustdag på en bænk ved Hotel Munkebjerg med den vidunderlige udsigt over Vejle Fjord, og det er virkelig sandt, at jeg kun var nået et par sider hen i den, før jeg vidste, at denne bog fik jeg aldrig sidenhen lagt fra mig. Og det kom til at passe!
Sådan gik det mange andre. Også præster! Det var lige ved, at De nøgne træer overhalede Martin A. Hansens Løgneren som den mest citerede roman fra danske prædikestole.
Det var også lige ved at være for meget. I hvert fald for forfatteren selv. Da den meget unge, senere litteraturprofessor Hans Hertel anmeldte den, fik han et taknemmeligt brev fra Tage Skou-Hansen selv. Det var ellers en flot kronik og tak skal De ha, fordi De rev bogen ud af den kristelige rottefælde!.
Martin A. Hansen har sikkert haft det på samme måde, men han døde, inden han for alvor fik lejlighed til at protestere.
Men jeg er også ramt af Tage Skou-Hansens hvasse ord, for jeg har citeret begge de nævnte digtere adskillige gange fra min prædikestol. Jeg trøster mig med, at Tage Skou-Hansen for længst har tilgivet mig, og så er han da heller ikke helt uden skyld i såvel brug som misbrug, for hans digtning er ganske vist ikke kristen eller religiøs i gængs forstand.
Den er en fortælling, også når der er tale om de mange essays, han har skrevet. En fortælling om mennesker i dansk efterkrigstid, om opbrud, om traditionstab, om kaos og om sårbarhed.
Livstolkninger, der lægger op til en videretolkning, og da måske med skelen til vennen K.E. Løgstrups prægnante udsagn om, at alt, hvad der tolkes religiøst, også kan tolkes irreligiøst, blot ikke så godt!
Nu er der til glæde og tolkning på ny kommet atter en bog af Tage Skou-Hansen, den snart 89-åriges gribende fortælling om at være indhentet af erindring, som bogens titel er. Essays og noveller fra de seneste 20 år, udvalgt og bragt i trykning af venner og hans kære datter og stadige ledsager til fodboldklubben AGFs hjemmekampe, Gerd. Og i øvrigt smukt anmeldt i denne avis.
Hvis et ord som en sekulær prædiken kan give nogen som helst mening, må det gælde indholdet af denne bog. Men netop med en markant forskel til de prædikener, der holdes i kirkerne. Ikke fordi ord som Gud og Jesus er fraværende, men fordi hele bogen er så typisk for hele Tage Skou-Hansens store forfatterskab. Og ikke mindst disse noveller fra Indhentet af erindring.
De slutter nemlig ikke. De holder ganske vist op, når der ikke er flere sider. Men historien fortsætter, selvom der nu ikke længere er nogen til at fortælle den.
Til eksempel om lægen, der betragter sig selv som et offer for kvindekampen og dør bort fra et dårligt ægteskab. Død skal der til. Frigørelse vil have død, hedder det i novellen Når enden er god.
Vi hører ikke, hvad denne frigørelse så bliver brugt til. Hvis den bliver brugt? For hos Tage Skou-Hansen er frigørelse dobbelttydig. Som altid. Den er nødvendig, men kan vende sig mod den frigjorte selv, når han eller hun tror nu både at kunne beherske tilværelsen og gøre den perfekt.
Et af de få steder, hvor Skou-Hansen direkte har ytret sig om kristendommen, er i essaysamlingen Den forbandede utopi fra 1995. Tilbageholdende, uden dogmatisk skråsikkerhed. Men han får alligevel sagt det afgørende: Ifølge kristendommen er det ikke nogen skavank ved tilværelsen, at den ikke går op.
Nej, og i den henseende siger kristendommen noget helt andet end tidsånden. Og Tage Skou-Hansen gør, fordi han tør fortælle om, når tilværelsen ikke går op, hos sig selv og andre. I fiktion og erindring. Og denne ærlighed kan vi præster godt lære en hel del af.