Prøv avisen

Danskerne er et lyrisk folk

Grundtvig

Tue Kjærhus' lørdagsreflektioner om kærlighed og folkelighed

Er os tomme ord og lyde

eget folk og fædres land,

véd vi ej, hvad de betyde

mer end mængde, muld og strand,

tant er og hvert ord, vi tale

om Guds riges bjerg og dale,

om Guds folk og menighed.

Ingen har Guldtårer fældet Grundtvig, 1855

FOR GRUNDTVIG er danskhed og folkelighed et åndeligt anliggende. Og ikke et spørgsmål om mængde, muld og strand. Vi kan således ikke forstå folkeligheden og danskheden ud fra statistik, madvaner og statsborgerskab.

Nej, det folkelige er noget dybere, noget åndeligt. Folkelighed er kærlighed. Kærlighed til det, vi kender. Vi kan ikke nære kærlighed til en abstraktion, til en idé og en filosofi. Kærligheden mellem børn og forældre, til ens hjemstavn og fædreland er netop de muligheder, der gives os, for at vi kan indleve os i Guds kærlighed.

Modersmålet er hjertesproget. Derfor har min kone altid insisteret på, at det alsiske mål er hjemmesproget hos os. Det er modersmålet, der åbner os for kærligheden. Frarøves vi sproget, så mister vi en del af vor menneskelighed.

Den berømte og lidt slidte grundtvigske sætning Menneske først, kristen så er netop en prægnant måde at fortælle, at kristendommen begynder med kærligheden og det konkrete menneske i en kontekst.

For Grundtvig har hvert folk en særlig opgave. Alle folk bibringer noget unikt til det universelle. Nordmændene, russerne og tyskerne udfrier hver deres opgave til glæde for os alle. Og sådan er det også for det individuelle menneske. Vi er forskellige og har hver vores særlige opgave, som vi skal finde, søge og leve med. I det grundtvigske eksisterer der både det universelle, partikulære og mulighederne for at forstå, hvad erfaret kærlighed er. Det danske folk betegnede Grundtvig som et lyrisk folk. Det tyske og engelske folk er episke. I det episke hersker heltene, de store bedrifter og det ekspressive. Det danske folk er stille, introverte og beskedne. Her taler man ikke så meget om store bedrifter.

Vi sønderjyder har vanskeligheder med stilheden og det lyriske. Vi er larmende, ekspressive og ikke introverte som i Nørrejylland (området nord for linjen Kolding og Esbjerg). Hos os synger vi ikke idylliske landbrugssange eller hylder naturen i sang med samme indføling som i det gamle land (nord for Kongeåen).

Jeppe Aakjærs og Ludvig Holsteins lyriske univers, hvor høsten og det indadvendte liv berømmes, er i en sønderjysk kulturkreds ét med kampsange og ekspressivitet.

Vi har også åbenlyse vanskeligheder med den nørrejyske underfundighed, hvor man indirekte fortæller, hvem man er. Denne indirekthed finder vi en anelse fej og anstrengende, eller som min mor formulerede det: Så er det psykologisk set et udtryk for falsk beskedenhed. Men det er en uretfærdig dom, da nørrejyderne (og rigsdanskerne) jo netop, i modsætning til os, er i overensstemmelse med det lyriske.

Det grundtvigske folkelighedsbegreb minder om det jødiske. Men i modsætning til hebræernes tro på et udvalgt folk er alle folk udvalgte af Gud med hver deres opgave.Den katolske kirke tænker ikke kristendommen ind i det folkelige som hos Dostojevskij og Grundtvig. Her er kristendommen i sin fordring universel og abstrakt. Sådan er det også med islam. Derfor har den katolske kirke og islam altid haft iboende modsætninger til nationerne og det folkelige.

Jeg tror, at det er en af grundene til, at de katolske lande er stats-destruktive, hvilket afspejler sig i den nuværende krise i Sydeuropa. At islam ikke medtænker det nationale og folkelige i deres selvforståelse har netop indebåret, at vi fik et arabisk efterår.

At vi i Danmark er præget af en grundtvigsk folkelighed, gør os også forskellige fra den protestantiske kultur, fordi det individuelle gudsforhold her alene er i zenit.

Hvor om alting er: Vor historie efter 1864 har ikke handlet om at være mægtig, men om at være homogen. Hvilket andet land end Danmark er gået i krig for at blive mindre? Agendaen for krigen 1864 var at komme af med det tyske Holstein og tillade, at det overvejende danske Slesvig blev omfattet af Grundloven og det folkelige.

For os sønderjyder var det imidlertid afgørende, at spørgsmålet om valget mellem dansk eller tysk var bestemt af sindelaget, eller med Grundtvig: Ordets klang i hjertegrunden, som kun hjerterne forstå.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus