Tusindvis af danskere rammes af stress hvert eneste år. Det er ødelæggende for hverdagen og rammer både den enkelte, familier og arbejdspladser utrolig hårdt. Alligevel er det ikke noget, som politikerne på Christiansborg tager ansvar for. Vi har med skiftende regeringer hørt på det ene vækstprogram efter det andet. Alle skal vi arbejde mere effektivt og producere mere på mindre tid. Vi skal løbe hurtigere, og vi skal gøre det bedre.
Stress, depressioner og angst er efterhånden folkesygdomme i Danmark og koster samfundet langt flere penge, end arbejdsløshed gør. Vi kender alle samme nogen, som på et tidspunkt har smidt håndklædet i ringen og har måttet give op på at følge med i konkurrencesamfundets stigende tempo.
Konkurrencesamfundet har endda sneget sig ind i familien. En mor sidder grædende og frustreret med sit nyfødte barn i armene. Blandet med lykken over den lille dreng kommer også en frygt for ikke at slå til. Ikke at have kontrol og ikke at gøre alt efter bogen. Barnet skal stimuleres – men ikke for meget. Blogs og sociale medier stiller høje krav om at vise perfekte liv – samtidig med at de giver råd til alle dem, som “ikke slår til endnu”. Hun skal være social og ikke miste kontakten til vennerne og til det professionelle netværk. Dem får hun brug for, når hun skal hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet igen. Efter endt barsel, når hun er tilbage på sin pind, så skal det gå stærkt, og arbejdspladsen og hendes indsats skal helst ikke ”lide under”, at hun nu også er mor og har flere forpligtelser derhjemme. Det er ikke så underligt, at balancen er i uorden, og forældre går ned med stress.
Det underlige er, at politikerne nægter at tage et reelt ansvar for det. De råber bare på mere vækst, hurtigere gennem uddannelsen og hurtigt tilbage på arbejde. Vi har skabt et samfund, der går så stærkt, at vi ikke kan følge med. Og krav så høje, at de ikke er lavet til mennesker. Ikke til de mennesker jeg kender, i hvert fald.
Vi har brug for at trække vejret og slippe os selv fri. Brug for at bruge tid på at leve og ikke kun på at haste os gennem et stresset liv til en alt for tidlig død. Vi har ganske enkelt brug for politik lavet af mennesker for mennesker. En beskæftigelsespolitik med plads til det simple faktum at vi er hele mennesker – også på arbejdspladsen. En beskæftigelsespolitik med plads til syge børn og en kræftramt mor. Med plads til at arbejde meget, når vi er unge og har lyst til det – og mindre, når vi har små børn og brug for at have tidligt fri. Med plads til ordentlig barsel til både mor og far. Og med en helt simpel holdning til, at stress ikke er noget, vi skal finde os i.
Isabella Arendt er næstformand i Kristendemokraterne.