Danskernes forhold til EU er en tvetydig affære

Måske er en forklaring på danskernes blandede forhold til EU, at de fleste danskere ønsker et tæt samarbejde, men ikke en snæver sammenslutning, skriver sognepræst Jesper Bacher

"I Romtraktatens præambel hedder det således, at man er fast besluttet på skabe grundlag for ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, og sammenslutningen kan vel altid blive snævrere, så længe der overhovedet er noget, som hedder nationalstater, europæiske lande og forskellige folk. At kende sin grænse er ikke så ringe, hverken personligt eller politisk."
"I Romtraktatens præambel hedder det således, at man er fast besluttet på skabe grundlag for ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, og sammenslutningen kan vel altid blive snævrere, så længe der overhovedet er noget, som hedder nationalstater, europæiske lande og forskellige folk. At kende sin grænse er ikke så ringe, hverken personligt eller politisk.". Foto: Nima Stock/Ritzau Foto.

”I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej.” Sådan formaner Jesus i Bjergprædikenen. Skriftstedet meldte sig, da jeg lyttede til ”Europa lige nu” på P1. Her sætter man i sommerens løb fokus på de nordiske landes forhold til EU, og i søndags var turen kommet til Danmark.

Og man må nok sige, at gennem årene har danskernes holdning til EU ikke just fulgt Bjergprædikenen, for ja’et har ikke været helhjertet og nej’et ikke fuldtonet. Der er således stor tilslutning til selve EU-medlemskabet, seneste måling viste 67 procent, men samtidig har danskerne flere gange stemt nej til mere union, sidst i december 2015.

En af de medvirkende politikere, Henrik Dam Kristensen (S), kunne ikke lade være med at undre sig over modsætningen mellem opbakning til idéen og afvisningen af de konkrete tiltag. Sammen med den socialdemokratiske veteran var også Bertel Haarder (V) og den tidligere frontfigur fra Junibevægelsen, Drude Dahlerup, sat til at udlægge danskernes paradoksale forhold til EU og komme med bud på et nordisk samarbejde som erstatning for eller supplement til Den Europæiske Union.

Henrik Dam Kristensen og Bertel Haarder havde altid være EU-tilhængere, mens Drude Dahlerup havde stemt nej ved folkeafstemningen i 1972 og senere også i 1992, hvor hun blev ledende i Junibevægelsen.

Det var noget svært at blive klog på, hvordan Drude Dahlerup stillede sig til EU i dag, men hun erklærede, at den nuværende krise var en mulighed for reform og nytænkning og kaldte sig selv globalist og kosmopolit.

Det blev betonet, at i Danmark var venstrefløjen blevet mere EU-venlig, mens højrefløjen var blevet mere EU-skeptisk, men desværre havde man ikke inviteret nogle repræsentanter for henholdsvis den røde EU-begejstring og den nationalkonservative EU-modstand i Europa Lige Nu. Det havde ellers kunnet perspektivere debatten og gjort den mere grundlæggende og principiel.

I stedet sværgede Henrik Dam Kristensen og Bertel Haarder, selvfølgelig, til EU, men stillede sig kritiske over for bureaukrati og overegulering, mens Drude Dahlerup pegede på det demokratiske underskud, håbede på et stærkere nordisk samarbejde og kunne drømme om et verdensdemokrati, selvom det desværre var en utopi. Også kosmopolitter har en vis jordforbindelse.

Måske er en forklaring på danskernes blandede forhold til EU, at de fleste danskere ønsker et tæt samarbejde, men ikke en snæver sammenslutning, grænseoverskridende, men ikke grænseophævende aftaler, mellemfolkelighed, men ikke antifolkelighed. I 1972 stemte danskerne ja til det, som blev omtalt som Fællesmarkedet, men spørgsmålet er, om ikke det var falsk eller i hvert fald ufuldstændig markedsføring.

I Romtraktatens præambel hedder det således, at man er fast besluttet på skabe grundlag for ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, og sammenslutningen kan vel altid blive snævrere, så længe der overhovedet er noget, som hedder nationalstater, europæiske lande og forskellige folk. At kende sin grænse er ikke så ringe, hverken personligt eller politisk.

Jesper Bacher er sognepræst.