Nu skal vi så til det igen. Én gang til: Hvad er danskhed? Hvordan bliver man dansker? Hvornår føler man sig dansk? Og vi har for Gud ved hvilken gang hørt Bertel Haarders mantra, at han ikke er minister for tørklæder, badeforhæng og leverpostej.
Som om vi havde forventet det. Alt imens statsministeren ønsker glædelig eid-fest (ja, hvad tænker han egentlig på?), skal de danske værdier sættes på knappenåle og kanoniseres – for at råde bod på et dannelsestab af dimensioner, åndelig dovenskab og årtiers fejlslagen integration.
Eller hvad? Listen bliver lang: Ytringsfrihed og ligestilling, fagbevægelse, flæskesteg og folkekirken – der sjovt nok aldrig bliver nævnt. Det skulle jo nødig hedde sig, at kristendommen har større grundklang i Danmark end islam. Og bliver man dansker, fordi man har et arbejde og har lært at cykle? Nej, hold nu op. Tyskerne går da også på arbejde, cykler og spiser leberwurst. I øvrigt kan en islamist vel også lære at cykle (!).
Hvad er det så egentlig, vi taler, om når vi prøver at tage patent på, hvad det er at være dansk? Eksisterer der nogle evige værdier, der er særlig danske?
Nej, danskheden er forudsætningen for, at der overhovedet er en værdi. Det er ikke en værdi, man kan klamre sig til blandt alle andre værdier. Det nationale er så selvfølgeligt, at man ikke lægger mærke til det – ja, selv Enhedslisten tænker faktisk dansk.
På nær lige De Radikale, der taler om hele verden, hver gang det handler om Danmark, ja så tænker politikerne faktisk dansk.
Hvorfor? Ja, fordi det nationale, og i vores tilfælde danskheden, er det fælles udgangspunktet, vi ikke selv har valgt, men blev givet ligesom vores familie. Vi er børn af slægten – i arv har vi fået et lands og et folks historie og åndshistorie. Vi har fået et hjertesprog, et modersmål, som man første gang drømmer på. En familie kan man enten fornægte, eller man kan stå ved, hvad man har fået i arv – værne om og forsvare.
Anderledes er det ikke med fædrelandet: ”Til et Folk de alle høre/ Som sig regne selv dertil,” som Grundtvig skrev i tidsskriftet Danskeren i 1848, mens fjenden stod ved landets grænser.
Ja, alle påberåber sig Grundvig i værdidebatten som en slags præmiedansker, men vis ham dog den ære at læse, hvad han skrev.
For de ofte glemte verselinjer rummer helt præcis formuleringen af, hvad danskhed er – hvornår man er dansker. Det er nemlig en kulturradikal fejlslutning, at det er gjort med at regne sig selv dertil. Danskhed er ikke bare en følelse. Nej, den er dansk som ”Har forModersmaalet Øre/ Har forFædrelandet Ild”. Altså at man behersker sproget og tager ansvaret og forpligtelsen på sig, at man kæmper for landet og folket, når vi er ved at falde i fjendevold. Man er forpligtet på enhver borger i landet, og i krig stiller alle mand af hus.
Mens ”Resten selv som Dragedukker/ Sig fraFolket udelukker / Lyseselv sig ud af Æt/ Nægteselv sig Indfødsret!”
I den originale tekst har Grundtvig foretaget såkaldte spatieringer – her gengivet i kursiv.
Du melder dig ved din ligegyldighed og måske ligefrem foragtselv ud af fællesskabet, hvad enten du er etnisk dansker eller nydansker.
Du er selv ansvarlig for din indfødsret både i åndelig og juridisk forstand. Danskhed er ansvar og loyalitet – over for landet og Grundloven, over for folket, der elsker sit land med den kærlighed, som aldrig gør sig til og aldrig skal befamles og overbegramses. Punktum. Og det kan vi forvente af enhver borger i dette land og ethvert menneske, der banker på Danmarks dør.
Ingen, der ønsker at bo i Danmark, behøver spise flæskesteg eller danse om juletræ, men alle har faktisk pligt til at redde landet fra fremmed herredømme (Læs: den snigende islamisering af Danmark).
At være dansk er altså ikke at stille værdier til skue i et udstillingsvindue, det er ikke engang at være enige om visse værdier i landet.
Nej, at være dansk er netop forudsætningen for at kunne strides om, hvad der er bedst for det land, hvis beståen binder os sammen på tværs af al uenighed og strid. Dansker eller indvandrer: det er et spørgsmål om at vedkende sig dette eller ”udelukke” sig selv.
Marie Høgh er konstitueret sognepræst i Tved Pastorat