Dette debatindlæg er skrevet af Marianne Wagner, cand.theol., Lurøy, Norge
ARTIKLEN den 27. marts i Kristeligt Dagblad om den genopblussede debat om danskhed gjorde mig trist til mode.
Baggrunden for artiklen var følgende udtalelse fra sangeren Basim: Det kan godt være, at jeg har marokkanske rødder, men jeg er stadig dansker med dansk pas, har gået i dansk skole og er opvokset i Danmark. Så at jeg har nogle andre krydderier i blodet, er fint, men det gør mig ikke mindre dansk.
LÆS OGSÅ: Basim-udtalelse sætter gang i indvandrerdebat
Udtalelsen har vakt glæde hos mange af Basims og mine landsmænd, læg som lærd. Dansk pas, dansk skolegang og opvækst er altså det, der gør Basim dansk.
Jeg får lyst til at spørge: Er det virkelig, hvad Basim kan svinge sig op til? Og hvorfor synes så mange, at disse elementer er tilstrækkelige til at definere danskhed?
Jeg er helt sikker på, at Basim er et dejligt og talentfuldt menneske, men jeg må anfægte hans definition på at være dansk. Den er uhistorisk og problematisk.
Danmark er i disse år udsat for en voldsom indvandring, som vi ikke før har set mage til. Hvis disse indvandrere og deres efterkommere om føje år udgør et stort mindretal eller måske ligefrem et flertal, så må man kunne sætte spørgsmåltegn ved, om Danmark er dansk længere.
Afstamning, geografi og historie betyder faktisk noget for, om man kan kaldes dansk, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke anser det at være dansk som bedre end det at være marokkansk eller svensk, men det giver ingen mening at tale om det, hvis ikke det er noget andet og mere end pas, skolegang og opvækst.
Lad os tage et eksempel: I år mindes vi krigen i 1864, og der vil i den forbindelse blive vist en serie på DR om denne krig. Langt de fleste af os vil have forfædre og -mødre, som har været berørt af den, og derfor vil serien helt sikkert få mange til at interessere sig for den: Var tipoldefar med? Lavede tip-tipoldemor punch til soldaterne, da de kom til Flensborg efter at have rømmet Dannevirke, og hvordan klarede hun livet som enke? Og så videre.
Vi vil også begynde at tænke over Danmarks geografi; hvorfor var Slesvig dansk, og ikke Holsten? Hvad var helstaten, og hvorfor har vi nu en stat, som er præget af stor homogenitet og konsensussøgen? Hvordan gik det mon de danske, som aldrig kom hjem til Danmark igen?
Alt dette viser, at for et folks identitet betyder historie, afstamning og geografi altså noget. Det betyder nemlig, at vi har et skæbnefællesskab. Vi kan være uenige om tolkningen af det, men der ligger noget helt konkret til grund.
At vi alle har indvandrede forfædre, betyder ikke noget, fordi de eller første led efter dem blev danske. Mine forældre nedstammede eksempelvis fra henholdsvis tyske og svenske indvandrere; min mors familie var stærkt national og forsvarsvenlig, og under de sønderjyske krige var den imod slesvig-holsteneriet, som det blev kaldt.
Min far, hvis mor var svensk, elskede Gøngehøvdingen, som var fra hans hjemegn på Stevns, og han holdt da med danskerne, når talen faldt på svenskekrigene. Afstamning betyder derfor ikke nødvendigvis, at man ikke kan blive dansk. Hvis man identificerer sig med det danske folks historie, dets kultur i form af poesi, litteratur, billedkunst med mere, ja, så kan man blive dansk selv i første led.
Men det kræver sandelig noget af personen selv, og med reaktionen på Basims lave fællesnævner, så kræver det også, at vi selv begynder at tage os selv mere alvorligt.