Prøv avisen
Debat

Danskhed er noget, vi som folk kan opnå

Dannebrog. Himmel med skyer. Foto: LARS LAURSEN

Det eneste, der virkelig er værd at diskutere, når vi stiller spørgsmålet om danskhed, er, hvordan vi som et folk kan opnå dette, skriver universitetsstuderende Hans Frederik Brobjerg

NÅR VI SPØRGER ind til vores danske identitet, stiller vi i virkeligheden et langt dybere spørgsmål, der viser sig at have andre implikationer end dem, vi normalt forbinder med det at være dansk. Implikationer, der involverer alt fra menneskets mest grundlæggende natur og til Danmarks rolle i at afværge en atomkrig.

At skabe noget enestående – alene logosvæsenet er i stand til dette. Men hvordan enestående? Selv en kat kan gøre en bevægelse, ingen tidligere kat har gjort. Mennesket dog, når det bruger sin evne til at bidrage noget, der får indflydelse på alle fortidige, samtidige og fremtidige menneskers liv, ved at gøre dem i stand til at bruge samme evne i en højere grad, end de uden dette bidrag ville have været i stand til, udmærker sig fra alt andet.

Da nu hvert menneske besidder kimen til denne evne, er mennesket af alle kendte skabninger den eneste, hvis fremtid afhænger af hvert enkelt individ og dettes bidrag eller mangel på samme. Og således bliver det tydeligt, hvordan intet menneskes liv kan adskilles fra noget andet, være det fremtidigt eller fortidigt, nært eller fjernt, kendt eller obskurt: Ingen kendt dimension kan adskille ét menneske fra et andet.

Den, der opdager denne på en gang frygtindgydende og aldeles befriende egenskab ved sig selv og skaberværket, føler sig ikke – som man kunne frygte – handlingslammet og tvunget til at sætte uopnåelige standarder for sig selv, men føler derimod en dyb taknemmelighed, der udmønter sig i et ønske om at prise og give noget tilbage til dette værks arkitekt. Da denne imidlertid er ukendt, rettes taknemmeligheden mod giverens medium; menneskeheden selv.

Det eneste, der kan holde et menneske fra at gøre brug af omtalte evne, er tilfældige omstændigheder samt dets egne og andres vilkårlige valg. Den, der indser dette, bliver ramt af en sådan iver efter at ophæve sådan tilfældighed og vilkårlighed, som intet menneske dybest set ønsker, at han i hele sit offentlige virke intet andet kan gøre end at give efter for denne iver. Intet kan stå ham i vejen og aldrig falder han tilbage.

Han smertes bundløst ved synet af en, der holder sig selv eller andre tilbage fra at yde deres bidrag og føler den største glæde, når han ser en anden lykkedes i sit.

Da enhver form for relevant fremtid bestemmes af disse bidrag, ser vi, hvor stor en fejl dén begår, der værdsætter magt i konventionel forstand. Ingen hersker, intet samfund, intet land, ingen kultur ingen logosslægt vil bestå, der ikke yder sit enestående bidrag.

MEN HVAD ER da danskhed? Vi ser nu, at vi, hvis dette spørgsmål skal besvares på en måde, der gør begrebet ”danskhed” til mere end et tomt modefænomen, der engang havde relevans for en ubetydeligt lille gruppe mennesker, men siden blev aldeles glemt, først må slå følgende fast: Hvad end danskhed er, er det noget, der bevirker enestående bidrag.

Heldigvis starter vi med dette udgangspunkt ikke fra nul. Danmark har fostret en lang række fremragende personligheder, der ikke kun har øget danskernes, men alle menneskers mulighed for at yde vores enestående bidrag: H.C. Andersen, H.C. Ørsted, Tycho Brahe, Dietrich Buxtehude, Ole Rømer, Bertel Thorvaldsen, Nicolai Abildgaard, A. S. Ørsted, Peter Heise med flere.

Hvad var det, der gjorde netop sådanne danskere i stand til at yde netop de bidrag, som vi skylder dem hver især? Hvis vi kan svare på dette spørgsmål, kan vi svare på, hvad danskhed har været indtil nu.

Men hvis ikke danskheden skal ophøre med at være et levende, relevant begreb, må vi som et folk i fællesskab sørge for, at også fremtidens danskere tæller blandt de største musikere, videnskabsfolk, statsmænd, kunstnere, digtere og tænkere, kort sagt, mennesker, der yder enestående bidrag i ovenstående forstand.

Ja, i bedste fald, hvis vi virkelig vil gøre danskhed til et relevant begreb, sørger vi ikke bare for at gøre hver eneste dansker i stand til at yde sådanne bidrag, men – vi, danskerne, Danmark, det danske folk – tager et fælles ansvar for at hele det menneskelige samfund bliver indrettet således, at ethvert menneske, der bliver født ind i denne verden, vil være i stand til at yde sådanne bidrag.

Vi ser således, at det eneste, der virkelig er værd at diskutere, når vi stiller spørgsmålet om danskhed, er, hvordan vi som et folk kan opnå dette. Alt andet må betragtes som distraktioner, der afleder os fra de virkelig relevante overvejelser.

Og lad os ikke glemme at sådanne distraktioner til alle tider, men især i en tid med evigt stigende spænding mellem verdens atommagter, udgør en fare for selve eksistensen af det, vi i vores distræte diskussioner måske forestiller os at ville beskytte.

Hans Frederik Brobjerg, universitetsstuderende, Ydunsgade 1, st. tv., København N