Min dejlige mor mistede vores far for snart tre år siden, og efter 55 års trofast og godt ægteskab samt store helbredsmæssige udfordringer trak sorgen virkelig dybe spor. Min mor, min bror, jeg selv og resten af familien var virkelig ængstelige for, hvordan det hele nu skulle gå.
Min mor er et skønt og positivt menneske, som har brug for hjælp i løbet af dagen.
Vi gik omkring den varme grød. Skulle vi virkelig få tilknyttet visitation og hjemmehjælp, eller kunne vi finde andre veje. Vi aftalte med vores mor at prøve det af og tænkte, at vi kunne finde en anden løsning, hvis nu det blev så slemt, som vi gik og troede.
Det her var vores virkelighed, lige indtil vi mødte Khalida, Mitzi, Kim Lee, Jeanette, Biljana, Phitsamai, Pat, Kim, Kaouther, Marlene, sygeplejen, min mors fysioterapeut Puk og mange, mange flere.
Min mor savner stadig sin mand, vores far. Men nu, næsten tre år efter at han døde, står hjemmehjælpere, måltidsleveringen, visitation og fysioterapeut for nogle af de skønneste øjeblikke i vores mors liv.
Hver eneste dag – to gange om dagen – får min mor besøg af de sødeste og mest omsorgsfulde hjemmehjælpere. De er nysgerrige og griner sammen med min mor. Min mor er også nysgerrig og kender nu alt til de andre lande, som mange af dem kommer fra. Hun hører om deres familier, det liv, de levede langt fra Danmark, og deres liv nu i Danmark. Besøgene er korte – alt for korte – og hjælpernes hverdag er mere stressende, end mange af os andre kender til. Men det ændrer ikke på, at de kommer syngende ind ad døren, er på mere end fornavn med deres borger og altid husker de store begivenheder i min mors liv. Det kunne vi andre lære meget af.
Min mor får leveret mad til tre dage om ugen, og når madbuddene entrerer min mors lejlighed, er det altid med en kæk og god bemærkning.
Min mors fysioterapeut er intet mindre end imponerende. Hun træner med min mor trofast, og relationen minder mere om et venskab. Når det er jul har hun tilrettelagt en juletræning, hvor de på gangene i min mors ejendom skal finde små juleting, min mor skal bøje og strække sig for at nå, og hun sætter rekord hver eneste gang.
Min mor går til kontrol på Bispebjerg Hospital på grund af sin lungelidelse. Min bror og jeg er sommetider med og alle uden undtagelse er på fornavn med min mor, ligesom hun er på fornavn med dem.
Hvad vil jeg egentlig med denne fortælling?
Blot huske mig selv og andre på, at vi også selv kan gøre lidt som borgere, hvis vi har overskuddet. Min mor er nysgerrig og hjertelig på trods af daglige udfordringer. Min mor er selv på fornavn med alle, der hjælper hende. Og rygtet lyder, at de forskellige hjemmehjælpere slås om at få vagten hos min mor.
Min mors hjem er en moderne hovedbanegård for mennesker i alle aldre, alle nationaliteter og religioner. Det er så prisværdigt, og på trods af de meget korte besøg gør de en verden til forskel.
Som en af min mors søde hjælpere sagde, da min mor fyldte 80: "Hvis jeg lever længe nok, vil jeg glæde mig til at give dig et kram på din 90-årsfødselsdag også.
Og for det kvitterer min mor altid med frisk chokolade til alle, der trænger til en sukkerbid inden næste besøg.
Gitte Haaning Høj er pårørende.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.