HER I ØRESTADEN går vi stadig rundt og er brune. Vi ligner italienere med begyndende anæmi, en latent bleghed, der allerede er ved at fortrænge den varme sommerteint. Det er det uhelbredelige hvide hos os, noget iboende nordisk, der nægter at gå væk, selv efter denne sydlandske sommer. Før eller siden er det så slut. Det hvide gror op nedefra som rimfrost, og den let romantiske opstemthed fra i sommer viger pladsen til fordel for en mere kølig nøgternhed.
Man må så håbe, at alt det gode fra sommeren 2018, ikke mindst de D-vitaminer, den berigede os med, vil beskytte os mod kræftknuder og bristende koronararterier og i det hele taget få os igennem vinteren, uden at der går fuldstændig nordisk noir i den igen.
Og solskinnet er stadig derinde et sted, dybt inde i hovedet, som et reservoir af lys, og vil forhåbentlig beskytte mig mod de værste vinterdepressioner. Så kom nu bare, efterår og vinter. Jeg er klar. Tror jeg nok.
EFTERÅR BETYDER REJSER og foredrag. Min kalender her i efteråret ligner kladden til en Dostojevskij-roman, fuldstændig manisk overskriblet. Hver morgen, når jeg sætter mig til skrivebordet og tænder computeren, blipper den med en påmindelse om aftenens arrangement, der som regel indebærer en togrejse. I går var det Svinninge, en lille by vest for Holbæk.
For mig er det afgørende vigtigt at afbøde virkningen af travlhed ved at tage den med ro. Jo mere travlt jeg har, jo mere roligt forsøger jeg at tage det. Det forebygger stress, hjernemylder og forhøjet blodtryk. Derfor sørger jeg altid for at rejse i ikke bare god tid, men virkelig god tid. Rejseplanen fortæller mig, at det vil tage cirka halvanden time at nå frem til stedet i Vestsjælland. Jeg tager hjemmefra tre en halv time før tid.
Hovedbanegården om eftermiddagen ligner en katastrofezone. De rejsende samler sig om lystavlerne med en blanding af måben og resignation over alle forsinkelserne.
En træt stemme forsøger over højttaleranlægget at udrede misforståelserne, give yderligere informationer om sporskifte, aflysninger, forsinkelser.
Halvdelen af det, hun siger, drukner i dårlig akustik, larm og min elendige hørelse. Men jeg opfanger, at hun siger: Jeg skal forsøge at komme tilbage senere med videre informationer. Stakkels menneske. Det lyder som et sisyfosarbejde, et arbejde, hvor det er umuligt at slappe af og tage sig god tid.
Jeg tager rulletrappen og synker ned til spor 7, hvor jeg konstaterer, at tavlen over sporet siger noget andet end den store infotavle, mens stemmen i højttaleren tilbyder en tredje version. Det virker mærkeligt med sådan et infosystem i konflikt med sig selv. Det må altså blive betjent af flere personer der åbenbart ikke taler sammen.
Men jeg kan med mine tre en halv times respit tillade mig at tage forsinkelser, kaos og misinformationer med et smil. Og der kommer sørme toget til Kalundborg trillende ind på spor 7 og smækker dørene op med en pneumatisk stønnen. Passagererne på perronen udveksler ironisk forbløffede blikke over denne pludselige og fuldstændig uventede raptus af præcision.
Jeg sætter mig ind, med ryggen mod køreretningen, og lidt efter glider de buede perrontage væk og forsvinder til sidst bag Tietgenbroen. Jeg finder min bog frem, første del af Kerstin Ekmans ”Katrineholmssuite”, et af hendes tidlige værker, der blandt andet har udbygningen af de svenske jernveje som bagtæppe.
Fra Holbæk skal jeg videre med en lokalbane, en gris. Der går et tog nogle minutter efter, at jeg ankommer, men jeg vælger at vente til det næste. Jeg køber en is i kiosken, så går jeg rundt på stationen, mens jeg bider i det sprøde chokoladeovertræk og slikker den cremede flødeis i mig. Da jeg passerer forbi den samme bænk for tredje gang med de samme ventende passagerer og mærker, at de ser på mig, som om de mistænker mig for at være en civilklædt betjent fra PET, der patruljerer banegårdsområdet på udkig efter terrorister, går jeg en tur ned til Holbæk centrum.
Det er begyndt at regne, en varm, kompakt regn der fylder luften, og det er en nydelse at gå der og mærke dette næsten glemte naturfænomen, som den solrige sommer næsten var helt fri for. Det er virkelig ved at blive efterår.
I Svinninge regner det endnu mere. Jeg bliver våd på fødderne, da jeg går de 300 meter fra stationen til biblioteket. Det er endda begyndt at blæse. Det er vidunderligt. Jeg begynder at kende Danmark igen.
Sådan skal det være: regn, blæst, blafrende reklamevimpler og gråskraveret halvmørke. Så kan litteraturen folde sig ud igen og ånde frit.
Biblioteket er lille, et enkelt lokale i stueetagen og en sal ovenpå, hvor man afholder kulturarrangementer.
Jeg ankommer selvfølgelig opsigtsvækkende tidligt, men sætter mig med min Ekman og læser en times tid om svenske fattigfolk i 1800-tallet.
Der er godt fremmøde. Salen bliver stort set fyldt. De allerfleste er i senioralderen, med enkelte yngre gæster. Jeg holder mit oplæg, og jeg ved ikke, hvad der er med mig i aften, men jeg stammer og hakker i det og kan ikke finde det sædvanlige flow i fortællingen.
Der har sat sig en djævel på min ene skulder, der hvisker i mit øre: Hvad fanden har du egentlig gang i, din idiot? Hvad er det, du sidder og ævler løs om? Tror du virkelig, der er nogen, der er interesseret i at høre om dine intetsigende overvejelser? På et tidspunkt, hvor jeg har rodet mig ind i en digression, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal få rodet mig ud af igen, er jeg lige ved at kaste håndklædet i ringen og sige, I må meget undskylde, men jeg er vist ikke i stand til at gennemføre det her.
Men på en eller anden måde går det alligevel. Og det er heller ikke nogen katastrofe at virke usikker og søgende. Det ligger der også en ærlighed i. Og ærlighed og nærvær er vigtige ting at holde fast i, når man står foran et litteraturpublikum, hellere det end at kunne lire en formfuldendt remse af sig.
Efter pausen, hvor jeg åbner op for spørgsmål fra salen, går det bedre. Jeg løsriver mig fra bordet, jeg har siddet ved, og går rundt og svarer på spørgsmålene. Men da jeg trasker gennem regnen tilbage til Svinninge station, er det med en følelse af lettelse.
Lidt over midnat låser jeg mig ind i rækkehuset i Ørestad. Jeg lister mig op gennem de tre etager. Drengene sover og har allerede sovet i flere timer, ligesom min kone. Da jeg går i seng, har jeg svært ved at falde i søvn. Det mærkelige foredrag og besværet med at tale flydende plager mig lidt. Men jeg giver den lange sommer skylden. For meget sol og varme, for mange lykkelige, ubekymrede sommerdage. Jeg har været ude af karrusellen for længe, og cirkushesten har brug for at gå nogle runder i manegen og snuse til det sure savsmuld, før den er klar til at lave sine numre igen.8
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver i denne klumme om kultur, eksistens og ånd.