Det er en vigtig debat, præsterne Peter Nejsum og Ulla Salicath rejser i Kristeligt Dagblad den 31. august. Og det er også godt, at avisen i en lederartikel forholder sig til præsternes udmelding. Men begge parter er efter min mening en anelse for firkantede i deres argumentation.
Når det i lederartiklen hedder: ”Alle de mange, mange livslange medlemmer af folkekirken bliver i hvert fald næppe pikerede over, at et minimalt mindretal kører på fribillet og så 'finder hjem' til kirken med de efterladtes ønske om en begravelse til sidst,” så tager man ikke det alvorligt, som de to præster siger, nemlig respekten for afdødes valg.
Godt at udtrykket ”finder hjem” er sat i anførselstegn, for det gør de afdøde jo netop ikke. De bliver tvunget hjem!
Man kan så sige, at de to præster selv er lidt ude om det, når de sammenligner medlemskabet af folkekirken med medlemskabet af en tennisklub.
”Hvis du ikke er medlem af tennisklubben, har du ikke adgang til at spille på klubbens bane (...). Og klubbens medlemmer, der trofast har betalt deres kontingent, vil vel synes, det er mærkeligt, at ikke-medlemmer kan spille gratis på samme bane.” Det er for firkantet at stille det op på den måde.
Hvis jeg har sagt ja til en bisættelse eller begravelse uden at vide, at afdøde ikke var medlem af folkekirken, og jeg derefter har aftalt salmer med de pårørende, der i god tro har indrykket en annonce med dato og klokkeslæt, kunne jeg da ikke drømme om at trække det ja tilbage igen! De mennesker, der kommer langvejs fra, vil forvente, at der står en kiste i kirken.
Så er der det med ritualet. ”De færreste præster ville drømme om at tvangsdøbe voksne. Endvidere må man mene, at ritualet har en betydning. Det er ikke ligegyldigt, om man er døbt eller ej. Er enhver Guds barn, døbt som udøbt? Hvad skal vi så med dåben?”
Det sker næsten hvert år, at man døber en kommende konfirmand, fordi forældrene har ment, ”det skal han da selv vælge, når han bliver gammel nok”. (Sjovt nok har han ikke fået lov til at vælge forældre, søskende, fædreland eller modersmål, men lad det nu ligge).
Skulle det ulykkelige ske, at et sådant ungt menneske dør udøbt, skulle man da nægte en kirkelig begravelse under henvisning til, at det strider mod ritualet? Det kan jeg ikke tro, de to præster mener. De siger: ”Vi siger ikke, at et nej skal lyde som en generel afvisning i alle tilfælde (...). Firkantede og faste regler er næppe vejen frem, for der er situationer, der kalder på et ja.”
Lige præcis. Men i udgangspunktet er jeg enig med dem i, at de afdødes ønsker vejer tungere end de efterladtes. Som de to selv anfører, skriver de efterladte under på, at der intet foretages, der er imod afdødes ønsker. Skriver de under, til trods for at de ved, at en kirkelig begravelse er i strid med afdødes ønsker, er det nærmest falskneri. Det er her, hunden ligger begravet. Med eller uden gejstlig medvirken!
Jens Kvist er sognepræst i Aabenraa