JOURNALIST CHARLOTTE RØRTHS bog om at møde Jesus strøg, til manges underen, direkte ind på bestsellerlisterne. Det er knap tre år siden”Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende” udkom. Her fortalte hun om sin oplevelse med at møde Jesus, og hvordan hun efterfølgende søgte i historien, opsøgte forskere, præster og vejledere for at opnå en forståelse af, hvad det var, hun havde erfaret.
Siden er bogen solgt i mere end 22.000 eksemplarer i Danmark, hun er blevet en efterspurgt foredragsholder og siger, at der ikke går en dag, uden at mænd eller kvinder henvender sig direkte til hende for at dele deres åndelige oplevelser. Og så er der over 1000 personer, som har skrevet til hende.
Netop de mange henvendelser har nu dannet afsæt for opfølgeren ”Vi mødte Jesus. Og hvad kommer det andre ved?”, som udkommer på mandag. Her møder man blandt andet nogle af de mennesker, den første bog bragte hende i kontakt med. I forordet til den nye bog skriver Charlotte Rørth:
”Min mission er ytringsfrihedens. De, der har haft oplevelser, skal ikke tie, fordi de er bange for at blive chikaneret, føler sig alene eller mener, de formulerer sig for dårligt eller ikke ser sig som værdige til at være dem, der har modtaget oplevelserne.”
Hvordan kan du i lyset af modtagelsen af din første bog og de mange foredrag mene, at der er et ytringsfrihedsproblem for mennesker, som har overnaturlige oplevelser?
Problemet ligger i den måde, der bliver lyttet på. Mange mennesker, som har haft oplevelser, er bange for at ytre sig, fordi de frygter at blive latterliggjort, set skævt til og hånet. Mange har takket mig for at åbne munden og sige noget, som de lige så godt kunne have sagt, men når de har prøvet, så er der blevet grinet ad dem. Jeg mener, vi har en forpligtelse til at lytte på en ordenlig måde. Der er mennesker med erfaringer som mine, der oplever, at selv ikke deres familie har lyttet ordenligt. Jeg mener, vi skal lytte med nænsomhed og varsomhed til de mennesker, som deler deres historie.
I bogen medvirker en række mennesker med navns nævnelse og fortæller om mystiske erfaringer. Hvordan har det været at få folk til at stå frem?
Det er kun et fåtal af dem, som har skrevet til mig, som har syntes, det var i orden at stå frem med navn. De fleste vil ikke, og jeg mener, det siger meget. Det er ikke, fordi de er nogle kyllinger, men fordi vi har at gøre med noget, som er rigtig vigtigt for mennesker og samtidig svært at formulere sig om. Det er oplevelser, som har gjort noget ved dem, og når man skal tale om dem, så bliver man sky. For mig var det vigtigt, at folk stod frem med navn i bogen, for ellers vil jeg indirekte være med til at cementere, at det her er et tabu.
Alle historierne i bogen har et kristent præg. Er det kun den slags erfaringer, folk har delt med dig?
Ja. De mennesker, som har skrevet til mig, skriver om oplevelser, som minder om min, eller er fra en kulturkreds som min, men der er ingen fællestræk ved de mennesker, som har haft oplevelserne, ligesom der heller ikke er et mønster for, hvordan man lever med oplevelserne. Efter arbejdet med den her bog kan jeg ikke tillade mig at være fordømmende. Skulle jeg have haft fordomme om, hvem der bar på den her slags oplevelser, så er mine fordomme blevet gjort helt til grin.
På hvilken måde er oplevelserne vedkommende for andre?
De er med til at øge forundringen over, hvad et menneske er for en størrelse. Tænk, at potentialet inde i mennesket er så stort. Det, som er sket for mig, er ikke noget, jeg selv kunne spekulere mig til, men det er noget, som er skabt i mig og sammen med mig. Og forskerne siger, at over halvdelen af os på et eller andet tidspunkt i vores liv har oplevelser, som vi kalder religiøse, åndelige eller overnaturlige. Jeg var sikker på, at jeg var lidt sær, da jeg udgav den første bog, men efter bogen udkom, har jeg fået bekræftet, at jeg er helt almindelig med min oplevelse, og det har givet mig en stor tryghed. Jeg ved, at andre har fået den samme tryghed ved at læse bogen. Jeg tror, den nye bog kan mangedoble den her tryghed.
Oplever du, at der er plads til mennesker med erfaringer som dine i folkekirken?
Ja. Jeg har lige talt op. Jeg har holdt snart 160 foredrag og 115 af dem har været i folkekirkelig sammenhæng, og jeg har på nuværende tidspunkt 30 aftaler i kalenderen i år og næste år i sognekirker. En del præster synes, det er svært at tale om erfaringer, og der er en forlegenhed og usikkerhed, for vi har ikke haft en tradition for at tale om erfaringer, og det har betydet, at mennesker, der har haft erfaringer, ikke naturligt er gået til folkekirken. Det er mit indtryk, at det ændrer sig i mange kirker. Efter mit foredrag sker det ofte, at den lokale præst stiller sig frem og siger, at man skal være velkommen til at henvende sig, hvis man har haft oplevelser, man gerne vil tale om.
Der er mennesker, som føler sig provokeret over din vægtlægning på den subjektive erfaring. Risikerer man at skabe et slags troens A- og B-hold ved at fokusere på erfaringer?
Hvorfor bliver folk provokeret? Hvad er det, det tænder i dem? Jeg tror, det er tabet af kontrol kombineret med jantelov, og det er noget, jeg primært har mødt blandt akademikere og segmenter inden for kirken, men jeg er altså ikke finere, fordi jeg har haft de oplevelser, og jeg synes, det er en både nedladende og hoven holdning at have til mennesker, der har haft oplevelser, at tro, at vi føler os som værende mere værd.
Jeg er ikke nærmere Gud end det menneske, som ikke har haft en oplevelse. Hvorfor skulle det være finere at erfare en oplevelse med nogle sanser og ikke med andre? Jeg lægger ikke en særlig vægt på oplevelser, jeg har blot valgt at skrive om dem og de mange refleksioner, de kan afstedkomme. Andre skriver om noget andet. Det er der da ingen rangorden i.
Personligt synes jeg, det kunne være dejligt, hvis jeg havde kunnet nøjes med at bruge mit hoved i den her sammenhæng, som jeg altid har gjort. Jeg har været vant til læringsprocesser, hvor jeg selv kunne være med og gå langs min viden, og det har været vildt provokerende for mig at få smidt en masse viden ind i mig, som jeg slet ikke havde kontrol over. Det var nemmere dengang, hvor jeg vidste, jeg selv havde kontrol over, hvad der blev hældt ind i mit hoved og ind i min vidensbank.