Kaare Rübner Jørgensen (KRJ) burde holde sine antisemitiske bemærkninger for sig selv. Han skriver, at Pius XII's udtalelser imod jødeforfølgelserne kun kunne høres af folk med meget store ører, og her karikerer han vel jøderne, eftersom mange jøder vitterligt havde hørt dem!
Jeg ved godt, at dette er en falsk beskyldning (og det undskylder jeg med det samme), men det er det også, når KRJ i Kristeligt Dagblad den 29. november taler om "den traditionelle, katolske antisemitisme", som prægede Pius XII, og når han sætter undertegnede i bås med "fanatiske højreorienterede katolikker" der er modstandere af Andet Vatikankoncil. Skal vi ikke prøve at holde en lidt venligere tone? At New York Times roser paven uden at mene det, er en underlig påstand. Hvad så med Palestine Post fra Jerusalem, som den 6. marts 1939 siger om den nyvalgte Pius XII, at han "klart har vist ønske om at fortsætte den afdøde paves arbejde for frihed og fred (...) vi husker, at han må have haft en stor rolle i den tidligere paves modstand mod de ondsindede raceteorier"? Og hvad med Jewish Chronicle i London, der den 11. september 1942 skriver: "Pavens handling er en slående bekræftelse af udsagnet fra en af pavens forgængere, at ingen sand kristen kan være antisemit"?
Hvad med American Jewish Yearbook 1943-1944, der siger, at Pius XII "tog et utvetydigt standpunkt mod forfølgelserne af jøderne i Europa"? I Jewish News fra Detroit den 7. juli 1944 skrives der, at "det lang-somt bliver afsløret ,at jøder er blevet gemt inden for Vatikanets mure under den tyske besættelse af Rom". Et andet jødisk blad, Congress Weekly, beretter ugen efter, at de jødiske flygtninge var blevet forsynet med kosher mad. Hænger det sammen med udsagnet fra KRJ om, at de ikke-katolske jøder "vedkom ham ikke og kunne passe sig selv"?
Paven ønskede at redde så mange jødiske liv som muligt og gjorde det, han mente var klogest. På diplomatisk vis gjorde han det klart, at nazisme og jødeforfølgelse skulle forkastes, uden at lave en krigserklæring til tyskerne. Samtidig brugte han kirkens kræfter og midler på at redde så mange jøder som muligt. Overrabiner Herzog fra Jerusalem skrev den 28. februar 1944 til Vatikanet: "Israels folk vil aldrig glemme, hvad Hans Hellighed og hans delegerede (...) gør for vore uheldige brødre og søstre i denne sørgelige time af historien." Dette kan man læse på side 292 i bind X af de akter, som Vatikanet har offentliggjort af sine korrespondancer fra krigsårene. Leder man efter ordene "nazisme" og "jødeforfølgelse", finder man dem ikke på Pius XII's læber. Men det, han har sagt og gjort, er alligevel af hans samtidige blevet utvetydigt forstået, som om han var en modstander af disse. Skulle vi ikke lade de sid-ste ord over Pius XII lyde som dem, som den israelske premierminister Golda Meir brugte den 9. oktober 1958 efter Pius XII's død: "Da frygteligt martyrium kom over vores folk i nazi-terrorens årti, løftedes pavens stemme for ofrene. Vor tids liv blev beriget af en stemme, der talte om de store moralske sandheder oven over tumulten fra den daglige konflikt. Vi sørger over en stor fredens tjener."
Daniel Nørgaard,
katolsk præstestuderende,
Frøgård Allé 10,
Taastrup