Prøv avisen
Debat

De fleste videnskabsmænd er ateister

Som eksempel på en endog meget bekendende kristen, fremstående videnskabsmand nævner Kurt Christensen Francis Collins, den tidligere leder af afslutningen af det store internationale Human Genome Project (HGP, den første kortlægning af menneskets arvemasse

Den kristne videnskabsmand Francis Collins må siges at være undtagelsen, der bekræfter reglen om, at genetikere er ateister, skriver Søren Nørby

Professor, dr.theol. Kurt Christensen kommenterer den 14. september mit indlæg om ateisme som en uomgængelig og nødvendig livsanskuelse bragt den 2. september.

Til mit udsagn om, at ”moderne naturvidenskab er ateistisk”, medgiver Kurt Christensen, at den naturvidenskabelige metode i udgangspunktet er ateistisk (”metodisk ateisme”) og tilføjer, at naturvidenskabsmænd ”i deres faglige arbejde selvfølgelig benytter sig af denne fremgangsmåde”.

Sådan har det bestemt ikke altid været. Videnskabsmændene i den tidlige naturvidenskab havde i overensstemmelse med tiden til formål at beskrive Guds skaberværk i al dets perfektion, men kom for eksempel med solsystemet på en hård prøve.

Selvom moderne naturvidenskabsmænd arbejder efter en ”metodisk ateisme”, konstaterer Kurt Christensen ganske rigtigt, at det ikke betyder, at de dermed også ”nødvendigvis tilslutter sig en ateistisk livsanskuelse”. Som eksempel på en endog meget bekendende kristen, fremstående videnskabsmand nævner Kurt Christensen Francis Collins, den tidligere leder af afslutningen af det store internationale Human Genome Project (HGP, den første kortlægning af menneskets arvemasse).

Collins bringes forståeligt nok ofte på banen i diskussioner af denne karakter, således også i et tidligere debatindlæg af læge Torben Poulsen i Kristeligt Dagblad den 22. juli.

Som humangenetiker kender jeg meget vel til Francis Collins. Han er højt estimeret for sin faglige indsats, en værdsat forelæser og foredragsholder, meget vidende og underholdende - kort sagt en gevinst for et videnskabeligt møde. Det kan jeg bevidne.

Men hvad der hører med til billedet, er, at ingen eller formentlig meget få af hans kolleger inden for HGP, eller genetik i det hele taget, deler hans religiøse overbevisning.

Collins må absolut siges at være den berømte undtagelse, der bekræfter reglen - hvor reglen altså er, at genetikere (og andre biologer) er ateister. Det gælder blandt andre nobelpristagere som James Watson, Francis Crick og John Sulston.

Søren Nørby, universitetslektor emeritus, cand.med. og lic.scient. i genetik),Rolighedsvej 6, Frederiksberg C