Prøv avisen
Refleksion

Arvingerne peger på den store danske tomhed

Den populære danske tv-serie Arvingerne kredser om livets ulidelige tomhed og menneskets afmagt. Intet mindre, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: JENS NOERGAARD LARSEN

"Arvingerne” er et fascinerende direkte angreb på det værditomme danske univers og menneskelivet i en udgave foruden det levende håb, mener Sørine Gotfredsen

PÅ SØNDAG sendes det indtil videre sidste afsnit af tv-serien ”Arvingerne”. Den har ligget lunt og godt på DR 1 søndag aften med mange seere og en fortælling, der kredser om livets ulidelige tomhed og menneskets afmagt. Intet mindre.

Forfatter Maya Ilsøes historie er bygget op omkring nogle kaotiske relationer i en familie, der på kryds og tværs er blevet bragt sammen efter moderens død. Hun var en berømt kunstner, der levede et omskifteligt privatliv, og til alles overraskelse lader hun familiens gård gå i arv til den yngste datter, Signe, der ikke er vokset op sammen med de øvrige tre børn i familien.

Handlingen er svær at referere, for substansen i ”Arvingerne” består af en lang række samtaler, skænderier og mindre dramatiske optrin med en opadstigende kurve i retning af sammenbrud for stort set alle parter. Ægteskaber forliser, børn svigtes, søskende piner hinanden, mens grådighed og gensidig udnyttelse præger samværet.

Og når man overvejer, hvad budskabet egentlig er med denne nedslående beretning, må man ty til fortællingens centrale og umådeligt irriterende figur: Thomas. Han er far til ét af børnene og holder til på gården som en forstenet, hashrygende flipper fra en anden epoke, der bestemt ikke gør livet nemmere for sine medmennesker.

Thomas, der spilles suverænt af Jesper Christensen, er det vigtige omdrejningspunkt, fordi han repræsenterer et livssyn, der har spillet fallit. Og som de alle i en eller anden grad er ofre for. Han formulerer sig i et nærmest patetisk sprog konstant kredsende om kærlighed og solidaritet, men det hele foregår i en boble af blot teoretisk idealisme. Alt kan lade sig gøre i hans tankeverden, hvor mennesker grundlæggende vil hinanden det godt, alt imens han selv udlever en personlig egoisme og hensynsløshed, der konstant bringer de andre under pres. Thomas rabler sine mekaniske floskler af sig, men lever selv som en snylter på andres indsats og adlyder i sidste ende ikke stort andet end sine egne behov.

Således hører man i ham den hule røst fra svundne årtier med opbrud, individets frisættelse og afskaffelse af traditionelle værdier angående familien, trofastheden, kristendom, autoritet og ikke mindst den dannende selvdisciplin, der i et menneske holder den værste selviskhed i skak.

Utopien om det frisatte menneske er braset aldeles sammen i dette triste eksempel på en mand, der aldrig er blevet voksen. Og hvad mere er: Sammenbruddet sætter sig også spor i den næste generation, der synes at kæmpe med en ganske stor mængde forvirring og eksistentiel tomhed.

I hvert fald er det svært at fornemme livsindholdet for de fire søskende i ”Arvingerne”. Ingen af dem kan få et familieliv til at fungere, de lever med traumatiske forhold til forældrene, de synes ikke at have interesser eller gøremål, der bringer dem rigtig livsfylde, og de klamrer sig til nogle usunde søskenderelationer.

Dermed udgør ”Arvingerne” et fascinerende direkte angreb på det værditomme danske univers og menneskelivet i en udgave foruden det levende håb. Det er ikke blot moderens kunstneriske produktion, børnene har arvet. Det er også den selvoptagede og flygtige livsstil, hun repræsenterede, og som Thomas som den omvandrende falliterklæring bærer videre.

De er arvinger af et åndeligt vakuum, der synes tømt for den tro på det større, der kan give den enkelte noget at fæste lid til, når alt vakler. Der er ingen ophøjet livsmyndighed til stede, hvilket illustreres meget fint gennem en absurd scene, hvor Thomas' lille datter - som han midt i det hele får med en ung kvinde - skal bydes velkommen til verden.

Det sker ved et indianerlignende naturritual, hvor barnet til sidst bliver tabt ned i en sø og er ved at drukne i vand frem for at blive døbt ved det. Det hele er hjælpeløst, komisk og uendelig fattigt på en given ramme for tilværelsen, og historiens personer driver blot videre i denne retningsløse færd mod intet.

Tilmed i nogle krampagtige søskendeforhold, der godt kan forstås som en lidt bitter kommentar til det grundvilkår, at blod er tykkere end vand. Ikke fordi dette ikke kan rumme noget meget smukt, men fordi det kan udarte til det rent destruktive, når udgangspunktet for at udvise ægte loyalitet fra begyndelsen er blevet sønderskudt af tidsånden og forældrene selv.

”Arvingerne” har været båret af dygtige skuespillere og en næsten klaustrofobisk tomgangsfølelse sammen med disse afmægtige mennesker, der slås så intenst med meningsløsheden. Efter sigende er der mulighed for en tredje sæson, og mens nogen måske efterhånden har fået nok af håbløsheden og de triste ansigter, kunne det nu være interessant at se, hvordan Maya Ilsøe vil bringe de fortabte arvinger videre.

Det er en del af vores fælles danske virkelighed, hun beskriver, og man kan ikke undgå at være temmelig spændt på, hvor vi mon bevæger os hen.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen