Prøv avisen

De fremmede

KOMMENTAR: Ved at kategorisere indvandrere som »de fremmede« forhindres en ordentlig dialog, der kunne gøre dem til danskere

»De fremmede« er et uhyggeligt ord og begreb i vores sprog. Statsministeren taler om dem i sin nytårstale; indenrigsministeren beklager sig over dem. De fremmede fylder avisspalter skrevet af danskere og sjældent af de fremmede selv. De fremmede er allestedsnærværende og alligevel sjældent til stede som levende mennesker. De fremmede er næsten altid i flertal. En enkelt fremmed bliver ofte til et menneske, og derfor midlertidigt fjernes fra kategorien af de fremmede. »De fremmede« er virkelig et forfærdeligt udtryk, hvis betydning bedst afspejles, når det oversættes til andre sprog. På engelsk hedder de fremmede »aliens«, et ord der i hverdagen bruges om væsener fra en anden planet. I det officielle sprogbrug i USA's statsadministration er »aliens« også udlændinge, men almindelige amerikanere ville aldrig bruge udtrykket. Dette ville opfattes som stærkt nedsættende. For mig at se er »de fremmede« et af de uheldige udtryk, som burde afskaffes på samme måde som »fejlfarvede« og »perkere«. Ikke for at være politisk korrekt, men for at skabe mulighed for en dialog med mennesker, der er kommet til Danmark som indvandrere eller flygtninge. Dagbladet Politiken forsøger at sikre benævnelsen »nydanskere« for at antyde, at vore flygtninge og indvandrere potentielt bliver til danskere. Men »etniske danskere« foretrækker ofte at anse mennesker, som er født i udlandet, som evige udlændinge, der aldrig kan blive »rigtige danskere«. Det sker jævnligt for mig, når jeg tager ud og holder foredrag, at jeg bliver omtalt som »amerikaner«, selvom jeg snart har været dansk statsborger i et kvart århundrede og har levet mere end halvdelen af mit liv i Danmark. Jeg kan insistere på, at jeg er amerikansk dansker, men dette begreb eksisterer ikke i den danske bevidsthed. Danskere, der tager til Amerika, kan godt opfattes som danske amerikanere, men amerikanere i Danmark bliver aldrig til amerikanske danskere. Herfra min verden går, men jeg vil alligevel altid være en af de fremmede i Danmark. Når jeg skriver kritiske artikler om Danmark, får jeg endnu at vide, at jeg bare kan »tage hjem«. Mit hjem siden 1971 har været Danmark, og jeg er glad for at bo her med en hustru født på Frederiksberg, en søn født i Korea, og to katte fra Kattenes Værn. Vi er alle danskere af forskellige afstamninger, og vi er glade for at være her! Nej, der tager han fejl, tænker læseren. »De fremmede« er ikke de »gode indvandrere« fra Norden, Vesteuropa og Nordamerika. De fremmede er dem fra Mellemøsten eller Afrika, dem, som skaber sociale problemer og koster os andre penge. De får alt for mange børn og lever af socialhjælp, mens »de hvide« kommer med deres gode uddannelser og opfører sig »ligesom os«. Ja, svarer jeg: mange fra de såkaldte underudviklede lande kommer til os med flotte uddannelser, eller de får gode uddannelser i Danmark. Men de får ikke lov til at arbejde i job, der svarer til uddannelsen. Deres kvalifikationer anerkendes ikke, eller firmaer tør ikke ansætte mennesker, der ser anderledes ud og måske vil være et problem for kunderne. Bag holdninger af denne type findes en skepsis og kulde over for alle, der ser anderledes ud og ikke kan spore deres forfædre og formødre flere generationer tilbage i Danmark. Det bliver umuligt at blive optaget i det danske samfund, som det udvikler sig i vor tid. Jeg er bekymret for, om vi i Danmark overhovedet kan løfte opgaven og komme videre i et verdenssamfund, hvor vi har brug for hinanden og kan gøre brug af hinanden. Ord kan dræbe. Ord kan skabe kløfter, ligesom ord kan forene mennesker. Det er i de ny-nationales interesse at bruge ord for at gra-ve grøfter mellem folk. Derfor er det beklageligt, at vores statsminister og hans indenrigsminister bruger ord som »de fremmede« for at fastholde en afstand mellem indfødte danskere og nydanskere. Jeg mener ligesom Pia Kjærsgaard, at gamle Danmark skal bestå. Men det gamle Danmark, jeg anerkender, er en kulturnation, der i århundreder har taget nye mennesker til sig. Disse mennesker kom som fremmede, men i løbet af kortere eller længere tid blev de til danskere. De er vore indvandrere, som beder om at være med i vores samfund. Hvorfor kan vi ikke give disse mennesker en chance for at blive en naturlig del af vores hverdag som danskere? Vi kunne starte med at holde op med at kalde dem »de fremmede«. Brian Patrick McGuire er professor i historie ved Roskilde Universitetscenter