De glemte at tale om mission

KIRKELIGT SET: Skulle vi ikke prøve at føre en drøftelse om, hvordan muslimske mennesker vindes for Kristus, når vi nu er blevet tildelt en historisk chance for at drive tværkulturel mission i vores eget land?

Den dybere dagsorden, som den kristne kirke bør være intenst optaget af, er, at der er opstået en befolkningsgruppe i Danmark på tæt ved 200.000 mennesker, som markerer, at de ikke tror på Kristus.
Den dybere dagsorden, som den kristne kirke bør være intenst optaget af, er, at der er opstået en befolkningsgruppe i Danmark på tæt ved 200.000 mennesker, som markerer, at de ikke tror på Kristus. Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

FOR ET PAR UGER siden tørnede stiftspræst Lissi Rasmussen og dr.theol. Carsten Breengaard sammen i Kristeligt Dagblads spalter. Baggrunden var, at Lissi Rasmussen, der er leder af Islamisk-Kristent Studiecenter, ikke ville deltage i et debatseminar arrangeret af Breengaards Islamkritisk Netværk.

Tilsyneladende havde hun en forventning om bare at blive skydeskive ved den lejlighed, og det havde hun ikke lyst til. Breengard kunne på sin side ikke forstå, at dialogens talskvinde ikke ville i dialog. Fred være med det. Ved første øjekast en uinteressant interessekonflikt mellem to grupper, som tilsyneladende ikke forstår hinandens sprog. Det, som jeg synes er interessant, er de temaer, der ligger under og især mindst ét tema, der tilsyneladende er blevet væk.

DET UNDERLIGGENDE tema er, at Rasmussen og Breengaard bare afspejler en kirkelig variant af den konflikt, som i disse år deler det danske samfund generelt. På den ene side repræsenteret af Breengaard de, der i den store islamiske indvandring primært ser en trussel mod den danske kultur og den kristne arv. På den anden side repræsenteret af Rasmussen de, der ser en berigelse og dermed muligheden for dialog og indsigt.

De to tendenser møder vi også i politik og kulturliv. De har været en synlig dagsorden i de sidste fire valgkampe. Vi møder dem i afdæmpede og reflekterede udgaver og i udgaver, hvor fortalerne kan karakteriseres henholdsvis som fremmedfjendske og halal-hippier.

Rasmussen og Breengaard illustrerer dermed, hvor meget den kristne kirke er indflettet i sin tid på godt og ondt. På godt, fordi vi har et ansvar for at forholde os til nutidens spørgsmål. På ondt, fordi man (jeg) kan blive overrasket over, hvor få nye perspektiver den kristne vinkel i virkeligheden evner at kaste ind i debatten: Er vi, når det kommer til stykket, bare børn af vores tid? Og har den kristne kirke komplet mistet evnen til at sætte en modkultur? Og dermed nærmer vi os det tema, der blev væk i debatten mellem Breengaard og Rasmussen. Eller som i hvert fald ikke er synligt.

DET FORSVUNDNE tema er mission. Kristeligt set er en diskussion, om man skal være islamkritisk eller dialogorienteret, jo bare at kradse lidt i overfladen. Det overfladekrads, som resten af samfundet koncentrerer alle kræfter om. Den dybere dagsorden, som den kristne kirke bør være intenst optaget af, er, at der er opstået en befolkningsgruppe i Danmark på tæt ved 200.000 mennesker, som markerer, at de ikke tror på Kristus.

Altså for at bøje det i neon: den Jesus Kristus, som er den eneste, der kan redde fra den evige fortabelse og eneste vej til fællesskab med Gud.

Flertallet af disse medmennesker er indvandret fra lande, hvor kristen mission enten er umulig eller yderst vanskelig og farlig. Det er, som om Gud har rørt op i folkegryden og ladet nogen af dem komme til os, når vi nu vanskeligt kan komme til dem.

Det bør være vores egentlige dagsorden: Hvordan møder muslimske mennesker i Danmark kristen omsorg, fællesskab med kristne mennesker og en forkyndelse, der reelt inviterer dem til tro på Jesus af Nazaret som Guds søn og vores eneste håb?

Jeg forestiller mig, at en indvending mod dette fra det dialogorienterede miljø kunne lyde: Det er en for autoritær, ufølsom og selvgod tilgang. Vi vil hellere den respektfulde dialog og den fredelige sameksistens.

Mit svar: Mission uden respekt for menneskers kultur og uden vilje til at lytte til dem er i bedste fald dårlig mission. I værste fald slet ikke mission. Og tvang til tro er stadig dåres tale. Men slutmålet som vi ikke konfliktsky vil skjule er, at de kommer til tro på Kristus.

Indvendingen fra det islamkritiske miljø kunne lyde: Det er jo lige præcis mission, når vi kritiserer islam. Som Breengaard udtrykker det: Hvad skulle kristne præster og teologer være andet end islamkritiske?

MIT SVAR: Jeg forstår godt den pointe. Og islam og Kristus leder i al evighed hvert sit sted hen. Men mission handler ikke om at vinde diskussioner, men om at vinde mennesker. Ikke vinde dem for vores kultur og livsform, for Kristustroen har jo netop haft denne unikke evne til at plante sig selv i mange kulturer og mange former. Men til et fællesskab med ham, der er Guds tolk, synderes ven og dødens endelige besejrer.

Skulle vi ikke prøve at føre en drøftelse om, hvordan muslimske mennesker vindes for Kristus, når vi nu er blevet tildelt en historisk chance for at drive tværkulturel mission i vores eget land?

Jens Ole Christensen er teolog og generalsekretær i Luthersk Mission

Kirkeligt Set bliver skrevet på skift af biskop Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og informationschef i den katolske kirke i Danmark Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen