FOR NOGLE ÅR SIDEN begyndte DSB at male gule prikker på perronerne. Det skete for at advare folk mod at opholde sig for tæt på perronkanten, hvor de kunne risikere at blive væltet af lufttrykket fra et gennemkørende tog. Det var også en hjælp til forældre og bedsteforældre, der havde mindre børn med, og som nu kunne bruge prikkerne til at sætte en grænse for børnenes leg, mens de ventede på toget.
Men jeg bliver da ikke kørt over, bare fordi jeg står ganske lidt på den forkerte side af prikkerne, kan især de evigt grænseafprøvende drenge finde på at indvende.
Nej, selvfølgelig ikke, men DSB har sat prikkerne dér, fordi man på indersiden af dem er helt sikker på ikke at løbe nogen risiko, mens man på ydersiden klart befinder sig i en risikozone.
Og dermed handler de gule prikker på perronen om et godt etisk princip, som også har vundet indpas i både politiske beslutninger og administrativ praksis, nemlig forsigtighedsprincippet.
Princippet indebærer, at hvis der er seriøst belæg – og ikke kun almindelig fremtidsfrygt – for en risiko for alvorlige skader, så bør man ikke tøve med indgreb eller med at afstå fra at gå længere ind på et risikofyldt område – også selvom eksistensen af den risiko, der er belæg for, ikke kan siges at være videnskabeligt bevist i strengeste forstand.
MAN HAR SAGT om forsigtighedsprincippet, at det handler om forebyggelse for en sikkerheds skyld.
Nu kan det – og ikke med urette – hævdes, at man i respekt for princippet burde blive liggende i sin seng, fordi der er et aldeles seriøst belæg for, at man risikerer at komme ud for en færdselsulykke, hvis man står op og går ned på gaden – bortset fra, at der faktisk også er belæg for en risiko ved at blive liggende i sengen.
Eller sagt med andre ord: Livet er ét stort risikokompleks, hvor de forskellige risici konkurrerer om vores opmærksomhed og erkendelse.
Etisk set slipper vi ikke for stadigt at være konfronteret med nødvendigheden af afvejning. Det er godt, hvis en måske fatal udvikling hindres, men hvis vi af hensyn til forsigtighedsprincippet bremser al udvikling, er der også en alvorlig risiko for, at alting går i stå, og at vi ikke får udviklet værktøjer til at afhjælpe kendte og alvorlige problemer som for eksempel udbredt fattigdom, sult og sygdom i verden.
Selvom forsigtighedsprincippet i debatten omtales mest i relation til miljøforhold og bioetik, er der også tale om et gammelkendt regnskabsprincip, nemlig om ikke at regnskabsføre påregnede indtægter, før pengene er gået ind; de skal som bekendt tjenes, før de kan gives ud igen.
Måske burde man forsigtigvis male nogle gule prikker på Christiansborg og i finanshusenes direktionslokaler, til værn for drengene dér – og os andre?
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm