Der er ting, man bare gerne ville glemme. En aften så jeg i en butik på stativet med oplevelsesgavekort på kroferier og caféture en hjerteskærende vare: Et gavekort på en ”Biograftur for 1 person. Med popcorn og cola”. Jeg kunne ikke tro det. Hvem forærer et andet menneske en så skånselsløst nærig gave?
Det er svært ikke at se det for sig: Det menneske, der åbner sin fødselsdagsgave og pænt takker for sit gavekort til Jordens mest ensomme oplevelse. Det menneske, der siden tavs sætter sig ind i biografen med sugerør og popcorn. Tygger og griner og græder alene. Det menneske, der går alene hjem i mørket. Det menneske, der nok blev undt en oplevelse, men ikke en andens selskab. Jeg kan ikke komme i tanker om en (tilsyneladende) mere rå gave.
Jeg har prøvet at forsvare den. Måske har giveren ikke råd til at give to billetter? Måske er beløbet bare en god gavestørrelse? Ja, måske er gavekortet ligefrem et befriende udtryk for, at flere i dag ønsker sig selv-oplevelser? Byerne er jo i dag fulde af mennesker, der går alene i biografen og spiser ude alene. Helt uproblematisk og selvvalgt.
Min egen ældste søn, der flyttede hjemmefra for et par år siden, er en af disse alene-udespisere. Han elsker at tage på restaurant og bare have sin egen madro. Ofte ser folk fra sidebordene lidt medlidende på ham, men det gør ham ikke noget. Han tilhører en generation, hvor det at gå ud at spise ikke længere behøver at være noget socialt. Og hvor det at gå i biografen heller ikke længere behøver at være en delt oplevelse.
Alligevel får jeg et sug i hjertet, når jeg tænker på ham alene på en restaurant.
Der er ét eller andet ved tanken om ham – og om os alle, når vi før eller siden spiser alene – der er anfægtende. Uanset, hvor godt det er, at vi ikke længere lever i en kultur, hvor man måske skammer sig over at gå ud alene, så kan jeg ikke slippe den forestilling, at i hvert fald den kronisk tavse madnydelse eller den ensomme biograftur også tit udstiller noget af det allermest smertefulde i tiden: at vi i stigende grad ikke altid har nogen at dele livet eller bare et dejligt måltid med.
Den smerte må og skal vi selvfølgelig kunne leve med i dag. Vi skal leve med den, når vi selv med glæde eller ud af ensomhed spiser alene, og vi skal leve med den, når vi ser andre ved enebordet eller i biografens halvmørke. Men hånden på hjertet: Tit gør det ondt, og muligvis er der også noget tragisk over tiden, når vi bare stiltiende ser til.
For mange år siden arbejdede jeg i sømandskirken i Hongkong. En formiddag inviterede en lidt forsagt, dansk sømand mig helt uskyldigt ud at spise. Han var lige kommet i land efter mange uger på et containerskib, og jeg gav ham kaffe i kirkens kaffestue. Hans kolleger var taget på udflugt uden ham, og jeg tror vitterligt, at han havde fået feber af ensomhed, så febrilt strålede hans øjne. På et tidspunkt kom det stille fra ham: ”Kunne du måske… tænke dig at tage ud at spise med mig?”. Jeg svarede forlegent, at jeg havde travlt. Det var løgn. Sandheden var, at hans ensomhed gjorde mig rædselsslagen. Jeg kunne ikke bære, at jeg ikke kunne tage pinen fra ham. Så hellere lade ham i stikken.
En times tid senere på vej til metroen så jeg ham tilfældigt gennem frontvinduet i en restaurant på havnen. Der sad han alene ved et bord med servietten foldet fint som en hagesmæk i halsen og tyggede sig igennem en dyr menu med udtryksløst ansigt.
I tankerne har jeg igen og igen sat mig ind til bordet hos ham. Men i virkeligheden – som altid er det, der tæller – gjorde jeg det bare aldrig. Det er slemt for mig, men det er tusinde gange værre for ham. Og jeg frygter, at han siden har mødt alt for mange, der var lige så bange som mig, og at han stadig sidder fortabt til sig selv et sted derude. Måske har nogen, der minder om mig, endda givet ham et gavekort på en biograftur for én med popcorn og cola.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.