I den seneste tid har snakken om en krig i Irak fyldt medierne verden over. De humanitære konsekvenser af en ny Golfkrig er behandlet i meget ringe grad, ligesom de humanitære konsekvenser af Golfkrigen i 1991 og de efterfølgende 12 års omfattende sanktioner har manglet den nødvendige opmærksomhed.
I stedet er avisernes forsider ryddet til fordel for stormagtspolitik og masseødelæggelsesvåben. Som kommende læger og medmennesker mener vi, at de humanitære følger af en ny krig bør prioriteres højere end som så.
Konsekvenserne af endnu en Golfkrig er lette at forestille sig, når man ser på faktiske tal efter krigen i 1991, hvor mindst 142.500 irakere menes at have mistet livet. Som følge af krig og sanktioner er den sundhedsmæssige standard i Irak dalet kraftigt siden 1991. Stigningen i børnedødeligheden vidner herom: 133 ud af 1000 levendefødte børn i Irak forventes i dag at dø inden for de første fem leveår mod 50 ud af 1000 i 1990. Til sammenligning er tallene i nabolandet Kuwait på 10 pr. 1000 levendefødte børn, mens de tilsvarende tal i Danmark er fire pr. 1000.
Før 1991 var det irakiske sundhedsvæsen næsten på vestligt niveau, i dag er det et skræmmende resultat af 12 års sanktioner, der bl.a. har hindret adgangen til det nødvendige medicinske udstyr og den nødvendige medicin. Sanktionerne har ført til mangel på helt basale ting som vaccinationer og klor til brug i vandrensningsanlæg. Det har kostet mange uskyldige livet.
Ødelæggelsen af den irakiske infrastruktur og en manglende genopbygning har forværret situationen kraftigt. De over 88.500 ton bomber, der blev kastet over Irak under sidste Golfkrig, ramte ud over militære mål også mange civile mål. Geneve-konventionen forbyder angreb på mange af disse installationer, da det indirekte medfører tab af uskyldige menneskeliv. F.eks. førte beskadigelsen af de irakiske vandrensningsanlæg til omfattende epidemier af kolera, hepatitis og tyfus med dødelige følger heraf.
I perioden 1990-1991 er 1,5 million irakere, heraf alene ca. 750.000 børn under fem år, således døde. Det kunne betegnes som folkemord, havde det ikke været sanktioneret og lovliggjort af et internationalt samfund. Stands op et øjeblik og tænk: Det ville svare til mere end en fjerdedel af Danmarks befolkning. Det kunne have været Deres nabo, barn og kære, havde De været iraker.
En ny krig i Irak vil resultere i mange lidelser for den irakiske civilbefolkning, et faktum, som mange fortalere for en krig husker at glemme. »Medact«, en organisation af engelske læger, vurderer, at mellem 50.000 og 250.000 irakere (læs: civile, uskyldige mennesker) vil dø som direkte følge af en ny krig. 200.000 mennesker kan dø som følge af eftervirkningerne af krigen, og i tilfælde af borgerkrig og/eller brug af atomare midler vil det samlede antal dødsfald kunne komme op på 3,9 millioner. En ny krig kan føje en million flere irakiske flygtninge til de 750.000 allerede eksisterende, og over to millioner børn forventes at blive fejlernærede.
Der er alternativer til krig, men disse synes ikke diskuteret nær så meget som krigen selv. Disse kunne f.eks. bestå i effektive militære sanktioner, der også skånede civilbefolkningen, eller en forbedring i våbeninspektionsmulighederne som foreslået i FN. En demokratisering af Irak sker bedst via det irakiske folk, og dette burde fremmes og opmuntres. Mange alternativer kan findes, hvis viljen til at finde en fredelig løsning altså eksisterer.
Som danske lægestuderende mener vi, at en ny krig mod Irak må undgås for næsten enhver pris. I den folkelige debat og i den politiske beslutningsproces bør man tage mere hensyn til de humanitære konsekvenser og således finde alle de fredelige alternativer. International folkeret og almen medmenneskelighed forpligter os til det.
Det internationale samfund kunne ikke tage sig af konsekvenserne af den sidste Golfkrig. Det har ført til, at vi må spørge os selv, om det er i orden at slå et andet menneske ihjel, for det er netop det, vi medvirker til hver eneste dag i Irak. Kan vi i dag som medmennesker acceptere prisen af en ny krig, en pris, som ikke vi, men den irakiske civilbefolkning kommer til at betale?
Ovenstående kommentar er udarbejdet og støttet af 21 medicinstuderende fra København, Århus og Odense.