De ikke-vaccinerede glemmer, at kroppen også afspejler den tid, vi lever i

Vaccinen er blevet præsenteret og tilbudt inden for den hyperindividualistiske ramme, som vi har levet under i årtier: Det suveræne individ præsenteres for valgmuligheden corona-vaccine og bliver gjort til den, der skal sondere og afklare, om svaret bliver et ”ja” eller et ”nej”

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Jeg var kun 11 år dengang, men husker tydeligt de skræmmende dage. Reaktor 4 på Tjernobyl-kraftværket i Ukraine eksploderede den 26. april 1986, og i dagene efter rejste en radioaktiv sky hid og did hen over europæiske lande. Befolkninger holdt vejret og håbede på favorabel vindretning og tørvejr. Nogle var heldige, andre ikke. I Danmark slap vi billigere end så mange andre steder.

Dette var min første erkendelse af det, jeg i dag betegner som ”samtidskroppen”, og som er et overset aspekt i vor tid, også i corona-vaccinationsdebatten. Nok har vi hver især en krop som de individer, vi er, men vi har også en samtidskrop, det vil sige en krop, der bærer spor af den samtid, vi nu engang lever i, og de kollektive vilkår og påvirkninger, det indebærer.

I vor tid er der for eksempel mikroplast her og fluorerede stoffer der. Om det er i pizzabakken, teflonpanden eller sofaen – eller i det tøj, vi har på – så præges vores samtidskroppe af de valg, der træffes af industrier, forskere og politikere. Også forarbejdede fødevarer, sprøjtemidler og e-numre præger de mange. Disse kan have utilsigtede hormonforstyrrende og kræftfremkaldende effekter, og de influerer os kollektivt.

Måske kan man – hvis man har penge til det – smyge sig uden om visse påvirkninger ved at købe særligt tjekkede, mærkede og skånsomme produkter. Men på flere parametre har mennesker, der deler samtid, et skæbnefællesskab, og ét af disse har at gøre med aftrykkene i kroppen af den tid, vi lever i, de logikker, der styrer den, og tilfældighedernes spil.

Påvirkningerne gælder på godt og ondt. Vor tids samtidskrop i Danmark er relativt heldig: Vi indånder væsentlig renere luft i byerne i dag, end tidligere generationer gjorde det. Vi kan i vid udstrækning repareres, når vi går i stykker, og behandles, inden det sker. Vi har adgang til føde med bedre ernæringsværdi, hvilket blandt andet har gjort os højere end generationerne før os. Det er ikke min fortjeneste, at jeg ikke er krumbøjet og nedslidt som 46-årig. Eller at jeg ikke lever under krigens eller fordrivelsens åg. Det er min samtids.

Vi lever med andre ord med en krop, der både er indlejret i samtiden og individuelle valg. Vores kulturs manglende forståelse og italesættelse af samtidskroppen er et overset aspekt, der formentlig influerer på en række af dem, der vægrer sig ved at acceptere coronavaccinen. Vaccinen er blevet præsenteret og tilbudt inden for den hyperindividualistiske ramme, som vi har levet under i årtier: Det suveræne individ præsenteres for valgmuligheden corona-vaccine og bliver gjort til den, der skal sondere og afklare, om svaret bliver et ”ja” eller et ”nej”.

Nok er der efterhånden opstået et vist pres på ikke-vaccinerede, hvorefter flere af disse har givet udtryk for, at de ikke vil lade sig presse til at blive vaccineret. Det er en forventelig reaktion. Når mennesker føler sig dikteret, aktiveres det såkaldte fejlfindingscenter i hjernen, og man begynder at lede efter fejl, svagheder og mangler i det diktat, man mødes af – efter alle de gode grunde til ikke at adlyde.

”Alt, vi håber at trække på i krigstid, skal optrænes grundigt i fredstid,” skriver jeg i mine bøger.

Det gælder også her. At begynde at tale om samtidskroppen her og nu vil næppe flytte det store på kort sigt. Men på længere sigt fortjener det større opmærksomhed, at vore kroppe også afspejler den tid, vi lever i.

Jeg siger halvt i spøg, halvt i alvor til min familie, at jeg gerne lader mig begrave i en tørvemose, når den dag kommer, for der skal være noget at finde for vores eftertid. Noget, der vækker undren, fascination og videbegær. Her duer det selvsagt ikke at være kremeret. Det amputerer eventyret og overraskelserne for de kommende generationer.

Forestiller man sig dem, der om 100, 500 eller 1.000 år finder min tørvemosekrop fra det 21. århundrede, vil den naturligvis have individuelle karakteristika: en skævhed her, et helet knoglebrud der, måske slidgigt eller lignende.

Men den vil også have samtidens karakteristika: To tandretninger fastholdt af metaltråd på indersiden. Aflejringer fra den plastikalder, vi i mange år har levet i, og som både har sat sig i dyr, mennesker og geologiske lag. Havde jeg boet få hundrede kilometer længere mod øst eller nord, ville tørvegraverne måske også finde spor af større mængder radioaktivitet i min krop. Her er det samtidskroppen, der taler: En langt mere interessant tale end diverse individuelle genvordigheder og uheld.

Det er dog også en tale, som vi i vid udstrækning er fremmedgjort over for i dag. Forståelsen af samtidskroppen kan imidlertid både nære taknemmeligheden over at leve i et land og en union, der på en række felter træffer begavede beslutninger samt hjælpe os med at erkende, hvornår vi har en heldig hånd i verdenshistorien.

Tilmed kan perspektivet styrke vores evne til indimellem at ranke ryggen, bevidst flette os ind i vores samtid og ”tage en for holdet” – uanset om det nu lige er vores kop te eller ej. For nej, inspireret af titlen på Niels Overgaards 2020-bog: Det hele handler ikke om dig. Heller ikke, når det kommer til vacciner i en epidemisk tid.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.