Kirsten Kessel,Værebrovej 32, Bagsværd, har skrevet debatindlægget.
FREDAG DEN 22. november kunne man her i avisen læse om den for os katolikker sørgelige kendsgerning, at vore klostre skrumper faretruende i disse år, og at færre og færre vælger at blive nonne.
LÆS OGSÅ: Færre vil være nonne
Den oplysning vil dog næppe anfægte den almindelige kristendomsfremmede dansker synderligt, og at også folkekirken ser på den med sindsro, kan heller ikke undre. Anders Klostergaard Petersen nævner i artiklen, at der ikke længere er nogen høj social eller kulturel status i at være nonne, og det er jo logisk nok, eftersom kristendommen, og ikke mindst nonnestanden, har været genstand for foragt og latterliggørelse i mange år. Det er da selvsagt noget, der sætter sine spor.
Så Klostergaard Petersen konstaterer sådan set bare, at klostrenes forsvinden er endnu en vellykket etape i Europas bestræbelser på at udrydde kristendommen helt fra kontinentet. Men lad mig forklare, hvorfor det er et alvorligt tab for Europa, hvis klostrene forsvinder, og hvorfor der alligevel er håb forude.
Der er desværre nok endnu lang tid til, at den åndelige, og følgelig også den kulturelle fordummelse i den vestlige verden har nået et punkt, hvor man besinder sig og begynder at føle en længsel efter at genvinde forbindelsen og kendskabet til sine åndelige og kulturelle rødder.
Hvor langt vi skal synke ned i den kollektive åndelige demens, som Europa befinder sig i, før det sker, er ikke let at spå om. Måske skal vi rammes af en eller flere katastrofer, før vi vågner op.
MODGANG PLEJER AT have en særdeles modnende effekt på en befolkning. Når det forhåbentlig en gang med tiden går op for folk, at den overordnede mening med tilværelsen ikke er status, profit og forbrug, at vi ikke behersker universet, fordi vi kan fremstille avancerede computere, og når historieløsheden bliver så total, at man helt har mistet orienteringen, ja, så ville det være fatalt, hvis der ikke fandtes lommer af hukommelse, som man kan vende tilbage til for at genvinde fodfæstet.
Sådanne lommer er klostrene. Klostrene er fredens og tidløshedens oaser i en forstyrret verden. Forsvinder de, forsvinder den sidste mulighed for at finde tilbage til det kildeudspring, hvor vandet ikke er mudret til.
Nej, klostrene behøves ikke længere, når det gælder fattighjælp og sygepleje. Disse opgaver har velfærdsstaten ganske rigtigt overtaget. Til gengæld kan de, ud over at værne om al den viden og visdom, som kirken har samlet gennem to årtusinder, også levere den stilhed og fred, som stressede og åndeligt søgende mennesker har brug for.
Den stigende interesse for klosterretræter er allerede et tegn på, at dette behov er spirende. Men hvordan skulle dette behov kunne dækkes, hvis ingen vil være nonner og munke, og klostrene følgelig forsvinder?
Dog, mens Europa forfalder, som kulturer jo gør, når de bliver gamle og degenererede, så kan vi trøste os med, at Den Tredje Verden er parat til at tage over. Typisk nok skorter det ikke på klosterkald i Afrika, i Sydamerika og i flere asiatiske lande.
Det kunne tyde på, at det er på disse kontinenter i opdrift, at vores åndelige intel-ligens efterhånden vil blive oplagret. Så den vil gudskelov ikke blive udryddet, men vente på at blive genfundet.