DET ER BESTEMT IKKE ALTID, at Deadline på DR 2 gør mig klogere. Langtfra! Men det hænder, og den gjorde det søndag den 22. maj. Med Nynne Bjerre Christensen som kyndig studievært oplevede man – ikke en debat – men en samtale mellem to af de klogeste mænd, når det handler om Europas og vores alle sammens vilkår og udfordringer.
Det var Per Nyholm, som jeg – med mit kendskab til ham – ikke viger tilbage for at karakterisere som et af de mennesker, der ved mest om verden, både den af i går og den af i dag, og om menneskelivet i det hele taget.
Og det var Per Øhrgaard, den tidligere professor i tysk litteratur ved Københavns Universitet, hvis forfatterskab er af blivende betydning. Hans bog fra 1999 om Goethe for eksempel får man aldrig lagt fra sig, når man én gang har læst den.
Nu talte de i tv om det fænomen, at de gamle partiers tid åbenbart er ved at være forbi, og det over hele Europa. Yderpartierne har taget over. I Sydeuropa dem på venstrefløjen, i den nordlige del af kontinentet højrepartierne, og midtimellem Frankrig og Østrig, og sidstnævnte var næsten ved at få en præsident fra det yderste højre.
Uden aggressivitet, men eftertænksomt, formåede de to at analysere problemerne. Nyholm gav studieværten ret i, at der i oprøret fra begge fløje ligger en afmagtsfølelse i forhold til EU og globaliseringen, men som han også slog fast, så hænger det også sammen med den manglende vilje til folkeligt at følge med.
”Man vil underholdes,” sagde Nyholm, og han føjede til, at de store, traditionelle partier ikke har gjort sig den umage at forklare verdens komplicerede beskaffenhed. De har blot understøttet og udviklet den folkelige foruroligelse og så videre set en banal interesse i at lægge sig i slipstrømmen af populismen. Det politiske liv har frasagt sig ansvaret.
Øhrgaard føjede til, at politikerne har så travlt med at give sig til kende påFacebook ogTwitter som et udtryk for, at de klynger sig til folkestemninger og end ikke har respekt for sig selv.
Nej, for som Information kan berette om den 20. maj, så advarede danske soldater 13 gange siden 2004 om fangemishandlinger i Irak, uden at den ellers så moralske Fogh Rasmussens (V) regering reagerede.
Ikke utypisk, for da der blev nedsat en kommission for at analysere baggrunden for Danmarks involvering i Irak-krigen, blev denne af den nuværende regering nedlagt, for der var intet at skjule, sagde man. Det havde man ellers hørt før, og da var det løgn! På den måde er Informations artikel en understøttelse af Nyholms og Øhrgaards analyse. Bange mennesker i en bange tid, hvor man ikke tør gå imod sin angst, men gerne uddyber den. Og henter stemmer på den.
Men angsten trives også i den hjemlige andedam. Den trives i arbejdslivet af mange årsager. En af dem hedder new public management, som siges at være på vej ud, men hvor kendsgerningen er, at den offentlige forvaltning stadig styres af dens principper.
I Politiken forsvarer professor i offentlig organisation og ledelse Kurt Klaudi Klausen i en kronik ledelsesformen, omend ikke ukritisk og ganske vist på en ret så uklar måde, men hans pointe er, at den har virket, for eksempel på sundhedsvæsenet.
Det kan godt være, at han har ret, det kan også godt være, at den offentlige sektor har fået bedre ledere, at ”lederne i samarbejde med medarbejdere og andre interessenter sætter sig i spidsen for at skabe langsigtede visioner”. Skabe mening og motivation! Vist så.
Men tillad mig at gøre opmærksom på et forhold: Når gamle fru Hansen på plejehjemmet skal passes og plejes, kan man og bør man finde de ledelsesmæssige og praktiske må‑ der, så det gøres bedst og mest værdigt.
Men det grundlæggende spørgsmål om, hvorfor hun overhovedet skal hjælpes, det er det, det hele lever af, og det er vist det, new public management har glemt. Det hører ikke til systemverdenens spørgsmål. Og det er ikke at spørgsmål om privatisering, ressourceforbrug og afrapportering. Det er et spørgsmål om elementær menneskelighed. Det spørgsmål, der hører livsverdenen til.
Jeg har nogle gange besøgt et friplejehjem i Aarhus, ejet og drevet af Danske Diakonhjem. Det drives efter moderne styrelsesprincipper med respekt for alle effektivitetsprincipper – men med en grundholdning om det enkelte menneskes uerstattelighed og med omsorg som ledetråd for arbejdet.
Jeg har oplevet stedet som tilfredshedens og arbejdsglædens sted. Sådan bliver man klogere af indimellem at se tv og besøge et plejehjem.
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter