Hvor er jeg træt af hele tiden at få at vide, at ”de kristne er også dumme”. Hver gang der skrives noget negativt om muslimer, skal det lige med, ”at det kunne lige så godt have været kristne” eller ”der var også engang en historie om en kristen, der gjorde sådan noget”.
Tirsdag den 14. juni er det så igen en håndtrykssag, omtalt i Kristeligt Dagblad. Det handler om muslimers kvindesyn og syn på rent og urent.
Men vi skal lige mindes om, at der er mandlige ordinanter i folkekirken, der tolker Bibelen sådan, at forbuddet mod kvindelige hyrder og lærere (altså præster) ikke er begrænset til en bestemt menighed i en bestemt tid, men gælder overalt til alle tider.
Og disse præster ønsker ikke som det første, de gør som ordinerede præster, at markere en afstandtagen fra denne tolkning ved at give kvindelige kolleger håndslag på deres accept af kollegaskabet. De vil ikke begynde præstevirket med en nødløgn.
De vil gerne hilse helt normalt på de kvindelige kolleger både før og efter ordinationen. Det har intet med rent/urent eller med deres generelle kvindesyn at gøre. Men alligevel skal det køres frem, hver gang der tales om muslimernes ageren i det offentlige rum.
Jeg er da ligeglad med, hvilke former muslimerne benytter sig af under deres dyrkelse af Allah, men i deres offentlige fremtræden finder jeg det rimeligt, at de følger danske regler.
I nogle lande ryster man på hovedet, når man mener ”ja”, men selvom en person kommer fra sådan et land, kan han da ikke insistere på at fortsætte med den praksis i Danmark.
Hvis imamen føler, at han krænker kvinden ved at behandle hende som ligeværdig, så må han afstå fra at deltage i arrangementer af den art, for i Danmark er hans opførsel udtryk for, at han foragter kvinden.
Og hvor er det typisk, at det ”afbalancerede forslag” så er, at danskerne bøjer sig for de muslimske krav, ”når det nu betyder så meget for dem”, for vi er jo egentlig ligeglade med rent og urent og stive former og så videre.
Hvornår begynder vi – og den danske presse – at acceptere os selv og vores egen kultur?
Lad os synge ”Langt højere bjerge” og glæde os over, at Danmark er et af de bedste samfund i verden.
Karsten Brejl, Lærkevej 17, Løgumkloster