De kristne værdier er her

KRISTENDEMOKRATER: Danmark har et kristendemokratisk parti med fokus på samfundets etiske udfordringer

I LEDEREN i Kristeligt Dagblad den 27. oktober skriver chefredaktør Erik Bjerager under overskriften Et parti på vippen: Danmark har i lighed med de fleste andre europæiske lande brug for et kristendemokratisk parti med fokus på hele den etiske udfordring, det moderne samfund står over for.

Denne sætning er jeg meget enig i. Og den gode nyhed er, at vi i Danmark har et sådant parti.

På Kristendemokraternes nyligt afsluttede landsmøde, som der desværre ikke var mediefokus på, udtalte landsformanden som noget af det første i sin beretning:

For Kristendemokraterne handler det helt grundlæggende om de værdier, der er inspireret af kristendommen. Vi tror på, at alle mennesker er ligeværdige og derfor skal behandles med respekt. Det gælder det ufødte foster og den politiske kamp for at bringe aborttallet ned. Det gælder vores børn og unge, familierne, dem på arbejdsmarkedet og dem udenfor, den enlige mor, seniorerne og den døende. Vi tror på, at alle skal behandles medmenneskeligt og med den omsorg, de har behov for. Som politisk parti er vi advokater for de mest udsatte, for dem, som har svært ved at tale deres egen sag. Jeg vil derfor med det samme slå fast, at Kristendemokraternes særlige kendetegn ja, helt unikke kendetegn er at være det borgerlige parti, som under inspiration fra de kristne værdier kæmper for anstændighed i alle livets relationer.

Jeg håber, at borgerne i hele Danmark vil sørge for at stemme dette parti ind i Folketinget igen. Det er det parti, som Danmark i lighed med de fleste andre europæiske lande har brug for med fokus på hele den etiske udfordring, det moderne samfund står over for.

Tove Videbæk,
regionsrådsmedlem og folketingskandidat for Kristendemokraterne,
Birkebæk 10, Brande