Et nyt begreb blandt de politisk korrekte er ”cultural appropriation” – kulturel tilegnelse.
Det klinger smukt af fornøjede honningbiers summen hen over den multikulturelle eng. Men ordene skal faktisk betyde ’kulturelt tyveri’, idet de fremsætter en anklage fra minoriteter, der ikke bryder sig om, at deres særpræg bliver lånt af flertalskulturen.
Sorte er således vrede over, at unge hvide fletter deres hår i de lange tynde fletninger, der kaldes cornrows, så på universiteternes campus kan det komme til højlydte protester, når en bleg ungersvend promenerer sin nye frisure. Pudsigt nok har han endda flettet i mange timer for at favne åbent og fordomsfrit. Eller, mindre venligt formuleret: fordi han snobber for de seje sorte, som han gerne vil ligne.
Hvide rappere beskyldes for at stjæle de sortes musik og gebærder. Og et rasende ramaskrig rejste sig, da den hvide popsild Miley Cyrus ”twerkede” under en prisuddeling. Twerking er en dans, som er blevet til i afro- og latinamerikanske miljøer i USA. De ser unådigt på hvide kvinders forsøg på at lade bagdelen vibrere på sammen måde.
Også yoga kritiseres for ”cultural appropriation”. Dens gymnastisk-åndelige øvelser stammer jo fra en hinduistisk kultur og bør derfor ikke uden videre praktiseres af vestlige kvinder.
På litteraturens felt lyder kravet, at privilegerede hvide forfattere ikke må snylte på andres smertelige erfaringer ved at anlægge en vinkel indefra i skildringen af arme gruppers modgang.
Også etnisk mad kritiseres nu for tyveri, ligesom amerikanske homoseksuelle er kommet i skudlinjen, fordi de sværmer for deres egen ”indre sorte kvinde.”
Denne idé om utilstedelig tilegnelse driver altså en kile ned gennem progressive miljøer. Modsætningen her består ikke så meget mellem for eksempel sorte amerikanere og hvide, amerikanske racister som mellem sorte og de hvide, der er fulde af sympati for de sortes kultur og gerne vil opgradere sig selv ved at pynte sig med minoriteternes forskellige koder.
Forrige uge åbnede på Whitney Museum i New York en udstilling, som skal kritisere racisme. Kunstneren Dana Schutz har afmalet et berømt fotografi af den dræbte, sorte dreng Emmett Till, der midt i 1950’erne blev bestialsk banket ihjel af hvide racister. Hans modige mor ønskede, at han skulle ligge i åben kiste, så man kunne se, hvad man havde gjort ved hendes dreng. Det chokerende syn bidrog til en regulær mentalitetsforandring i USA.
Det siger sig selv, at Schutz har malet i bedste anti-racistiske mening. Men hun er hvid.
Så nu lyder der protester fra både amerikanske og britiske studerende: Schutz profilerer sig ved at parasitere på sort lidelse.
En kunstner har stået en uge i åbningstiden foran kunstværket for at dække for synet, for maleriet udøver, siger han, ”den samme vold som den, der ramte Till.”
Her må ytringsfriheden vige, hedder det, og anklagerne drøftes gravalvorligt i amerikansk presse.
I Storbritannien kan Mary Wakefield i The Spectator slet ikke tage forurettelsen alvorligt:
”Hvis dem med indflydelse ikke må støtte de undertrykte i kunst eller politik, hvordan forestiller disse unge krigere sig så, at noget nogensinde skal kunne ændres?”
Må et hvidt kongresmedlem, spørger hun, heller ikke tage dagens problemer med politivold mod sorte op? Eller var det tilegnelse af kvindelig lidelse, dengang John Stuart Mill kæmpede for kvinders rettigheder?
”Jeg tvivler på, at der nogensinde har fandtes et værre selvmål end dette skøre forbud mod gode sager.”
Brendan O’Neill skriver ligeledes i Spectator om fænomenet, som han mener er dybt skadeligt i sin puritanisme.
”Det politisk korrektes raseri mod kulturel tilegnelse er i sidste ende et krav om kulturel opdeling, der ønsker, at sorte og hvide, latinoer, homoseksuelle, kvinder og enhver anden racemæssig eller kønsdefineret gruppe skal holde sig til sin egen kultur og ikke lade sig forurene af folk udefra.”
Denne besættelse af identitet og kulturel renhed er et ekko af de mest uhyggelige politiske bevægelser i det 20. århundrede, konstaterer O’Neill, og resultatet af dens skræk for opblanding vil blive social lammelse.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.