De mystiske sakramenter

I Kristeligt Dagblad den 24. maj langer Chr. N. Eversbusch voldsomt ud efter nadveren, hvis kropslige realisme han kalder uappetitlig, lav, frastødende og blasfemisk. Så vidt jeg kan læse indlægget, er der i Eversbuschs religion slet ingen plads til nadveren eller til kroppen i det hele taget. »I ethvert højerestående religiøst perspektiv er kroppen ubrugelig«, skriver han. Nu er det ikke så svært at konkludere, at Eversbusch dermed har sat sig selv uden for bekendelsens rammer. Kristentroen er så kropslig, at den tør bekende sig til kødets opstandelse, ikke sjælens, og den står i modsætning til den sjæl-legeme-dualisme, der var kendetegnende for græsk filosofi på Jesu tid og er kendetegnende for mange nyreligiøse strømninger i dag. Desværre er den holdning, som Eversbusch fremstiller i radikal udgave, næppe særlig ualmindelig i en mere afsvækket form. Den trænger langt ind i det kirkelige liv på den måde, at tolkningen af sakramenternes indhold degenererer, så der tilbage af dåben kun bliver en børnevelsignelse med vandet som hyggeligt rislende livssymbol, og tilbage af nadveren kun bliver et fællesskabsunderstregende mindemåltid, hvor vi husker, hvad Jesus gjorde. Denne afsvækkelse og udvanding af sakramenterne er bl.a. en af de - utilsigtede - følgevirkninger af den nødvendige og positive udvikling i retning af en langt mere åben nadverpraksis i folkekirken i den seneste generation. I forhold til dåben skyldes det nok bl.a. den teologiske rådløshed over for dåben, som genspejles i mange af de eksisterende »dåbshæfter« og i en del af debatten omkring dåbssagerne, hvor der i mange af argumenterne ikke er ret meget tilbage af dåbens sakramentale alvor. Ikke blot over for nyreligiøs sjæl-legeme-dualisme som Eversbuschs, men også over for en mere almen degenerering af sakramenterne er det vigtigt at fastholde deres uudgrundelige, mystiske, kropslige og dybt anstødelige sakramentale indhold: Ja, vi drukner dem, som døbes. Vi smider dem i vandet, så de dør - for at de kan genopstå til livet med Kristus. Ja, vi spiser Kristi legeme og drikker hans blod i nadveren for derved at få del i hans død og opstandelse og indoptage ham i os i den menighed, som ikke bare kaldes, men er Kristi levende krop. Der er ingen bortforklaringer eller omtolkninger. Det er det, vi gør, selvom vi ikke gør det - det er sakramentets uudgrundelighed. Uden denne helt irrationelle, for mig gerne primitive, voldsomme symbolik giver sakramenterne ikke nogen mening. Som illustrationer til barnevelsignelse eller menighedsfællesskab er de ikke særlig indlysende - eller der er i hvert fald mange andre gamle og nye billeder, der kunne være lige så gode. Netop i deres voldsomhed danner sakramenterne et mødepunkt i forhold til nutidige menneskers livsverden. Voldsomheden og dramatikken spiller i al sin farlige ukirkelighed langt bedre op mod de spørgsmål, mennesker kommer til kirken med i dag, end de ufarlige og hyggelige sakramentsforståelser, som ofte skinner igennem i gudstjenesten, og som ikke giver svar på noget som helst. Hvis vel at mærke voldsomheden kommer til syne i en form og i et sprog, så den går op for dem, der kommer i kirken. Udfordringen for sakramenternes plads i gudstjenesten og i teologien er at fastholde og udvikle dramaet, mystikken, uudgrundeligheden og kropsligheden i dem uden at miste det, som er vundet i den seneste generation i form af almindelig deltagelse i nadveren og almindelig medleven i dåbshandlingen i gudstjenesten. Så tak til Eversbusch for at sætte sagen på spidsen! Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet Ò Vi spiser Kristi legeme og drikker hans blod i nadveren for derved at få del i hans død og opstandelse og indoptage ham i os i den menighed, som ikke bare kaldes, men er Kristi levende krop. Der er ingen bortforklaringer eller omtolkninger. Det er det, vi gør, selvom vi ikke gør det - det er sakramentets uudgrundelighed. Ó