Danmark har for nylig fået en slags demokratisk nyskabelse, nemlig muligheden for, at engagerede borgere kan stille borgerforslag på Folketingets hjemmeside. Kan man få 50.000 danskere til at skrive under på sit forslag, så kan det blive behandlet i Folketinget.
Det er en spændende mulighed, som mange allerede har benyttet sig af, men når man kigger på det virvar af forskellige forslag, der indtil videre er blevet stillet, så kan man tvivle på, hvor meget demokratisk vitalitet, der egentlig ligger i den nye institution.
Hovedparten af de forslag, der i skrivende stund er stillet, er meget snævre og vil formentlig aldrig komme i nærheden af 50.000 underskrifter. Selvom det skulle lykkes, kan ”Afskaffelse af karaktersystemet”, ”Afskaffelse af lægekonsulenter” og ”Ligestilling for ioniserende stråling” nok ikke ses isoleret, men må indtænkes i en bredere samfundsmæssig kontekst.
Her er vi nok inde ved problemets kerne. For er det seriøst at rive et enkelt lille hjørne ud af en større debat og kræve, at det skal behandles særskilt politisk? Det er det vel næppe, og det udfordrer en væsentlig del af baggrunden for, at vi overhovedet har et repræsentativt demokrati.
For man kan ikke holde små folkeafstemninger om alt mellem himmel og jord uden at tænke på, hvordan systemet samlet set skal fungere. Som minimum er det nødvendigt at tænke på, hvordan de mange gode hensigter skal finansieres, men det er borgerforslagsstillerne lykkeligt fri for.
Selvfølgelig kan det i sidste ende resultere i en behandling i Folketinget, hvor de forskellige hensyn kan afvejes mod hinanden, men hvis et forslag har gang på jorden og så bred en støtte, som 50.000 underskrifter er udtryk for, så skal der nu nok være et enkelt parti i Folketinget, der kunne finde på at tage det op af egen drift.
Det forslag, der er tættest på at nå de 50.000 underskrifter, er et forslag om afskaffelse af uddannelsesloftet. Men det er jo allerede behandlet i Folketinget i flere omgange, og de store partier: Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har klart og tydeligt sagt, at de ikke finder anledning til at ændre noget. Så det ender efter alt at dømme med en tom politisk markering, der næppe styrker underskrivernes indtryk af, at de har fået en ny og spændende indflydelsesmulighed.
Det samme vil sikkert gælde for de to borgerforslag om at forbyde omskæring for børn under 18 år, som nu ligger på siden.
Det er to konkurrerende forslag fra foreningen Intact Denmark, der er kendt som en meget aggressiv – men altså indbyrdes uenig – lobbygruppe, som i årevis har forsøgt at få diverse partier og folketingsmedlemmer til at stille forslag om at forbyde drengeomskæring. Det er ikke lykkedes, selvom medlemmerne er kendt for at høre til internettets værste tæskehold, der forsøger at dominere enhver debat om emnet med påstande om, at forbudsmodstanderne er religiøst formørkede, kyniske børnemishandlere.
Når det ikke er sket, er det, fordi sagen ikke er så enkel. I det konkrete tilfælde har Folketingets administration været nødt til at gøre opmærksom på, at forslaget kan være grundlovsstridigt, fordi det udfordrer religionsfriheden. Der er utallige andre problemer i det, knyttet til diskrimination, håndhævelse, Danmarks forpligtelser i det internationale samfund og meget andet. Det kræver en omtanke og en seriøsitet, som forslagene næppe er udtryk for.
Indtil videre er der således intet, der tyder på, at muligheden for at stille borgerforslag er andet end en demokratisk blindtarm, der ikke fremmer en seriøs politisk debat og næppe heller skaber særlige nye indflydelsesmuligheder for borgerne. Muligheden nærer en opfattelse af, at politik og samfundsindretning er enkelt, og at der er lette løsninger på komplicerede problemer. Sådan er det ikke.
Har man stærke ønsker om at ændre noget i samfundet, er den bedste vej fortsat at engagere sig rigtigt, først og fremmest ved at melde sig ind i et politisk parti.
Nikolaj Bøgh er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Frederiksberg.