Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

De religiøse forskelle er til at leve med

Kors og halvmåne Foto: stock.xchng

TRO I DAGLIGDAGEN: Skal vi danskere forblive et folkeligt fællesskab, så må vi acceptere, at nydanskere ikke kan blive en del af fællesskabet, uden at vi også selv lukker op og udvider fællesskabet

Af Birthe Rønn Hornbech

En undersøgelse på en række store arbejdspladser har for nylig afsløret det, som mange vidste i forvejen. Arbejdspladserne kan godt finde ud at tackle de udfordringer, som tilstedeværelsen af danskere med forskellig religion bringer.

For kristne, der måtte have Luthers katekismus som ledetråd og starter og slutter dagen med bøn, hører den slags udfoldelser ikke til på arbejdspladsen, men i lønkammeret eller i kirken.

Anderledes med for eksempel muslimer, hvoraf nogle ønsker at udøve bønnen også i løbet af en arbejdsdag. Det har i hvert fald en del store arbejdspladser indstillet sig på. De har indrettet særlige bederum og fastsat særlige regler for påklædning.

Undersøgelsen viser altså, at der på arbejdspladser tages konkrete hensyn. Almindelig menneskelig erfaring demonstrerer, at det fremmede mest er et problem for den, der ikke møder det i dagligdagen. Selv de mest inkarnerede nationalister skriver under på lokale opråb, når landsbyens asylsøger skal udsendes. For ham kender man jo, og så er det en ganske anden sag.

Alligevel forsætter den offentlige debat, som stadig er meget luftig og konfliktsøgende. Vi drøfter stadig religiøse forskelle, som om forskellen i sig selv er et altomfattende problem.

Den omtalte undersøgelse viser det stik modsatte. Man indretter sig og tager særlige hensyn. Kantinerne har for længst lært at indrette sig efter religiøse mindretal, diabetikere og vegetarer og andre grupper med særlige ønsker.

Forleden deltog jeg i en reception med jøder og kristne. Pindemadderne var af typisk dansk tilsnit. Jøderne fik diskret bragt mad i særligt plomberede tallerkner og skåle. Det blev bemærket, men ikke som et problem. Snarere som en konstatering, at den slags særlige ønsker er der altså råd for at efterkomme uden de store armbevægelser.

Maden spiller en stor rolle for danskerne, og selvom vi er tilbøjelige til at identificere os med leverpostejen og frikadellen, så går vi ikke af vejen for at besøge de mange eksotiske restauranter i Danmark for slet ikke at tale om vor trang til at opleve blandt andet det det franske og italienske køkken, når vi er på ferie.

Der er ingen grund til at gøre forskellen i religionsudøvelsen i dagliglivet til et problem. For som ovenstående undersøgelse og hændelse fra dagligdagen viser, indretter vi os i det konkrete møde praktisk, og det gør os ikke mindre danske. Det gør os da heller ikke mindre kristne.

Fire femtedele af danskerne er stadig medlemmer af den danske folkekirke. En del danskere er medlemmer i andre kristne kirker. Nogle er udmeldt af folkekirken, fordi de gerne vil slippe for skatten, andre er stærkt troende ateister, og atter andre er bare ligeglade med enhver religion. En del har tilsluttet sig en af de efterhånden ret mange muslimske menigheder. Intet trossamfund ved siden af folkekirken kan mønstre mere end nogle få procent medlemmer. Det er helt op til majoriteten, om det skal betragtes som et problem.

På arbejdspladsen er det ikke noget problem, fordi det, man mødes om og er fælles om, er arbejdet. På samme måde i foreningslivet, hvor man mødes om fælles holdning og fælles hobby.

Men det er klart, at meget er ændret. Udfordringerne er mange. Sprogundervisningen og integrationsarbejdet for at lære nydanskere det danske sprog og danske normer er massiv. Og den indsats er fortsat nødvendig.

Danskerne er ikke bare fem millioner enkeltindivider, der flyder rundt i universet. Vi er et folk, der er stærkt præger af fælles historie og fælles tro. Vi har en solid fælles grund og dybe rødder, der ikke bare kan trækkes op. På den grund må nye danskere slå rod, som omplantede vækster slår rod i ny jord.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi både kan og skal forblive os selv, samtidig med at vi lukker andre ind i fællesskabet. Hvis vi mener, at opgaven er uløselig og henfalder til forbitrelse eller tungsind og frygter Danmarks undergang, så er det sikkert, fordi vi tror for lidt på vort eget, og ikke gider finde ud af, hvem vi er, og ikke gider slås for kristendom, frihed og demokrati.

Skal vi forblive et folkeligt fællesskab, så må vi acceptere, at nydanskere ikke kan blive en del af fællesskabet, uden at vi også selv lukker op og udvider fællesskabet.

Det ændrer ikke ved det faktum, at kristendommen er den historiske forudsætning for hele vor måde at tænke på, såvel som det er en uomgængelig kendsgerning, at danernes historie for fremtiden også vil omfatte historien om indvandrerne i Danmark.

Birthe Rønn Hornbech (V) er integrations- og kirkeminister

Kirkeligt Set bliver skrevet på skift af biskop Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.