GENNEM MANGE ÅR som læge i børne- og ungdomspsykiatrien har jeg mødt mange mennesker, der har været udsat for uhyrligheder, som har udfordret min forestillingsevne.
Gennem de seneste par år har jeg og mine kollegaer skullet vænne os til tiltagende forringelser af den kommunale støtteindsats i forhold til børn og unge med mentale og menneskelige vanskeligheder; forringelser som efterhånden har karakter af offentligt omsorgssvigt.
LÆS OGSÅ: Kommuner svigter misbrugte børn
Billedligt talt tager man førerhunden fra den blinde og kørestolen fra den lamme. Det ser ikke så grimt ud, når man ikke umiddelbart kan se den enkeltes psykiske vanskeligheder, bevares. Modsat hvad man måske ville antage, gør det mere og mere ondt, helt inde i marven, på undertegnede at være vidne til en tavs forråelse af vores omsorg for mennesker med vanskeligheder.
Der har i medierne været sager om mishandling af børn, som har berørt mig så meget, at jeg ikke længere kan holde ud at forblive i tavsheden.
LÆS OGSÅ: Minister: Kommuner skal handle hurtigere
For få dage siden offentliggjorde man den omfattende tortur, som Tobias, en halvandet år gammel dreng, blev underkastet gennem to måneder af to unge mennesker, givetvis lige så stakkels og uformående som Tobias. Isolation i en mørk kælder, kolde afvaskninger, benbrud, manglende tænder og gennembankning, til bevidstløsheden indtraf. De må have svedt, når de var færdige med ham!
Sagen har ikke ansporet til politisk engagement i samme grad som revision af flagloven!
JEG ANTAGER, at flertallet i Danmark finder sådanne barnemord uhensigtsmæssige! Her tænker jeg på visse personer på den politiske højrefløj, som vægter forældres råderet over børn meget højt. Og videre antager jeg, at en mindre del af befolkningen finder dem direkte uacceptable!
Jeg går således ud fra, at et flertal af befolkningen faktisk teoretisk bakker op om sociallovgivningen i forhold til beskyttelsen af børn. Men hvad med praksis? Ja, her kan man bare kort henvise til de sidste mange tilfælde af svær mishandling af og drab på børn i Danmark.
Med fare for at provokere mener jeg, at det er bidende nødvendigt at rejse følgende problemstillinger i forhold til forskellen mellem den angivne intention og praksis: Gang på gang har jeg og mine kollegaer målløse kunnet opleve kommunale myndighedspersoner med mere eller mindre direkte ansvar for det enkelte barn enten venligt smilende eller med forurettet mine afvise, at de kunne have handlet anderledes, og derfor på ingen måde kan pådrage sig noget ansvar for det skete. Noget, som en efterfølgende afdækning af talrige underretninger i sagerne har sat spørgsmålstegn ved.
Og med fare for at udlevere mine kollegaer skal jeg klart her lade vide, at dette fænomen har været genstand for psykiatrifaglige diskussioner i kaffepauserne: Hvem af disse kan sove uanfægtet om natten? I hvor stor grad er der tale om emotionel fladhed eller afvigende kynisme?
NUVEL, DE FLESTE i det kommunale regi er formodentlig kompetente og oprigtigt engageret i deres arbejde for at hjælpe og beskytte udsatte børn og unge.
Så hvor er bristen så henne? Er det i virkeligheden rammerne for det kommunale arbejde, som er den kompromitterende faktor? Mangler der ressourcer til at handle proaktivt selv i forhold til børn, som bliver mishandlet til døde?
Ja, vi har i hvert fald oplevet repræsentanter for den tidligere regering gang på gang påpege, at de ikke havde noget ansvar for de enkelte sager, det var jo kommunens! Et svar, der i den grad vidner om en inkompetence som regerende myndighed.
Man kunne have spurgt tilbage: Ser I jer i stand til at mestre en politisk indflydelse på kommunerne, så de bliver i stand til at følge lovgivningen og varetage en omsorg for børn med rettidig omhu? Ja, svaret på dette spørgsmål behøver jeg vist ikke antyde yderligere.
Men hvis politikerne jo bare gør det, de er blevet valgt til, hvem er så ansvarlig? Jeg kan som borger i Danmark ikke acceptere, at børn bliver mishandlet og omsorgssvigtet. Ingen ejer børn, og vi har alle en pligt og stående fordring om at drage omsorg for børn, et ansvar som vi aldrig kan løses fra.
Det er på tide, at vi tør løfte en mere grundlæggende diskussion af vores ønsker og håb for det samfund, som vores børn skal bære videre fra os.
Æret være Tobias!