De sociale medier er perfekte pigers perfekte helvede

En stor opgave står foran os, nemlig at begribe, i hvilket omfang de samme sociale medier har skabt et perfekt helvede for den opvoksende generation, skriver Bent Meier Sørensen

Det er godt, at vi – selvfølgelig sent og modvilligt – har erkendt, i hvilket omfang de sociale medier gør viden om vores liv til en hælervare, til salg for højestbydende, mener Bent Meier Sørensen
Det er godt, at vi – selvfølgelig sent og modvilligt – har erkendt, i hvilket omfang de sociale medier gør viden om vores liv til en hælervare, til salg for højestbydende, mener Bent Meier Sørensen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

”Du skal have den perfekte krop, du skal gå med makeup, du skal pushe dine bryster, du skal have lange ben, du skal have perfekte øjenbryn.” Ordene er den 22-årige Fies, og scenen er sat af DR 3’s dokumentarserie ”De perfekte piger”.

Vi ser Fie stirre på et billede af en ekstremt tynd og delvist afklædt pige, der har fået 840 likes på det sociale medie Instagram, hvor kvinder deler billeder af sig selv og deres fitnesscenter. Opgivende konstaterer hun: ”Når jeg kigger på det her, bliver jeg bare så ked af min egen krop, altså!”.

Det skulle være unødvendigt at oplyse, at Fie er en ualmindeligt sød, ung kvinde. Tilmed skulle man mene, at hun som en høj og slank, lyshåret skandinav lever op til i det mindste nogle af de idealer, der nu rider hende som en mare.

Det samme kan man sige om Amalie på 21. Som med de andre piger i programmet er det ikke intelligensen eller de analytiske evner, der fejler noget. Med en rolig stemme deler hun sit liv op i ”facade-Amalie” og ”rigtige Amalie”, hvor facade-Amalie ”lever rigtig meget på Instagram”. Amalies kønne og fine ansigt er ifølge samme rolige stemme grimt, indtil det får makeup på, og hun efter timers arbejde tør gå uden for døren.

Alligevel er Anna måske programmets mest hjerteknusende karakter: ”Jeg vil bare gerne have, at folk tror, jeg elsker min krop.”

Ingen af de fire unge kvinder elsker deres krop. Selv et mere beskedent mål ville de ikke kunne leve op til: Ingen af dem kan bære at være i samme rum som deres krop. De lever i eksil, de er de internt fordrevne.

Det er kvinderne selv, der bevogter udgangen af lejren. Som Amalie siger: ”Jeg skal leve op til nogle forventninger, jeg på en eller anden måde jo egentlig selv har skabt.” Kvinderne er dressed up for each other”, som musikeren Van Morrison stilfærdigt slog fast.

Der er hverken drenge eller mænd i disse unge pigers spejlkabinet, kun en uendelig række af solbrændte og afklædte modeller fra Californien, der nat og dag ruller ind på de sociale medier.

Det er godt, at vi – selvfølgelig sent og modvilligt – har erkendt, i hvilket omfang de sociale medier gør viden om vores liv til en hælervare, til salg for højestbydende. Men en større opgave står så foran os, nemlig at begribe, i hvilket omfang de samme sociale medier har skabt et perfekt helvede for den opvoksende generation, et uendeligt spejlkabinet af fantasifostre, der får disse unge kvinder til intenst at hade deres eget liv.

At de sociale medier stjæler noget, der er vores, gør dem kun til gemene lommetyve. At de i samme nu sælger os falske billeder af os selv, gør dem til en moralsk fornedret industri af systematiske løgnere. For dem er intet, hverken kvinder, børn eller dyr, helligt.

Der går et chok igennem gruppen af perfekte piger, da Fie afslører sit næste mål: slet ikke at bruge Facebook og Instagram i en hel uge. Sådan, Fie.