Lukker vi de svageste ude, bliver hadet deres identitet

Nu vakler det Europa, vi har kendt. Vi magter ikke at klare de befolkningsstrømme, som kommer fra Europas baghave med millioner på flugt fra frygtelige krige. Der er ingen nemme løsninger, men demokratiet må fatte, at mennesker uden håb handler desperat, skriver Asger Baunsbak-Jensen

"Fatter vi dog ikke, at intet menneske kan leve uden kærlighed og anerkendelse," skriver Asger Baunsbak-Jensen.
"Fatter vi dog ikke, at intet menneske kan leve uden kærlighed og anerkendelse," skriver Asger Baunsbak-Jensen. Foto: Tor Birk Trads / Information.

FOR FØRSTE GANG i dets 2000-årige historie har der været fred i Vesteuropa i 70 år. Det er det enestående, vi, der lever nu, kom til at opleve.

Nu vakler det Europa, vi har kendt. Vi magter ikke at klare de befolkningsstrømme, som kommer fra Europas baghave med millioner på flugt fra frygtelige krige i Syrien, Afghanistan og Irak.

Det arabiske forår slog hurtigt over i vinter med kampe og uro i Nordafrika, og flygtninge fra Afrikas borgerkrigshærgede lande sejler i overfyldte, primitive både over Middelhavet - eller drukner.

Engang var Europa overbefolket, men så var der plads til udvandrere i USA. Nu er Afrika overbefolket. Hvor skal de søge hen? Informationsmedier åbner for viden kloden rundt, og der finder folk håb om en tilværelse i Europa. Men Europa kan ikke klare det.

NU FORVANDLES det politiske billede i de europæiske demokratier, hvor de gamle partier er døende, og nye vokser frem som reaktion på flygtningestrømme.

Bondesamfundet og industrisamfundet havde klasser, som partierne formedes af, og folk kunne identificere sig med dem. Det kan de ikke mere; individualiseringen opløser de gamle bevægelser, og ny forskning vælter frem. Det er økonomi, som bestemmer, mens folk søger ny identitet. Imens oplever vi en hurtigt voksende kløft mellem rige og fattige.

Grækenland kæmper for overlevelse, og sammen med Spanien og Portugal har de millioner af unge uden arbejde. Disse unge er den største trussel mod demokratisk stabilitet.

Den europæiske model skaber store grupper, som ser sig som overflødige. Håbløshed skaber vold. Dette er det frygtelige. Heri skal vi tage udgangspunkt, når vi skaber visioner for fremtidens Europa. Den uhæmmede vækst vil få uretfærdigheden til at vokse, og samfundets svage vil søge efter syndebukke for elendigheden.

Den danske valgkamp må ikke tage udgangspunkt i det terrorangreb, vi blev vidne til i København. Der skal søges meget dybere. Vi skal begynde debatten med de svage. Den, der ser sig uden fremtid, uden håb, rummer vrede. Det er her, der skal sættes ind.

De fællesskaber, som nu bryder sammen efter industrisamfundets storhedstid med socialisme og liberalisme, kan ikke bruges længere. Det velfungerendes fællesskab forstår ikke, hvad der sker med de udstødte, som lever på samfundets kant. Fatter vi dog ikke, at intet menneske kan leve uden kærlighed og anerkendelse? Det gælder ikke mindst de fremmede mellem os.

Engang tjente man det daglige brød på fabrikken eller kontoret. De jobs gav identitet, og de færdigheder, der krævedes, varede livet ud. Nu ved vi, at halvdelen af de jobs, vi har i dag, er borte om 20 år.

Arbejdet var engang en livsgerning, ja, for nogle et kald. Den akse, det drejede sig om, er blevet knust for evigt. Den virkelighed, vi befinder os i, er skrøbelig, for jobs forvinder i den blå luft, længe før man har vænnet sig til dem.

En storm går over verden, intet sikkert råder. Livet i de små hjem er lige så forandret som livet hos dem, der er på flugt. Der er ingen stabile orienteringspunkter, når fællesskaber er brudt sammen. Den personlige loyalitet mister kraft i forhold til nationen, regionen og fællesskabet.

Den form for usikkerhed overvindes ikke af bekendtskaber på Facebook. Angsten for fremtiden hjemsøger mænd og kvinder i et evigt foranderligt samfund, som ændres planløst og ikke forener de lidende.

De unge, velfungerende overskrider grænser, når de tager uddannelse i udlandet og arbejder globalt. Disse unge finder nye fællesskaber bundet sammen af sociale medier og fælles arbejdsopgaver.

DEN NYE ELITE har ingen fast adresse ud over mobiltelefonnummer og e-mailadresse. Den handler globalt. De omgås kun globalister, højt hævet over flygtningestrømme på bunden af samfundet. De har verdensborgeridentitet og har ikke brug for det nationale fællesskab. Politiske partier har ikke deres interesse.

Under eliten findes de svages fællesskab. Kløften mellem rige og fattige vokser eksplosivt. Eliten begunstiger sig selv, og dens grådighed kender ingen grænser. Grænseoverskridende multinationale selskaber er helt uden for demokratisk kontrol, og kapitalstrømme søger til skattely uden at støtte velfærdsstaten og samfundets svage.

Under alt dette styrkes nationalstaten af dem, der er bange for globalisering og angst for det fremmede. De kæmper for social sikkerhed og vil holde de fremmede ude.

Demokratiet skal tage udgangspunkt i dette og fatte, at de, der er uden håb, handler i desperation og finder kraft og identitet i det, der ligger uden for vor forstand og erfaring. Lukker vi dem ude, er hadet deres identitet. De lokalt svage gør de internationalt svage til syndebukke.

Asger Baunsbak-Jensen er forfatter og tidligere præst