De vise mænd. De har brug for vise kvinder

Udformningen af den beskæftigelsesmæssige og økonomiske politik i Danmark påvirker mænd og kvinder forskelligt. Alligevel indeholder vismændenes rapporter sjældent noget om beskæftigelsespolitikkens konsekvenser for kvinders forhold på arbejdsmarkedet

Når økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) den ene dag beklager de manglende kvinder i Det Økonomiske Råd, er det overraskende for ikke at sige meget beklageligt at Lene Espersen så efterfølgende udnævner endnu en mand til Det Økonomiske Råds formandskab.

Man skal åbenbart ikke lægge så meget alvor i Lene Espersens beklagelser, når hun alligevel vælger at følge den sædvanlige praksis. Faktisk er det jo sådan, at ligestillingsloven foreskriver, at der bør være en ligelig kønssammensætning i offentlige udvalg, kommissioner og lignende.

Desuden foreskriver loven også, at der ved indstilling til disse faktisk skal foreslås både en mand og en kvinde, samt at ministeren for ligestilling kan anmode om en begrundelse for udpegning af (endnu) en mand til formandskabet.

Jeg har derfor stillet spørgsmål i sagen til såvel økonomi- og erhvervsministeren som ministeren for ligestilling, da jeg dels gerne vil vide, om ligestillingsloven er blevet fulgt, dels om minister for ligestilling gør sig nogle tanker om, hvad den manglende kvinderepræsentation betyder for vismændenes arbejde.

Skulle ministrene mod forventning hævde, at afvigelsen fra kravene i ligestillingsloven skyldes mangel på kvinder med de rette kvalifikationer, er det aldeles urigtigt, da der findes en række velkvalificerede kvindelige økonomer.

Udformningen af den beskæftigelsesmæssige og økonomiske politik i Danmark påvirker mænd og kvinder forskelligt. Alligevel indeholder vismændenes rapporter sjældent noget om beskæftigelsespolitikkens konsekvenser for kvinders forhold på arbejdsmarkedet.

Foråret 2008 udsendte vismændene en rapport om pensionsopsparinger, hvor kønsaspektet var aldeles fraværende trods det at mænd og kvinders pensionsforhold typisk er meget forskellige, idet kvinderne jo blandt andet har længere barselsperioder og kortere arbejdstid.

Derfor er det afgørende, at vismandsinstitutionen også udpeger kvinder samt inddrager et kønsperspektiv i deres arbejde. Måtte 2009 blive året, hvor de vise mænd åbnede døren for de vise kvinder!

Pernille Vigsø Bagge er medlem af Folketinget og ligestillingsordfører for SF