Prøv avisen

DEBAT: Biskop på kollision med kristendom

Tegning: Peter M. Jensen

Relativismen, når vi taler om livets inderste spørgsmål - skyld, tilgivelse, Gud, evighed - er i modstrid med selve livet. Vi opdager det måske først, når vi er helt ude på randen, skriver Jens Ole Christensen i klummen Kirkeligt Set

Jeg er ikke på Facebook. Faktisk har jeg svært nok ved at holde min mailboks nede i naturlig størrelse og føler ikke behov for at opholde mig mere bag den lille skærm end højst nødvendigt. Det nedsætter mit niveau af stress at afholde mig fra det yderligere kommunikationskrav, som Facebook udgør.

LÆS OGSÅ: Biskop: Kristendom og relativisme er ikke uforenelige

Til gengæld er jeg rimeligt nysgerrig anlagt og læser jævnligt over skulderen på min kone. Derfor så jeg en af dagene efter massakren på Utøya følgende Facebook-opdatering fra en ung pige: Jeg er ikke postmoderne. Jeg tror, noget er rigtigt, og noget er forkert. Det her er forkert.

Jeg kom til at tænke på bemærkningen, da jeg læste biskop Kjeld Holms bekendelse til relativismen her i Kirkeligt set for to uger siden.

Kontrasten mellem Kjeld Holm og den unge pige er til at tage og føle på. Og den afslører en gentagen erfaring: Relativisme egner sig bedst til blide livssituationer, skriveborde og hyggelige passiarer på højt intellektuelt niveau. Ude på randen af tilværelsen giver den ingen mening. I mødet med massakrer, børnemishandling, svigt og udbytning får vi brug for faste og ubrydelige værdier. Og tydelige domme.

Religionssociologen Peter Berger sætter ord på det:

Der findes nogle handlinger, som kalder på fordømmelse ikke kun rent menneskeligt, men ud fra ordets fulde religiøse betydning det er, når gerningsmanden ikke bare sætter sig uden for menneskers fællesskab, men adskiller sig selv definitivt fra en moralsk orden, som er mere end det menneskelige fællesskab, og på den måde påberåber sig en gengældelse, som er ud over det menneskelige (...). Massakren på de uskyldige (...) antyder, at Helvede er nødvendigt ikke så meget som en bekræftelse på Guds retfærdighed, men som en håndhævelse af vores egen retfærdighed. (A Rumor of Angels, 1969).

SAGT MED ANDRE ORD: Relativismen, når vi snakker om livets inderste spørgsmål skyld, tilgivelse, Gud, evighed er i modstrid med selve livet. Vi opdager det måske først, når vi er helt ude på randen. Men det er også derude, det viser sig, hvad vi for alvor er afhængige af. Det er måske grunden til, at danske soldater bøjer knæ sammen med feltpræsten i Helmand. Og at netop det er så svært at forstå herhjemme.

Hermed er et andet tema slået an: Trods Kjeld Holms forsikringer om det modsatte er bekendelsen til relativismen på kollision med kristendommen.

Det er det meget enkelt at argumentere bibelsk for. En argumentation, jeg vil lade ligge her.

Derimod vil jeg pege på et par missionshistoriske vinkler: Formodentlig havde hverken Kjeld Holm eller jeg været kristne, hvis Ansgar og de andre, der bragte evangeliet til os nordboere, havde ment, at vi selv er det perspektiviske midtpunkt for ethvert forløb. Det midtpunkt risikerer man nemlig ikke livet for. De troede derimod, at Gud er Gud, om alle mand er døde og uden fællesskab med Gud er alle mand dødsens i evighed.

Det midtpunkt var større og mere uforanderligt end dem selv. Og det er fra det midtpunkt, der kan drives mission i vores tid.

I KJELD HOLMS EGEN erindringsbog, Åbne døre, læste jeg den gribende beretning om de danske missionærer Margrethe og Jens Christensen, som forblev i tjeneste i Pakistan, efter at deres eneste søn var blevet myrdet af en muslimsk mand.

Nærmest uforståeligt og jeg er ikke sikker på, at jeg som leder af en missionsorganisation ville have tilrådet det. Men: Lugter et sådant handlingsmønster af en bekendelse til, at Gud er til, når jeg vil have med ham at gøre?

Relativisme kan man gøre kirkelig karriere på. Men man sætter ikke liv og velfærd på spil for den.

I klummens allersidste sætning virker det, som om Holm alligevel ikke er helt så relativistisk, som han selv tror: Jeg tror ikke, at Gud er en relativ størrelse, men jeg er sikker på, at jeg selv er det.

Så synes jeg ligesom, vi kan snakke sammen igen! Men hvis denne afsluttende bekendelse ikke skal blive pæne tomme ord, må der tilføjes: Hvis Gud ikke er relativ, så er Guds afsløring af sig selv i Jesus og Ordet det heller ikke. Og så må vi til at skelne mellem den guddommelige åbenbarings område, som ikke er relativt, og området for den menneskelige tanke, intuition og følelse, som i høj grad er det. Det første må vi fordybe os i og derefter bøje os ydmygt for. Det andet er åbent for forhandling.

Derfor vil jeg gøre Gud og evangeliet gældende for andre mennesker. Men i forhold til Facebook vil jeg afslappet selv være det perspektiviske midtpunkt.

Ellers gør jeg det absolutte relativt, og det relative absolut.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen